Man bliver ikke nødvendigvis en vigtig arkitekt, fordi man kan meget.

For overalt i landskabet rejser der sig firkantede funktionelle etagekasser, hvor mennesker bor, uden at deres verden ændrer sig meget af den grund.

Man bliver heller ikke en vigtig arkitekt, bare fordi man tør meget. For papir er taknemmeligt, og mange geniale luftkasteller bliver aldrig til mere end løse skitser, fordi de simpelt hen ikke lader sig realisere.

En vigtig arkitekt derimod kendes på, at han kan det, han tør. Han forstår den nødvendige sammenhæng mellem arkitektur som dristig eksperimenterende vision og arkitektur som det muliges kunst.

Veloplagt mønsterbryder
Utopien skal være pragmatisk, som den danske arkitekt Bjarke Ingels udtrykker det med ord. Han må om nogen vide det, også selv om hans strålende karriere foreløbig har været imponerende kort:

10 år. En udstilling på DAC – Dansk Arkitektur Center – bør overbevise alle om, at Ingels er en meget energisk og veloplagt mønsterbryder.

Han er arkitekten, der glad vil sige ja til det meste og tør bryde med de fastlåste løsninger, hvor et arkitektonisk formsprog er givet i arv fra ældre danske arkitekter.

Meget på udstillingen er kun projekter og modeller. Men langtfra alt.

For Ingels er tydeligvis også mand for at realisere det, han har mod til at forestille sig, forudsat heldet og omstændighederne er med ham.

Uoverskueligheden er det første indtryk, der møder en, ligesom det formentlig også er det i virkeligheden – på tegnestuen.

Pærevælling af ord og billeder
For det første, man ser på DAC, er »en pærevælling af ord og billeder, struktureret af en fortælling«.

Så vidt Bjarke Ingels’ egen beskrivelse af de mange projekter, der er passeret gennem hans tegnestue BIG – Bjarke Ingels Group – og nu bliver som forvandlet.

At være arkitekt handler tydeligvis ikke kun om at have talent, men også om at være tilsmilet af lykkelige omstændigheder.

For ét er at danne sig en forestilling, forme en vision, men som arkitekt må man også være smidig og få det bedst mulige ud af de ydre krav, som man ikke er herre over.

Darwin som forbillede
Det er her, at tegnestuen tager den gamle naturforsker Darwin i ed. Han var så forudseende at udtale, at det hverken er de stærkeste arter, der overlever, eller de mest intelligente, men de arter, der er mest omstillingsparate.

Arkitekter, der ikke vil gå samme vej som dinosaurerne, må tilpasse sig omskiftelige vilkår, og til de vigtigste vilkår hører et steds særlige historie og betydning. Respekterer man stedet, med fantasi, kommer man langt.

At realisere et arkitektonisk projekt til mange hundrede millioner kroner er en ganske kompleks proces, og udstillingen dokumenterer på en frapperende visuel måde, hvad kompleksitet vil sige.

I samfundet rumsterer der tydeligvis en masse forskellige kræfter, der kan skabe, påvirke eller modsætte sig et byggeri.

Den gode idé er ikke nok
Det er slet ikke nok at få en god idé, som da Bjarke Ingels legede med tanken om at bygge en superhavn med form som en syvtakket stjerne mellem Lolland og Femern.

Det lod sig slet ikke gøre uden rederen Mærsk Mc-Kinney Møllers forståelse og begejstring, men hr. Møller ville ikke associeres med projektet, meddelte han den unge arkitekt i et venligt brev.

Så ville tilfældet – eller heldet – at en kinesisk forretningsmand, som tegnestuen havde kontakt med, så udkastet til superhavnen – og snart var det vragede dansk-tyske projekt blevet forvandlet til et muligt kinesisk.

Et af tegnestuens allerstørste projekter – et gigantisk omvendt Y – startede som et beskedent forslag til et hotelbyggeri i den svenske by Umeå.

Men Y’et døde, da projektet blev taget af bordet. I stedet voksede det til tredobbelt størrelse, da projektet vandrede videre til Shanghai.

Det hang sammen med, at formen på den usædvanligt dristige bygning – som i øvrigt ikke var upåvirket af hollænderen Rem Koolhaas – svarede til det kinesiske ord for menneske.

Stimulerende og uhøjtidelig
Det er ingen nem sag at illustrere eller eksemplificere en sådan kompleksitet – og slet ikke, når det skal gøres i et par rum.

Men det er til overmål lykkedes DAC at gøre historien om BIG til en usædvanlig stimulerende og uhøjtidelig oplevelse, for nu at sige det med forkortelser.

Det er tydeligt at se, at Bjarke Ingels engang drømte om at lave tegneserier. Især var han optaget af Frank Miller, og det var med baggrund i denne begejstrede drøm, at han søgte ind på Kunstakademiet.

Han endte som bekendt i et andet departement, men tog sin drøm med sig.

På en 130 meter lang løbende krydsning af tegneserie og gennemlyst vægavis følger man en lang række væsentlige projekters omtumlede skæbne.

Det, man kan vandre rundt på udstillingen og læse på væggene, på dansk, kan man genfinde magen til i kataloget, blot på engelsk.

Oplysende oplysninger
De mange oplysninger er bogstaveligt talt det, der også oplyser udstillingen.

For bag de hundredvis af farvestrålende transparenter gemmer sig et kunstigt lys, der indirekte kaster det mest fornøjelige lys over en anderledes og nytænkende arkitektonisk indsats.