Intet mindre end 100.000 togrejsende dukker hver dag op af jorden lige midt i København.

For de mange passagerer markerer Nørreport med al sin forvirrende intensitet selve indgangen til København, det er her, hovedstaden begynder.

Derfor er det oplagt at tænke, at stedet også skal markeres arkitektonisk. At det skal gøres til et sted med en særlig skulpturel bygningsidentitet, som samler både rummet og dets betydning i ét genkendeligt billede.

LÆS ARTIKEL Her er det nye Nørreport

Konkurrencens smukkeste forslag
Sådan en tanke lagde den belgiske arkitekt Xaveer de Geyter for dagen i sit slående forslag, der dog ikke vandt Københavns Kommunes arkitektkonkurrence om den ny Nørreport Station, der blev afgjort i sidste uge.

Xaveer de Geyter præsenterede en elegant og moderne tolkning af byporten.

Han havde tegnet en stor skal, der skulle spænde over krydset mellem Nørre Voldgade og Frederiksborggade. Et spinkelt udtrukket hvælv, der fulgte Voldgadens retning, men var underskåret i buer, så man uhindret kunne passere under den i Frederiksborggade-aksen. Porten var tænkt støbt i sort stål og belagt med guld på undersiden.

Tænk hvilken oplevelse der ville være indbygget i denne fejring af Københavns travleste transitpunkt. Portens form gav desuden mindelser om hvælvet over Nørrebro Station og ville således kunne give mening som en indramning af Nørrebrogadeforløbet.

Forslaget ville have, at cyklerne parkeredes i et langt rør under jorden, hvorfra cyklisterne kunne få direkte adgang til perronerne, og torvet ovenover blev et stort ryddet gulv.

Det var konkurrencens smukkeste og mest visionære forslag, og dommerkomiteen fremhævede også, at det besvarede opgaven med størst originalitet og styrke – og alligevel vandt det ikke, ja, helt uforståeligt blev det end ikke præmieret.

Men der var også en tanke, der var endnu bedre.

Den rigtige vinder
Den tanke, som Søren Arildskov Rasmussen (Public Arkitekter) og Dan Stubbergaard (Cobe) vandt Nørreportopgaven med, er langt mindre spektakulær og gør næsten det modsatte af Xaveer de Geyters, den markerer hverken stedet, skaber en ny typologi eller rydder den kommende plads.

Tværtimod. Den gør noget vigtigere. Den sætter selve menneskemylderet i centrum.

Det kommende Nørreport er med mennesker og cykler som sit helt centrale motiv bogstaveligt tegnet med fødderne.

Ud fra den antagelse, at folk altid vælger den korteste vej fra gadehjørne til trappenedgang, fra cykelsaddel til togsæde og så videre, har arkitekterne lavet et flowdiagram over folks bevægelser hen over den kommende stationsplads, der bliver betydeligt forøget ved at nedlægge kørebanerne ind mod middelalderbyen.

Mønsteret af stier skaber nogle tomme arealer, som de har udfyldt med cykelstativer. 2.500 pladser i alt.

Det kunne være blevet et uoverskueligt hav af jernheste med lidt hastende folk imellem, men ved bare lige at trykke parkeringsarealerne 40 cm ned i belægningen kommer der balance i motivet.

Det væsentlige kommer igen i øjenhøjde, oplevelsen af de andre, der er på vej over pladsen.

LÆS ARTIKEL Det nye Nørreport rækker ned under jorden

Spor af Arne Jacobsen
Det er denne pragmatiske og minimale tilgang til projektet, der er det næsten geniale greb i Cobe og Public Arkitekters forslag.

Forslaget har også gode tanker om belysning, beplantning og bearbejdning af ventilationskanaler; og arkitekterne har tegnet nogle fine pavilloner med flade udkragede tage, der peger tilbage til 1930’er-modernismen, til Arne Jacobsens benzinstation, Vesterport Station og ikke mindst det eksisterende Nørreport.

Arkitekterne vil endog bevare stationens karakteristiske neonskilt! Men alt det er underordnet den grundlæggende tanke i deres analyse af opgaven, at netop dette byrum udgøres af menneskemylderet og Københavns særkende, cyklerne.

Mylderet spejles
Public Arkitekter og Cobe opdagede, at cykelparkeringen ikke er Nørreports problem, som det ofte er skildret, men en af dens bærende kvaliteter, og at en central ikonbygning ville fjerne fokus fra stedets egenart, de tusinde fødders samtidige bevægelse på kryds og tværs.

Derfor, fremhæver de, skal bygninger og ventilationstårne spejle folk. Ikke for at de narcissistisk skal se sig selv, men for at mylderet bliver intenst, uanset hvor og hvornår man kigger.

Vinderforslaget genkalder storbyoplevelser fra før bilens og forstadens tidsalder, fra dengang byen var en myretue af kroppe i transit.

LÆS ARTIKEL »Det ligner en langstrakt ymerskål«