Hej, Jeppe!

Du sidder vel i Seattle og har lavet et par skitser, som du så lige har mailet til dine assistenter i Berlin og Amsterdam – og så er det ellers bare af sted med dem ud at købe materialer og begynde på arbejdet, som du så lige kan kigge på, når du kommer hjem efter at have været et par dage i New York?

»Næh, jeg er faktisk i Frankrig. Jeg har fået en legatbolig fra Alexander Calder Foundation i et år. Så jeg er her sammen med min familie i et ret hyggeligt hus. Men jeg arbejder sådan set også: Jeg har lige fået fat i nogle store spejle, som vi skal i gang med at lave nogle forsøg med. Men dem har jeg altså selv slæbt rundt på«.

Ja, du er faktisk allerbedst til at flytte rundt på ting på vægge. Faktisk så begyndte du som håndværker ude på Arken med at flytte rundt på skillevæggene?

»Ja, det er rigtigt. Jeg hjalp med at lave udstillinger derude, og det var godt, for jeg mødte en masse mennesker og fik nogle gode kontakter på den måde«.

Det er jo vigtigt inden for kunst: at have nogle gode kontakter. Du er en sand mester i at møde de rigtige på det rigtige tidspunkt, som du så lige gør indtryk på i en sådan grad, at de anbefaler dig til én, der er den helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt?

»Sådan vil jeg nu ikke sige det. Det er mest noget med, at sådan nogle kontakter breder sig som ringe i vandet. Jeg tror ikke på tilfældigheder i den forbindelse. Måske er der en tiendedel af det, der handler om held. Men ellers drejer det sig allermest om at møde verden med åbne øjne og positiv energi. Hvis du møder folk positivt, så får du som regel det samme tilbage«.

Vægge, der forsvinder, vægge af vand, skruer, der drejer ud af væggen, når man ser på dem, vand, der dukker op og forsvinder. Allermest er du jo en slags tryllekunstner. Hvis alt andet glipper, kan du nok få et job hos David Copperfield, tror du ikke?

»Jo, ham ville jeg gerne møde. Du har ret i, at min interesse for teknik er en stor del af min kunst. Jeg gør opmærksom på mange af de tekniske tryllerier, vi omgiver os med i hverdagen, og sætter dem ind i nogle andre sammenhænge. Når du går ind på dit arbejde, så åbner døren af sig selv, uden at du tænker over det. På den måde er vores samfund fuld af en masse små tekniske finesser. Jeg så en gammel Buster Keaton-film for nylig, 'The Electrical House'. Den handler om, at han skal lægge el ind i et hus. Han laver så en masse ting, som ikke engang var opfundet endnu: en elektrisk rulletrappe, en elektrisk anordning, som sørger for, at maden kører fra køkkenet og ind på et bord i stuen. Og det er altså i en film, der er lavet i 1915«.

Og på samme måde synes du selv, at du arbejder et sted ude i år 2033?

»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Dét, jeg allermest arbejder med, er den energi, der opstår imellem folk i det offentlige rum og på museer. Der bruger jeg teknik som et værktøj til at skærpe folks forståelse af kunst og af den tid, vi lever i. Der er jo sket meget med vores samfund: Folk går rundt på gaden uden at have nogen som helst interaktion med hinanden. Der er ingen, der flirter med hinanden i det offentlige rum længere. Folk går bare op i deres egen karriere. Ja, og jeg går selvfølgelig også op i min, men altså: Jeg laver kunst, der får folk til at forholde sig til sig selv som sociale væsener og til, hvordan de interagerer med andre. Samtidig stiller de samme folk nogle helt andre krav til kunsten. Det er ikke længere nok at sætte en metalskulptur op på en plads længere. Men i fremtiden vil folk være endnu mere modtagelige over for kunsten. Du kan bare se på de helt unge: De har en stor kunstforståelse og -interesse. Det vil virkelig komme til at flytte noget. Hvis ellers regeringen kan følge med. Og det har den ikke være så god til, den, vi har haft de seneste otte år«.

Pia Kjærsgaard må være ret begejstret for det, du laver: Man kan se, hvad det forestiller, og så kan det bruges til noget praktisk?

»Jeg tror godt, hun ville kunne få noget ud af det. Det ville lære hende noget om at være social. Hvis hun nu gik ind i en af mine vandpavilloner, ville hun måske møde én fra en fremmed kultur og opdage, hvor meget de har til fælles. Pludselig ville der står en afrikaner foran hende og smile ad det samme som hun. Jeg er ret sikker på, at hun ville smile tilbage«.

Hvad med at du brugte al din opfindsomhed på nogle virkelige projekter inden for grøn energiteknologi eller trafikplanlægning i stedet for at bruge så meget energi på at fedte for folk på museerne?

»Lige nu er det vist mest dem, der fedter for mig. Men nu, du siger grøn energi, så har jeg faktisk haft et energifirma som sponsor. Det, synes jeg, var ret fantastisk: at et firma, der laver energi, investerede i et projekt, som handlede om energi mellem mennesker. Men jeg har ikke lavet halvdelen af det, jeg har tænkt mig, at jeg vil lave endnu«.

Nej, det tror jeg heller ikke. Du er faktisk også kun nummer 30 på listen over de mest indflydelsesrige kunstnere i Danmark. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

»Sådan nogle lister går jeg slet ikke op i. Det er fuldstændig lige meget, hvem der er nummer tre eller 63 på sådan nogle lister. Så vil jeg hellere, som jeg lige har gjort, hjælpe en med at komme ind på Kunstakademiet. Det er stort. Jeg har gjort det for to andre tidligere. Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på det«.