»Jeg hedder Eva og er sygeplejerske. Jeg bliver her og passer på dig«, siger Eva Toth kærligt, læner sig ind over sin patient og aer ham over det mørke hår og de indsunkne kinder.

»Ja, han er varm«, siger hun og lægger et drop på hånden af den sengeliggende mand og putter dynen omkring hans fødder.

Men manden er ikke varm.

Faktisk er det slet ikke en levende person, sygeplejersken og hendes kollega er her for at pleje, og scenariet udspiller sig ikke på et hospital.

Manden uden navn
Den angiveligt dødssyge mand på sygelejet er i virkeligheden en dukke.

En silikone-kopi af dramatikeren, skuespilleren og forfatteren, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen. Og sengestuen er en del af hans 'værk', Funus Imaginarium, der går ud på at fralægge sig sin identitet.

Problemet med at have en identitet er kort fortalt, at mennesker går sammen om at være imod nogle andre. Derfor ville det være fantastisk, hvis begrebet identitet ophørte med at eksistere, mener manden, der insisterer på ikke at hedde noget.

Med biografien 'Claus Beck-Nielsen (1963-2001)' erklærede forfatteren, at Claus Beck-Nielsen var død. Han stiftede Das Beckwerk, som forvalter arven efter hans tidligere identitet.

Pricipielt er han altså navnløs, men har af praktiske årsager et navn i sit pas og i folkeregistret, som han har taget efter det dørskilt, der hang på døren til en lejlighed, han engang flyttede ind i.

Helst vil han bare kaldes 'den', 'det' eller blot medarbejder i Das Beckwerk.

Identiteten dør med dukken
Selvom multikunstneren har droppet sit navn og fået opført en gravsten med inskriptionen 'Claus Beck-Nielsen 1963-2001', bliver folk ved at forbinde navnet med hans person, stile breve til ham, og i det hele taget 'clause' ham, som han selv siger.

Da gik det op for ham, at identitet i høj grad er knyttet til selve personen af kød og blod.

Og det er derfor, at dukken, der bærer identiteten Claus Beck-Nielsen, nu skal stedes til hvile på vegne af alle identiteter i verden.

LÆS OGSÅ Kunstner erklærede sin død for at blive sit værk

To gange Bech-Nielsen i sygetransport
Bilerne støjer, og der er et mylder af cyklister og fodgængere i krydset omkring Tivoli og Glyptoteket i København.

Det er her i midterrabatten på den trafikerede H. C. Andersens Boulevard, at den bevidstløse og dødssyge patient ligger og venter på døden.

Han ligger i en lille hvid bygning, der er kvadratisk, men minder om en kiste.

Kort forinden er patienten ankommet med Falcks sygetransport fra patientens hjem på Nørrebro.

Sygetransporten parkerer foran Glyptoteket.

To Falckmænd åbner bagdørene, og ruller en båre med dukken af Claus Beck-Nielsen ud. Bag ved dem træder en anden mand ud, der har været med ved patientens side i sygetransporten. Den levende mand er dukkens alter ego klædt i sort og med en alvorlig mine.

Falckmændene kører patienten over fodgængerovergangen og hen til den hvide bygning og ind på stuen, og medarbejderen hos Das Beckwerk følger efter.

Den ene Falckmand trækker på smilebåndet over den syrede situation, det er, at ringe efter en sygetransport, der skal fragte en død dukke ind i et mini-maosolæum, hvor virkelige sygeplejersker skal tage dukkens puls og sørge for, at den har det godt.

Claus Beck-Nielsen skal begraves
Men dukken, der altså skal forestille at være en virkelig patient, har det ikke godt. Faktisk er hans død allerede planlagt.

Torsdag 7. oktober vil en læge komme og erklære Claus Beck-Nielsen for død, fredag vil der formentlig blive bragt en dødsannonce i avisen, og lørdag skal dukken begraves. I virkeligheden.

Frem til den planlagte dødsdag kan interesserede frit komme og tage afsked med identiteten i skikkelse af Claus Beck-Nielsen, altså dukken. Den bliver overvåget af sygeplejersker, og bliver dagligt tilset af en læge fra Rigshospitalet.

Og alle de involverede tager tilsyneladende projektet meget alvorligt. Både når man selv opholder sig i stuen, hvor der sørges for, at patienten kan holde varmen, men også når der ikke er nogle, der kigger på.

Værket bliver nemlig live-transmitteret på internettet, hvor man kan se Claus Beck-Nielsen ligge under dynen, mens sygeplejerskerne tager sig kærligt af ham.

LIVEStreaming fra dødslejet (eksternt link)

Det er ikke kunst
Selvom Das Beckwerk samarbejder med kunstinstitutionen Glyptoteket, er der ikke tale om et værk, fastholder manden, der insisterer på ikke at have en identitet.

Det er døden, og det er ikke en titel, det er ikke et værk, og det skal ikke i gåseøjne. Det er simpelthen selve døden, man kan opleve i det lille kliniske rum på den store københavnske boulevard.

9. oktober vil liget af Claus Beck-Nielsen - altså dukken - blive lagt i en kiste, der allerede er bestilt hos en bedemand.

Det er også afgjort, hvilken salme der skal synges ved begravelsen på Assistens Kirkegård, hvor der er adgang for alle, der måtte være interesserede.

Alle er også inviteret til at følge rustvognen med kisten med dukken fra H. C. Andersens Boulevard til Claus Beck-Nielsens evige hvilested på kirkegården på Nørrebro.

Hvad der præcis skal ske efter begravelsen af Claus Beck-Nielsen, for at befrie os alle fra identitetens tunge åg, vides ikke.

Den menige medarbejder i Das Beckwerk pønser på en genopstandelse.