»De er på vej, de lyse tider. De er på vej«, sang skuespillerinden Erika Voigt i Helsingør Revyen 1942. Dengang rasede verdenskrigen, og tiderne var endnu værre, end de plejede at være. Det er de blevet igen.

Men man har altid lov til at håbe på noget bedre – og så hænder det, at man må vente på det, man håber på.

Det er den situation, som en snes nye figurer af HuskMitNavn er i lige nu. De har taget plads i V1 Gallery i Den hvide kødby på Flæsketorvet i København, eller rettere kunstneren har ladet dem tage plads – og samtidig givet dem det helt rigtige tøj på, der understøtter dem som typer.

Titlen på udstillingen er ’Mens vi venter på opsvinget’, og hvis vi tager galleriets pressemeddelelse for pålydende, finder al denne venten sted i anledning af »finanskrisen, boligboblen, kunstkrakket, arbejdsløsheden, sparetiderne og den generelle nedtur«.

Derfor indbydes publikum nu til at tage plads »ved siden af hr. og fru Danmark og nyde kunsten på væggene, alt imens man venter på bedre tider«.

Danskere i venteværelset
V’et i Gallery V1 står ikke for venteværelse, selv om det umiddelbart kunne se sådan ud. Men de, der befinder sig dér lige nu, kunne faktisk godt ligne typisk normaldanskere anno 2010. De fleste af os kan spejle os i de fleste af dem, der sidder på de klapstole, som galleriet har lånt til formålet.

En af de ventende har ring i næsen og desuden én i læben. En anden gaber, så det burde kunne høres i hele Kødbyen. En tredje piller næse. Én er ved at eksplodere af raseri, han har knyttede næver og blodskudte øjne og ser farlig ud.

En anden kan ligefrem ligne en rigtig gangster. Han gemmer øjnene bag et par solbriller, er ikke ligefrem nybarberet, og så er han iført en mørk nålestribet habit af den type, der vil klæde ethvert flosset syndikatsmedlem.

Så er der en, der ser ud til at være overordentlig nervøs. Det er heller ikke sjovt ikke at kende sin fremtid, ja, måske slet ikke vide, om man overhovedet har en. Måske bliver den utrøstelige kvinde trøstet lidt af manden ved hendes side. Eller måske er han bare i gang med en tilnærmelse, der kommer så pludseligt og ubelejligt, at den får hende til at svede angstens sved i store dråber.

Der er også en mor med et barn, og barnet skriger – naturligvis. For ellers ville det ikke være et rigtigt venteværelsemiljø.

»Tag venligst et nummer«
Alle venter de på, at det bliver deres tur til at komme til. Som bevis på det, de gør, har de fleste af dem et nummer i hånden. Det kunne se ud, som om de selv har revet det af nummerrullen, der sidder på væggen lige inden for døren.

»Tag venligst et nummer« meddeler skriften på væggen. Det har så HuskMitNavn gjort på alle sine figurers vegne – omtrent 20 gange. Men han har denne gang gjort meget mere end det.

For han har også forsynet venteværelset med omkring 70 nye tegninger, malerier og fotokollager, så de ventende i princippet har noget at se på og fordrive tiden med. De hænger i øjenhøjde, så man uden besvær kan se dem – og uden større besvær kan more sig over dem.

Værker til normaldanskere
For det er lidt det, HuskMitNavns værker har som intention: at lave værker til alle de normaldanskere, der stadig har overskud nok til opdage dem, kigge lidt på dem og varme sig ved dem. Ikke alle tegninger hænger i øjenhøjde. De fleste gør.

Men i venteværelsets børneafdeling, nede for enden, hvor der står et alt for lille komfur og ligger en alt for stor mariehøne af stof, hænger tegningerne i mave- eller ligefrem i knæhøjde.

Børn er ikke meget for værker, der er højt hævet over deres egen horisont. Det er voksne i øvrigt heller ikke, selv om de ofte lader, som om det modsatte er tilfældet. Det er en af grundene til, at HuskMitNavn er blevet et navn – også selv om han på grund af sine aktiviteter som graffiti-kunstner ikke vil ud med det.

Holder navnet for sig selv
Som gadekunstner handler det mere om at være synlig end om at være berømt. Berømmelse kan være en ulempe i situationer, hvor ordensmagten måske gerne vil tale med én.

Det er kun kunstnernavnet HuskMitNavn, der har opnået den store eksponering, i kraft af de udsmykninger, han har lavet, de bøger, han har udgivet, og de udstillinger, han har deltaget i – og det er efterhånden mange. Og i kraft af den tegning, han leverer til Politikens fredagstillæg, IBYEN, etc.

LÆS OGSÅ Rundt-om-bordet rykker ind på Vesterbro

Sit virkelige navn beholder han indtil videre for sig selv.

Smuk taber
HuskMitNavn begyndte sin løbebane med at lave kunst til alle dem, der aldrig kunne finde på at sætte deres eventuelt hullede sko på et kunstmuseum eller i et galleri. Men hvorfor drømme om at få sine ting på et museum, når man lige så godt kan være synlig udenfor – på de steder, hvor folk kommer og går og pludselig kan få øjnene op for det, man laver?

HuskMitNavn var altså en af de såkaldte Beautiful Losers, som selv museerne fik øjnene op for for en lille håndfuld år siden. Som tiden er gået, er kunstens institutioner blevet mere og mere forhippede på også at indsluse alle dem, der bevidst skiller sig ud. Ikke engang de kunstnere, der tidligere har gjort oprør mod de selvsamme institutioner, kan længere få lov til at gå i fred. Alt, der kan klassificeres som synligt – og artistisk, kan gøres til et studieobjekt.

Sådan straffer man avantgarden: ved at gøre den til en ny tradition. For når først kunsthistorien og kunstinstitutionen lægger sin klamme hånd på én, kan det være svært for dem oppe på barrikaderne at blive deroppe.

Hit and run
Det er som bekendt ikke fristelser, kunstverdenen mangler, og ikke alle oprørere har klaret indslusningen i det mere etablerede og ikke mindst kommercialiserede kunstliv lige godt.

Amerikaneren Jean-Michel Basquiat gjorde det tilsyneladende strålende, men døde midt i succesen. Englænderen Banksy har gjort springet, endda i den helt store stil. Noget tilsvarende må efterhånden også siges om den danske billedmager, der trods berømmelsen hårdnakket holder fast i signaturen HuskMitNavn.

GUIDEBliv ekspert i gadekunst

Når han har haft medgang, også som gallerikunstner, skyldes det meget denne ligefremme holdning – og så humoren, der på én gang er køligt distanceret og menneskeligt engageret.

Han vil gerne lave kunst (hvem vil snart ikke det?). Men han vil ikke lave seriøs og prætentiøs kunst af den slags, som Det Kgl. Akademi for de skønne Kunstner giver undervisning i. Som gadekunstner er han vant til at arbejde efter princippet: hit and run. Dvs. pludseligt, hurtigt og med nemt kommunikerbare budskaber. At efterlade et synligt spor i dagens byrum kræver effektive strategier og enkle midler.

Babusjkastil
HuskMitNavns tegninger er måske ikke ligefrem højpandede. Men det betyder ikke, at den, der får dem ned på papiret, er totalt uvidende om deres styrke. Vor anonyme maler og tegner må vide, hvad det kræver, for at noget også kan appellere til dem, der ikke har meget tilovers for de skønne kunster.

Og så har han tilegnet sig en stil, der umiskendeligt er hans. Hans figurer er udført i rundbuestil i en grad, så de ligner Botero-skulpturer eller babusjkaer, trædukker, der i det nærmest uendelige kan gemmes inde i hinanden. De har almindeligvis lange næser, men især deres meget store og iøjnefaldende øjne er ikke til at tage fejl af.

Undertiden behøver HuskMitNavn bare at give en mand et øje i nakken, i bogstaveligste forstand, eller at lade øjne og mund bytte plads i et uskyldigt ansigt. Det resulterer alt sammen i små trækninger i smilebåndet. For fysiognomiske ombytninger af den slags har ingen kunstner vovet at lave siden kubismen.

Opvokset i Taastrup
Der er meget, som vi ikke ved om HuskMitNavn, og endnu mere, som vi – uden for inderkredsen – aldrig får at vide.

Men det hører ikke til de klausulerede oplysninger, at vor kunstner er født i 1975 og opvokset i Taastrup under kår, der var så jævne og almindelige, at det næsten måtte resultere i noget ualmindeligt. I mellemtiden er han blevet gammel nok til at være far.

Hvis man må have lov til at gætte ud fra de typer, han har anbragt i venteværelset hos Gallery V1, har han gennem sin mangeårige opvækst ude i forstæderne fået et sikkert blik for, hvordan den såkaldt lavere middelklasse lever, klæder sig og slår tiden ihjel.

Historien om deres liv er sjældent historier med store overskrifter. Men det er historier, som rummer deres egne sandhedskriterier, og så hænger de sammen.

Køen kan nå at blive lang
Der findes også billeder herude, hvor husene ikke er indrettede med et moderne samtalekøkken, hvor der ikke holder en sekscylindret bil i garagen, og hvor der aldrig hældes Petrus i højtstilkede rødvinsglas. Behovet for at lave billeder og – modsat – se på de billeder, andre laver, burde ikke være bestemt af, hvor mange kroner der tikker ind på kontoen hver måned.

Hvert eneste medlem af hvert eneste lag i samfundet har behov for at udtrykke og opleve noget, og det kunne godt være sådanne typer, der har taget plads på klapstolene i Gallery V1. Hvis de når at opdage billederne på væggen, inden det bliver deres tur, vil de med garanti se lidt lysere på de mørke tider, som de tilfældigvis er blevet ofre for. Måske vil de ligefrem smile igen.

Det gælder også alle andre, der kommer forbi og får lyst til at trække et nummer. Køen kan nå at blive lang i de fire uger, udstillingen varer.