Sådan set ligner Sundbyvester Plads sig selv. Der er en del ude at handle sådan en hverdagsformiddag på Amager. De fleste damer. De fleste ældre. De fleste med slunkne stofindkøbsnet i hånden, hvor der står ting som ’Amagerbanken’ og ’Favør’ eller en handy shopper i tern på hjul.

Alligevel er der noget, der ikke helt er, som det plejer. Under Mirakelprisers velkendte gule og sorte skilt står et andet budskab: Ophørsudsalg.

»Der er godt nok ved at være tomt her, hva’«, siger en mor til sin datter, mens hun kigger rundt på rummets mange hyldemeter af ryddede mørke træhylder.

»Ja, det er helt underligt«, svarer datteren.

Mirakelpriser plejede nemlig at være sådan et sted, hvor der nærmest ikke var plads til kunderne for bare varer. Gennem årtier har Amagers damer gjort deres indkøb her til en billig penge.

Med damebeklædning, børnetøj, metervarestoffer og sy- og strikkegrej som speciale har Mirakelpriser været en slags Skjerns Magasiner med en ’Matador’-lignende historie bag.

Mirakelprisers Mads Skjern hed dog Eigil Sloth Madsen. Han skabte Mirakelpriser til prisbevidste forbrugere i 1948, da det stadig var svært at skaffe varer i krigens skygge. Sloth Madsen rejste rundt i Jylland og indkøbte store partier af stoffer og tøj og åbnede efterhånden Mirakelpriserbutikker i hele Storkøbenhavn.

Da Mirakelpriser havde deres storhedstid i 1970’erne og starten af 1980’erne, med godt fat i de samme kunder, som handlede i Daells Varehus og Regent, var butikskæden oppe på 49 filialer på Sjælland. Mirakelpriser var stedet, hvor arbejderfamilier kunne blive klædt på til lavpris – længe før Føtex, Bilka og Tøj & Sko.

»Tag ikke ind til byen«
Men i 80’erne skulle danskerne pludselig være mærkedyr og yuppier, og efterhånden lukkede alle butikkerne igen, overhalet af en boomende modebranche og mere omskiftelige modediller.

Men den sidste Mirakelpriser har holdt stand på Sundbyvester Plads. Amar’kanerne har nemlig alle dage haft fidus til butikkens slagord: ’Tag ikke ind til byen’, som der i mange år stod i vinduerne.

»Det her har jo været en Amagerinstitution. De folk, der er kommet her, tog helst ikke over broerne, hvis de kunne undgå det«, siger mangeårig indehaver Jens Thyrsted, der også denne formiddag står og måler metervarestof op til sine kunder.

Jens Thyrsted blev ansat hos Mirakelpriser i 1962 på fjernlageret på Tagensvej. Da Mirakelprisers grundlægger, Eigil Sloth Madsen, ville stoppe for 26 år siden, havde han ingen arvinger eller børn til at overtage butikskæden. Derfor overtog en del butiksbestyrere butikkerne.

Jens Thyrsted var på det tidspunkt prokurist for kæden og blev tilbudt at overtage forretningen på Amager. Her har han så været siden.

»Jeg leder efter noget mørkeblåt møbelstof? Det er til afdækningsgardiner for kulden. Ja, jeg ved godt, at det er der ikke nogen, der bruger længere, men det gør jeg altså. Se, jeg har tegnet dem her«, siger en dame og viser Thyrsted en lille papirlap med sirlige optegnelser over hendes stue.

»Har du lagt rynker til? For her ser det ud, som om du har plads til tre højder på sådan et stykke stof«, siger han med kendermine og måler op til kunden, så der også er til at dække for »dørhullets træk«.

Dameunderbukser til 10 kr.
Rundt omkring på hylderne i Mirakelpriser er der sytråd, garn, lynlåse, stofrester og runde trækugler til endestykker på gardinstænger. Hvis man tror, at de danske kvinder ikke bedriver håndarbejde længere, tager man fejl.

Mange spørger efter strikkepinde, men de er udsolgt. Og der kommer ikke flere varer på hylderne. Når alt er solgt, lukker butikken, senest i slutningen af marts.

To damer er på udkig efter et godt tilbud på undertøj. De leder efter størrelsen 110C, men udvalget er begrænset til »små størrelser«, som de siger. På et stativ hænger til gengæld gigantiske hvide dameunderbukser til 10 kroner parret af mærket Sylvia. De findes i størrelse 52 og op.
Butikkens tidligere ansatte er afskedigede, og nu er der kun Jens Thyrsted og hans to voksne døtre, Charlotte og Jeanne, tilbage til at få lukket Mirakelpriser på en ordentlig måde.

»Selvfølgelig er det vemodigt. Jeg har jo brugt hele mit liv her. Men jeg kan mærke, at det er det rigtige tidspunkt, hvis jeg skal på pension. Jeg er hele 71 år nu«, siger indehaveren med et stort smil.

»Jeg kan også mærke, at tiden er løbet fra os. Vi har altid holdt fast i vores ’konestil’ med fokus på den voksne dame og aldrig leflet for de unge. Men det sjove er, at vi har kunnet se, at når kvinder får deres første barn, så kommer de til os, fordi de kan huske, at de har været her med deres mødre«, siger han.

Intet købmandskab tilbage
»Jeg tager lige noget sol, så er jeg tilbage. Kan du ikke lægge det til side«, spørger en dame og får lagt en lille stak stofrester til side.

Selv tilbudsskiltene vidner om en anden tid med Mirakelprisers berømte slogan ’Har de økonomisk sans, så stands’, og en stor tyk pegefinger, der viser prisen. Nu koster det meste 10 kroner her inden lukketid.

En af grundene til, at Mirakelpriser har kunnet holde priserne så lave gennem årene, er, at man har købt stort ind, og ofte af ting, som ingen andre kunne sælge. Det er denne usnobbede tilgang til tøj og mode, der har været kædens varemærke.

»Før i tiden tog jeg til Herning og købte store restpartier hos fabrikkerne. Eller hvis de havde fået farvet noget garn forkert, fik vi strikket noget tøj af det. Jeg var aldrig bange for at tage 1.000 kjoler hjem, for jeg vidste, at jeg nok skulle komme af med dem. Det er der ikke noget af i tøjbranchen i dag, hvor butikkerne får vareprøver hjem og så køber 2-3 af hver. Men det har intet med købmandskab at gøre«, siger Jens Thyrsted med et fnys henvendt til den igangværende modeuge.

Hans døtre har ikke været interesserede i at drive landets sidste Mirakelpriser videre. Og Thyrsted mener heller ikke, at de ville kunne fortsætte, da det er blevet svært at skaffe varer hjem: »Den slags bliver slet ikke produceret længere«.

Findes ikke længere
Rundt om på bøjlerne ligner de tilbageværende stykker tøj da også et kig ind i bedstefars klædeskab. Korte marineblå badebukser. Tynde brune skjorter af mærker som Pierre Cléreau, Paris/London i »100 % baumwolle«. Mønstrede polyesterslips, satintørklæder, bh’er uden push-up og underbukser uden g-streng.
Det er i hvert fald 40 år siden, at butikken sidst blev restaureret, og lokalet er godt slidt. To mørke prøverum står øde hen, kasser med Brantexbøjler til spotpris og en stor spejlspionkuppel i loftet, der nok har afsløret sin sidste butikstyv.

»Hvor er det dog ærgerligt, at I lukker«, udbryder en hvidhåret dame og skynder sig at fiske en seddel frem fra tasken med nogle stofmål på sine kommende dækkeservietter. De bliver påskegule.

»Vores kunder klager meget over, at de ikke har noget sted at gå hen fremover. Og det er rigtigt nok. Der findes ikke denne her slags butikker længere. For vi har jo aldrig prøvet på at være fancy«, siger den kommende pensionist Jens Thyrsted.