Lastbilerne har forladt bygningen. Kunsten er rykket ind. Og lugten af frankfurtere hænger i luften.

Men det er også den allersidste snert af egentlig fest, der er tilbage herinde i et af de mindre rum i den gevaldige garagebygning, hvor pølsemanden har ladet sit gear stå efter indflytterfesten.

For det er ved at blive alvor omkring os.

Vi er i Københavns nyeste gallericentrum, hvor fire udstillingssteder åbnede forleden.

Bag facaden i den godt totusind kvadratmeter store lastvognsgarage på Carlsbergs grund i Valby udfolder sig nu syv udstillinger med samtidskunst.

Det gamle bryggeriområde er tilsyneladende samtidskunstens nyeste hjem.

Men mens garagens gamle beboere, Coca-Cola-lastbilerne, kunne lade deres undervogn undersøge fra mekanikergravene i gulvet, er det ikke helt så ligetil at komme ned under kunstens karrosseri.

Hjernen bag stedet
Mekanikergravene er nu forseglet med store metalplader, og der er kun tilbage at stille sine spørgsmål: Til for eksempel meningen med etableringen af et nyt gallericentrum.

Og til nødvendigheden, altså når man ser bort fra den åbenlyse funktion: at udstille og sælge samtidskunst.

For den findes, den bagvedliggende årsag har for eksempel hjernen bag stedet og manden, der har inviteret de andre indenfor, gallerist Nicolai Wallner, ladet forstå allerede inden åbningen.

Dette sted skal »redefinere kunstscenen«, det er »exceptionelt i Skandinavien«, og indvielsen ville blive »årets københavnerbegivenhed«, varslede han i ugerne op til indvielsen.

Udfordring at skabe miljø
Vi står i hans eget 800 kvadratmeter store galleri, der foruden hans tre aktuelle udstillinger huser et kunstbibliotek.

Et sted mellem et værk af Elmgreen & Dragset (to par jeans inklusive underbukser, der ser ud til at være skrællet lynhurtigt af) og et værk af Olafur Eliasson (et ensomt stearinlys midt på et rundt spejl), siger Nicolai Wallner:

»Der kom 3.000 mennesker til indvielsen. Men nu er hvedebrødsdagene ovre. Vi skal nu forsøge at skabe et miljø sammen, for det er jo det, som er udfordringen, og det, som er det interessante. Ligesom da man var lille og havde legekammerater med hjem. Det er jo kedeligt at sidde med det allerbedste legetøj i verden, hvis man er alene om at lege med det. Jeg har det lidt ligesom slagterne på Værnedamsvej i gamle dage. Det er mere interessant at være flere sammen«.

Løftede Islands Brygge
Nicolai Wallner har gjort det før. Været med til at løfte en bydel.

Og det kom der Islands Brygge, som vi kender det i dag, ud af.

Det skete for ti år siden, da han valgte at flytte sit toneangivende galleri, der repræsenterede den nye generation af samtidskunstnere, fra det mondæne Bredgadekvarter til 2300 S.

Det gamle arbejderkvarter var stadig præget af træt industriel atmosfære, men de unge og kreative fik nu øje på Bryggen, og flere gallerier skød op i samme gård ved Njalsgade.

De studerende susede nu ikke bare igennem på vej til universitetet.

De stoppede op. Og slog sig ned. Og så gik det pludselig stærkt.

Pionerånd og kunst
Endnu flere gallerier åbnede – nu omkring Sturlasgade – cafeerne kom til, andre kreative virksomheder flyttede ind i bydelens gamle pakhuse, og ejendomsmæglerne lokkede med »det nye gallerikvarter«.

Det havde de succes med. Og det i en grad, så stedet i dag er markant forandret:

»Da vi flyttede derud, stod Sojakagen stadig, og Bryggen var et kvarter, hvor pionerånden herskede. Men mulighederne forsvandt så småt, da der blev dyrt at bo og de gamle bygninger blev revet ned og nye skød op«.

Men hvad har pionerånd og kunst med hinanden at gøre?

»Mit marked er uden for Danmark. Jeg kunne derfor godt flytte til Hvidovre og alligevel sælge. Det er interessant for mig at være med til at skabe et miljø, hvor man kan mærke en spændende energi og få lov til at kommentere på byudviklingen. Det kræver, at man har en grundejer som Carlsberg, der kan se en interesse i at udvikle bydelen kreativt over en årrække. De ved godt, at der ikke er fornuft i at plastre det til med store kontordomiciler«.

Er I ikke blot flyttet nogle km mod vest?

»Nej, nej, slet ikke. Den geografiske flytning er i sig selv ikke det vigtige«, siger Nicolai Wallner, der desuden i en årrække har arbejdet for en kunsthal i København.

Det er en længerevarende proces, men også kunsthallen skal efter planen stadig opføres på Carlsberggrunden, forklarer han, mens han peger op i luften og bagud mod et udefinerbart sted bag sig.

Vil redefinere kunstscenen
Når I siger, at I vil redefinere kunstscenen, betyder det vel, at du tager afstand fra noget? Hvad?

»I Bredgade har gallerierne klumpet sig sammen, og der er netop flyttet et par nye til fra Valby. Her forsøger vi det modsatte. Vi flytter fra et randområde til et andet randområde, og vi har valgt at flytte sammen med nogen, der ikke ligner os selv«.

Ordet ’vi’ dækker ham selv og kollegaen Nils Stærk, der også har drevet et galleri på Bryggen de sidste ti år.

De nye gallerier er det kunstnerdrevne IMO og Kunstakademiets nye galleri BKS Garage:

Hvad kan I lære af de unge?

»De kan huske mig på ikke at glemme, at det helt ind til kernen handler om kunst – og ikke om for eksempel ... administration«, svarer Nicolai Wallner.

De uerfarne gallerister
I den anden ende af garagen bor de. De yngre.

Det er inde hos IMO – i det kunstnerdrevne galleri – at Toke Lykkeberg tager imod. Han er den ene af to ledere af stedet, og det i sig selv antyder et paradoks:

Hvordan lede et kunstnerdrevet sted, når man er kunsthistoriker? Men der er en forklaring, viser det sig.

Toke Lykkeberg siger:

»Her er det kunstnerne, der har valgt galleristerne, og ikke galleristerne, der har valgt kunstnerne. Vi diskuterer i plenum, hvem vi udstiller. Galleriet er faktisk et debatforum«.

En ukendt succes
Det er gået godt denne gang, fortæller han, de har nået en konsensus.

Resultatet er en udstilling med alt fra et videoværk af den unge dansker Martin Falch (der er blevet set af millioner på nettet, men ikke er kendt på kunstscenen) og et værk af den franskamerikanske pioner Colette (der har inspireret giganter som Jeff Koons og Cindy Sherman).

Nu er kunstnere jo ikke kendt for at have de mindste egoer i verden. Det kan lyde som en stor mundfuld at gå i konstant plenum?

»Nej. Min erfaring siger mig, at al den bitcheri, der kendetegner kunstscenen normalt, bliver trængt i baggrunden her på stedet, fordi alle er nødt til at tage ansvar. Gratis udmeldinger og idiosynkrasier har ingen plads. Når man taler om andre kunstnere, er man forpligtet på at forholde sig objektivt til deres værker – om de er gode eller dårlige, og om man vil udstille dem her. Det handler ikke om, hvorvidt de er unge eller gamle eller repræsenterer finkulturen eller massekulturen. De skel ignorerer vi. Alt det ævl, der ellers trives så godt på kunstscenen, er derfor diskvalificeret på forhånd«.

I åbner galleri midt i en økonomisk krise, hvor andre gallerier bukker under og færre køber samtidskunst. Hvad er nødvendigheden af et nyt galleri netop nu?

»Jeg ser det som en fordel, at vores udstillingssted er opstået på et tidspunkt, hvor økonomien historisk set var i bund. Håbet er, at den økonomiske krise kan skabe et frirum for folk, hvor de kan udfolde sig frit og være mindre dikteret af markedet. Vi viser derfor ting, vi kan sælge, og ting, vi ikke kan sælge«.

Akademistuderende som gallerister
Inde hos naboen, hos eleverne fra Kunstakademiet i BKS Garage, er det i endnu mindre grad en salgstale, man bliver mødt med.

Der er faktisk ingen gallerist at få øje på i udstillingsrummene.

Men pludselig lyder der et brag bag en dør.

Den kunststuderende Rasmus Høj Mygind, der er en af de kunstnere, der udstiller, og som samtidig passer galleriet denne dag, kommer til syne og holder en gammel stol i to dele frem foran sig:

»Min stol braste sammen«.

Intet er endnu solgt, og det er faktisk heller ikke meningen med det hele, forklarer Rasmus Høj Mygind.

Alligevel er det nærliggende at spørge hans rektor, Mikkel Bogh, hvad Akademiets studerende laver under samme tag som de mere kommercielle gallerier?

»Kunstakademiets studerende er for de flestes vedkommende allerede kunstnere, når de begynder. Vi uddanner dem ikke til at være kunstnere, men til at være endnu bedre kunstnere. Det her skal ses som et udstillingslaboratorium, hvor de studerende oplever en kontakt til publikum og publikum omvendt kan følge med i, hvad der rører sig blandt de alleryngste kunstnere«.

Et knæfald for markedet?
Da vi snakkede sammen for noget tid siden, sagde du, at den økonomiske krise kunne være god for dine studerende, fordi de nu i højere grad kunne hellige sig udviklingen af deres talent i stedet for at blive fristet til at fodre det sultne marked. Er det her ikke et knæfald for det kommercielle marked?

»Da vi fik invitationen fra Nicolai Wallner stillede vi os selv nøjagtig det samme kritiske spørgsmål. For dette må ikke fungere som en trampolin ind til de andre kommercielle gallerier. Og vi har foretaget en grundig selvransagelse. Men nej, det er ikke et knæfald. Det er en knivsæg, vi balancerer på. Vi skal eksperimentere uden tanke på, om vi kan sælge. Men omvendt fortæller jeg heller ikke de studerende, at gallerister er onde kapitalister, der sidder klar til at udnytte dem. Nu kan de forhåbentlig på nært hold gøre sig nogle erfaringer uden at brænde nallerne«.

Og de ser ikke ud til at være brændt endnu.

En pegefinger, der tilhører kunstneren Christian Jeppsen, har i hvert fald skrevet en sætning på et spejl – det er en del af et større værk – der ikke antyder den helt store fremtidsforskrækkelse. Der står:

»What looks good today may look even better tomorrow«.

Og ja, det vil tiden vel nok vise.