Det klassiske kunstmuseum har et pædagogisk dilemma, der kun bliver større og større.

For hvordan gør man kunsten f.eks. før 1800 appetitlig for besøgende, der kun interesserer sig for kunsten efter 1900? Hvordan slår man bro til fortiden, så selv mennesker med blikket stift rettet mod fremtiden gider gå over?

Det problem er blevet Statens Museum for Kunsts, da museet besluttede at nyophænge hele samlingen.

Afkodning
Mens vi venter på, at museet løfter sløret for nyophængningen af den mest indbydende afdeling: dansk og international kunst efter 1900, kan vi prøve at blive klogere på den sværest tilgængelige del: den europæiske kunst fra 1300 til 1800.

Det er den del af samlingen, der efter mange museumsfolks mening rummer de største og mest værdifulde værker i bygningen. Men det er også den del, der forudsætter de fleste historiske og kunsthistoriske forkundskaber for at blive korrekt afkodet, forstået og påskønnet.

LÆS OGSÅEnspænder fra Christianshavn malede med europæiske strøg

Selvfølgelig har publikum hørt om Rembrandt og så én eller to andre kunstnere. Men ellers vrimler salene med navne på italienske, franske, nederlandske, flamske, spanske og tyske mestre, som kun siger kunsthistorikere noget.

Et moderne publikum må også give op over for de emner, som alle disse ukendte kunstnere har valgt at skildre. Så længe det kun er landskaber, portrætter og opstillinger, kan de være med. Men når emnet er f.eks. ældre fransk historie fra 1700-tallet, bliver forbindelsen dårligere.

Umiddelbart er der ikke meget i den meget akademiske hofmaler Jean-François de Troys kæmpebillede af Ludvig XIII på dødslejet, der får nogen klokker til at ringe. Men museet kom på den lykkelige idé at bede en ung dansk forfatter om at skrive sin egen fortælling om det, billedet fremstiller.

Liv til kunsten
Når valget faldt på Julia Butschkow, var det nok på grund af hendes seneste udgivelse, novellesamlingen ’Der er ingen bjerge i Danmark’. Også i sin roman fra 2009 ’Apropos opa’ havde hun vist, at hun kunne skrive frit ud fra et stort dokumentarisk materiale.

I salen med franske malerier fra 1700-tallet kunne hun frit vælge det billede eller de billeder, hun ville skrive om. Hendes blik faldt på de Troys maleri, ikke fordi det var det største, men fordi motivet med de mange bevægede figurer rummede de fleste tilløb til en fortælling. Hun valgte at bygge sin novelle op ud fra det, som den døende franske konges søn, den senere Ludvig XIV her oplever med et barns øjne.

LÆS OGSÅ Ny novellesamling undersøger de indre isbjerge

Novellen, som støtter sig til et miks af facts og fiktion, varer godt 8 minutter. Mens vi ser på billedet, lytter vi til forfatterens gendigtning af motivet, og gradvis skaber dette lille kunststykke i ord både mening og liv i det store stykke historiekunst i guldrammen.

Lige så dunkelt kan det være, når kunstneren har hentet sit emne fra Bibelens apokryfe fortællinger, fra den græske og romerske mytologi og sagnverden, fra Ovids ’Metamorfoser’ etc. Hvad der hørte til naturlig dannelse i renæssancen, er blevet volapyk 500 år senere.

Rådvildheden breder sig hurtigere end tåge, hvis nogen nævner titler som ’Eudamidas Testamente’, ’Apollo og Diana straffer Niobe ved at dræbe hendes børn’, ’Titanernes fald’, ’Salomons dom’ eller ’Joakim og Annas gensyn uden for Jerusalems Gyldne Port’. Bare for at tage et eksempel: Hvem er Joakim og Anna? Og hvorfor er ’Gyldne Port’ ikke omtalt i min guide til Israel?

Forskellige historier
Det sidste billede er malet i slutningen af 1400-tallet af den italienske renæssancekunstner Filippino Lippi. Fortællingen om Jomfru Marias barndomshistorie optræder slet ikke i nogen autoriseret Bibel. Det stammer fra en af middelalderens mange populære hellige skrifter, den såkaldte ’legenda aurea’ eller Gyldne Legende fra 1260.

I middelalderen kunne man ikke få nok af sidehistorier om personer fra det hellige skrift. På de områder, hvor Bibelen var tavs eller virkede ufuldstændig, måtte helgenlegenderne træde til.

Men ligesom med alle andre motiver kan et motiv som det, som Filippino Lippi har malet, tolkes eller udlægges på mere end én måde. Tolkningen eller udlægningen er fuldstændig afhængig af den menneskelige og sociale baggrund, man har, dvs. af hvem man er, og hvilken uddannelse man har.

LÆS OGSÅIdylliske billeder gemmer på en grusom hemmelighed

For at give et nutidigt publikum en fornemmelse af et kunstværks relative sandhed, er tre forskere derfor blevet bedt om at komme med hver deres udlægning af Lippis maleri. Valget er faldet på en kirkehistoriker, en kunsthistoriker og en psykoanalytiker.

Gennem høretelefoner kan vi lytte til disse tre personers meget forskellige historie om det, vi ser foran os. For et maleri rummer altid mere end én historie, og når vi giver vores egen opfattelse videre, f.eks. af et kunstværk, fortæller vi også om os selv.

Det gode menneske
Der er mange andre måder at gøre ældre kunst levende på. Man kan f.eks. starte med at relativere begreber, som især optræder i ældre kunst. Allerede i middelalderen opererede man med begrebet ’det gode menneske’.

For at understrege, hvor meget middelalderens opfattelse af moral afviger fra vores egen tids, har museet i samarbejde med Unges Laboratorier for Kunst foreslået tre mulige svar på spørgsmålet: Hvem synes du er et godt menneske? Forslagene lyder: 1) tyven, der stjæler for at skaffe føde til sine børn, 2) personen, der skjuler illegale flygtninge, eller 3) soldaten, der dræber for at skabe fred.

Disse tre svarmuligheder er bevidst provokerende. De skal minde os om, at det ikke kun er kunsten, der ser forskellig ud dengang i forhold til i dag. Alt andet er også forskelligt. Både øjnene, der ser, og den bevidsthed, der forarbejder synsindtrykket.

Det hele flytter sig i takt med den forståelse, som vi har af os selv og vores tid. Det er den, der i sidste ende styrer blikket og skaber meningen.