Det kan umiddelbart være svært at se, at det skulle være noget.

Der er intet prangende ved møbelarkitekten Finn Juhls eget hjem. Kun nogle rædselsfulde skilte fra et sikkerhedsfirma og allestedsnærværende videokameraer fortæller, at der opbevares store værdier her.

Asketisk
Udefra er det nemlig så asketisk og enkelt i sit afdæmpede modernistiske sprog, at man ikke tænker, at dette er en bolig tegnet af en af Danmarks verdenskendte arkitekter. Man kan også nemt tro, at alle pengene blev brugt på grunden, for adressen Kratvænget 15 ligger i Danmarks dyreste område klos op af Ordrupgaard Museet, som Finn Juhls hjem i dag er en del af.

Det er noget af en trilogi af huse, museet har i sin varetægt med Hans Tvedes herskabelige landsted, Zaha Hadids landskabeligt inspirerede pavillon og Finn Juhls saglige borgerhjem – tre meget forskellige nedslag i 90 års bygningshistorie.

Indenfor opdager man både en tidslomme, en helt ekstraordinær stilrenhed i interiøret og en storartet kunstsamling med værker skabt af blandt andre Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn og Sonja Ferlov Mancoba, kunstnere, der var med til at inspirere Finn Juhls formverden.

Alle møbler i huset er skabt af Finn Juhl selv, men det er langt fra noget udstillingskatalog. Hjemmet fremstår næsten, som han beboede det frem til sin død i 1989, og er derfor også et portræt af kunstneren som privatmenneske.

Pinlig orden
Mest bemærkelsesværdig er den orden, der gennemsyrer detaljerne i hjemmet.

Farverne er som i Lundstrøms malerier samlet i felter og flader, og den maskuline stramhed fremstår som en bevidst modvægt til den feminine skulpturelle elegance i hans møbler.

Finn Juhl var bannerføreren for Danish Modern, det slagord, som førte dansk møbelkunst langt ud over grænserne i 1950’erne. Hans Wegner, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Finn Juhl – danske møbler tegnet i denne tid af disse navne produceres stadig, og originalerne er noget af det mest eftertragtede ved auktioner verden over.

FN og Høvdingestolen
Finn Juhl fik til opgave at indrette en af de store rådssale i FN-bygningen, og hans lænestole ’Høvdingestolen’ og ’45’ er nogle af de fineste designobjekter fra den danske guldalder med bærende skeletter i teaktræ og bårne siddeskaller i læder.

Opdelingen er ideologisk, man skal kunne se, hvordan stolen er konstrueret, og hvordan kræfterne virker i den, men det fine håndværksudtryk er langt fra funktionalismens hang til industriel ingeniøræstetik.

Finn Juhl byggede sit private hjem under besættelsen og i traditionelle materialer, men med nye tanker for boligen, der skulle komme til at øge indflydelse på senere tiders boligbyggeri.

Ja, så meget er hans tanker om at introducere åbne plan i boligen blevet standard i dansk byggeri, at hans hus i dag fremstår som en prototype på et parcelhus.

Selv om Frank Lloyd Wright havde vist hvordan årtier forinden, var det temmelig avantgarde i Danmark i 1942 at lade rum følge rum uden at afbryde oplevelsen med døre og korridorer.

Yderskal som et telt
Huset er tænkt indefra, og yderskallen er nærmest trukket ud over interiøret som et telt.

Således er sadeltaget uden udhæng. Boligen på 207 m{+2} består af to gavlbygninger, der er forbundet via en lav forbindelsesbygning med fladt tag, der rummer entre og vinterstue. Tilsammen danner kompositionen et ’L’, hvor forløbet af åbne rum går på tværs, men ikke inddrager hele boligen.

Adskilte arbejde og fornøjelse
Det er kun de repræsentative rum, dagligstuen, havestuen og spisestuen, der hænger sammen i den åben komposition.

Finn Juhl opretholdt adskillelsen mellem arbejde og fornøjelse. Køkken, arbejdsværelse og tjenesteværelser var adskilt fra resten, de ydende funktioner var sondret og skjult fra de nydende. I vore dage flyder disse over i hinanden, men i Juhls hjem var adskillelsen endnu skarp.

Soveværelse møder konferencerum
Interessant er dog soveværelset, der synes at være forenet med et konferencerum.

Et af de fineste momenter i huset er overgangen mellem havestuen og spisestuen, hvor havestuens loftbeklædning bliver del af en reol med glashylder. Hver funktion er skarpt afgrænset, men materialerne danner overgange.

Farvesætningen er interessant, ofte er kun lofterne farvede for at give rummet stemning, mens væggene står hvide.

Loftet er blåt over entreen, og i spisestuen er to af væggene farvet i en støvet rødlig beige, mens betrækket på de egyptiske stole er smaragdgrønt. Alle steder sidder farver på betræk eller malerier så stemningspræcist, at man ikke ville turde flytte noget rundt.

Ideal for Danish Modern
Dette hus udtrykker et ideal for Danish Modern. Det er den gode smags bolig, blød, demokratisk sindet og elitær på en gang.

En diskret luksus, hvor værdien ligger i bearbejdelsen og tanken frem for i materialernes sjældenhed eller ødselhed.

Et udtryk for stilens globale succes, og hvor godt huset fungerer som Gesamtkunstwerk, er, at en japansk arkitekturprofessor er ved at lade en fuldstændig kopi af Finn Juhls hus inklusive interiør opføre i en forstad til Tokyo. Mursten for mursten, møbel for møbel.