Det kan godt være, at Chris Johanson har ry for at være B-menneske, men da telefonen endelig går igennem til Portland i Oregon på USA’s vestkyst, er klokken blevet 1 om natten. Og han er træt. Men det afholder ham ikke fra at tage en god og lang snak om kunsten, livet – og om politik.

Det hele hænger nemlig sammen i Johansons univers, hvor det handler om at skabe kunst baseret på hans eget liv og oplevelser.

Netop fordi Chris Johansons kunst, der kan spænde fra tegning over maleri til film, video, skulpturer – og musik, er selvbiografisk, var det meget følelsesladet for ham at gennemgå to årtiers tegninger forud for den aktuelle udstilling, ’1991 to 2010 – I Was There’, hos Galleri Nicolai Wallner.

Konfronteret med sine gamle tegninger genoplevede han det liv, han i 1990’erne levede i San Franciscos ’Mission District’, men hvad var det for et liv?

»Eksperimenterende!«, svarer han, næsten før spørgsmålet er stillet. »Jeg har altid været ... eksperimenterende. Du ved: You go to New York to make it, and you go to San Francisco to find it!«.

Tænkte ikke på fremtiden
Og Chris Johanson var langt mere interesseret i at finde frem til noget end i at slå igennem. Det noget, han søgte i San Francisco, var kunsten, men for at overleve måtte han male vægge og facader for folk.

Han forsøgte dog at holde arbejdsdagen på et absolut minimum, så der også var tid til kunsten, hvilket betød, at han ikke havde mange penge på lommen i de år. Fremtiden skænkede han ikke en tanke.


Så det var ikke sådan, at du gik og tænkte over, hvordan du kunne få gang i din kunstneriske karriere?

»Nej, slet, slet ikke! Desuden var der ikke en kunstøkonomi i San Francisco dengang. Det er der så i dag ... Men jeg vidste alligevel intet om, hvad der foregik, eller hvordan man skulle gøre for at slå igennem. Så jeg udstillede på cafeer og overalt, hvor nogen gad vise mine værker«.

»Og når jeg i dag ser tilbage, er jeg taknemmelig for, at jeg stod helt uden for scenen som sådan. Jeg tror, det var en kæmpe fordel for mig. Med min tilgang til livet kunne en kunstskole godt have stoppet mig, for ofte har underviserne deres egen filosofi og skubber eleverne i en bestemt retning. Men jeg må leve mit liv for at kunne skabe min kunst. Jeg tror, man bliver uddannet som kunstner bare ved at eksistere«.

Skateboard og venskab
Som så mange andre unge, ikke mindst i Californien, stod Chris Johanson på skateboard, og han mener selv, at det sammenhold, han her mødte, er grundlæggende for alt hans arbejde.

Det var også gennem en ven af en ven, at han kom i kontakt med kunstnere som Aaron Rose, Ed Templeton og Shepard Fairey, der er manden bag Obamas mest kendte valgplakat.

Fælles for dem er forankringen i street art, og de blev kraftigt eksponeret over det meste af USA i 2004 og 2005, hvor udstillingen ’Beautiful Losers’ turnerede rundt på amerikanske museer.

Var til transvistitter og digtere
»Men jeg hang ikke ud med dem. Jeg var mere til transvestitter, digtere og folk, der maler huse. Kunstscenen var jeg ikke interesseret i, heller ikke dengang. I stedet søgte jeg andre freaks som mig selv, og dem finder man masser af i San Francisco!«, griner Chris Johanson. Alligevel lykkedes det ham at få et markant gennembrud, da han i 2002 bidrog til Whitney Biennalen, der tager pulsen på den amerikanske samtidskunst. I dag kan han ikke helt forklare, hvordan det gik til:

»Faktisk aner jeg stadig ikke, hvad der skete eller hvordan. Jeg snublede simpelthen ind i succesen ...«.


Dit navn bliver ofte nævnt af unge danske kunstnere ...

»Det ved jeg heller ikke, hvordan er sket!«, nærmest råber han. Men ikke højere, end at man kan høre, at han er både oprigtigt overrasket – og en smule stolt. Der er dog ingen tvivl om, at Chris Johanson har svært ved at se sig selv som den helt store succes, til trods for at han bliver kaldt både den vigtigste kunstner i sin generation og en betydelig faktor for amerikansk samtidskunst. Hårdt presset indrømmer han dog, at man må kunne kalde ham succesfuld:

»Men det er jo det, jeg gør. At skabe kunst. Og min kunst kan betale regningerne for tiden. Men det bedste jeg ved, er at hjælpe andre, at få noget til at ske for dem. Så måske er jeg succesfuld, for det er sådan, jeg definerer succes: at kunne hjælpe andre. Og det gør jeg, for når jeg siger til en gallerist, at her er en kunstner, de bør se nærmere på, så gør de det. Så på den måde er jeg en succes«.

Velstand til alle
Det er tydeligt, at Chris Johanson er godt tilfreds med den definition af begrebet succes, og han bliver ikke mindre varm i stemmen ved at tale om, hvordan vi alle bør dele vores velstand med hinanden. Og forsøge at skabe en bedre verden. Det er intentionen bag alle hans kunstneriske frembringelser.

Han mener, at kunst er et magtfuldt instrument til forandring, men betyder det samtidig, at hans værker i sig selv er politiske udsagn?

»Ikke dem alle. Da jeg var yngre, handlede de mest om anarki og angst, mens jeg i dag oftere skaber meditative og beroligende værker. Hvert enkelt værk er påvirket af mine omgivelser, af, hvad der sker omkring mig. Derfor kan du se, at jeg i de værker, der stammer fra lige efter, at vi gik i krig, arbejder meget med at gå under jorden – og med angst. Det er en skræmmende situation, vi står i«.

Et produkt af Amerika
Føler du dig som en amerikansk kunstner eller slet og ret som kunstner?

»Jeg føler mig vel som en amerikansk kunstner uden at være patriot af den grund. Jeg er et produkt af Amerika, hvilket vil sige et land, hvor man ikke lægger vægt på hverken uddannelse eller sundhedssystem, og hvor man daglig bliver misinformeret, ikke mindst af tv-stationer som Fox News. Det er så trist«.

I dag bor Johanson med sin familie i en lille by langt fra San Francisco. De er, helt bogstaveligt, nede på jorden og dyrker deres egen frugt og grønt. Samtidig vises hans kunst over hele den vestlige verden, hvor han håber, at den kan sprede god energi og bane vejen for en bedre verden.

Kommerciel kunst betyder intet
Men kan han også give en karakteristik af amerikansk samtidskunst lige nu?

»Nej, egentlig ikke«, griner han i røret.

»Den kunst, du finder i glittede kunstmagasiner, eller som sælger godt, betyder intet. Jeg har det sådan, at jeg synes, kunstens verden er smuk, men de kommercielle dele af kunstverdenen betyder ikke en skid. Derfor er jeg bare lykkelig for, at jeg har fundet gode venner rundt omkring i verden. Så nej, jeg ved faktisk intet om amerikansk samtidskunst«.

»But I’m always tripping out on what’s going on – it’s so much fun!«.