Om kort tid får dødsdømte fanger i amerikanske fængsler et tilbud ud over det sædvanlige.

Til en pris af 39,95 dollar kan de erhverve sig et sæt originalt tøj at dø i, udtænkt og designet i samarbejde mellem kunstneren Marco Evaristti og designeren A.M. Victoria Ladefoged.

Lørdag aften bliver den makabre kollektion promeneret på catwalk i et show i Skuespilhuset som led i den københavnske modeuge.

Vi andre må nøjes med at se på. Og tænke vores.

Det er i hvert fald tanken med ’The Last Fashion’, et kunstprojekt designet til at skabe opmærksomhed og eftertanke omkring brugen af dødsstraf og de lidelser, der er forbundet med den.

Kunstnerisk tilgang til dødsstraf
Kunstneren Marco Evaristti har før sat spørgsmål af social og almenmenneskelig karakter på spidsen.

I offentligheden blev han for år tilbage kendt og berygtet for at udstille en blender med en guldfisk som kunstværk.

Denne gang er det mode og henrettelser, han smækker sammen. En idé, der opstod, da den unge jurastuderende Martin Martensen-Larsen henvendte sig til ham, og de sammen diskuterede, hvordan man kunstnerisk kunne gå til et emne som dødsstraffen.

»Marco tager gerne fat i emner, vi ellers ikke beskæftiger os med. Et tabu eller en problematik, som er grundfæstet i en humanistisk nysgerrighed. Hvordan vi lever sammen. Hvordan vi behandler hinanden. Og der er dødsstraf jo helt inde i kernen«, siger Malou Erritzøe, der er kunsthistoriker og leder af projektet ’The Last Fashion’.

Sikrer at de ikke bliver glemt
»Marcos holdning er, at dødsstraffen er absurd. Fordi vi siger: Du må ikke slå ihjel. Og hvis du gør det, slår vi dig ihjel. Så han har angrebet emnet fra en absurd vinkel og sagt: Okay, hvad er lige så absurd som dødsstraffen selv? Nå, men så klæder vi jer lækkert på. Hvis vi skal slå jer ihjel, så gør vi det med stil. Så lad os dog gøre det lækkert og åbenlyst, i stedet for at folk sidder så længe på dødsgangen, at de er gemt for og glemt af offentligheden. Samtidig er noget af det, som tøj kan, jo netop at fremhæve hvert enkelt menneskes individualitet«, siger hun.

Som led i arbejdet med kollektionen korresponderede Marco Evaristti med den dødsdømte amerikanske fange Gene Harthorn og besøgte ham også i fængslet, hvor de anbragt på hver sin side af en glasvæg førte lange samtaler over telefon, og hvor Evaristti fik et indtryk af forholdene for fangerne på dødsgangen.

Svært at få på og af
Sammen med designeren A.M. Victoria Ladefoged har han så skabt en kollektion af tøj, der illustrerer dels de forbrydelser, der straffes med døden – massevoldtægt, mord, flykapring osv. – dels oplevelsen af at afvente sin henrettelse på dødsgangen.

»Meget af tøjet har en stramhedsfølelse, en lukkethed. Der er ingen bevægelsesfrihed. Noget af det er oven i købet vanskeligt at få på, og – igen absurd – kan du sige, at det gør jo ikke noget, at det er svært at bære og få af igen, for du skal ingen af delene«, siger Malou Erritzøe.

Catwalk i Skuespilhuset
Når kollektionen vises frem på Skuespilhusets store scene lørdag aften, er det med modeller på catwalk, musik komponeret af Lars H.U.G og en scenografi skabt af Marco Evaristti selv.

Publikum er 600 inviterede gæster, der også får en animeret film at se – af Sarah Koppel og Marco Evaristti ud fra tegninger af den dødsdømte Gene Harthorn samt et par af Marco Evaristtis malerier.

Og efter modeopvisningen åbner en udstilling i Galleri Martin Asbæk i København med værker af de to og med Gene Harthorns digte, som Kenneth Thordal har sat musik til.

Herefter sættes tøjet til salg.

Pris: 39,95 dollar
»Ikke i nogen butik. Men vi har lavet en brochure, som bliver sendt til de amerikanske fængsler, og så skal det tilbydes fangerne til brug på deres henrettelsesdag. Det er et system, der allerede eksisterer med traditionelt fængselstøj. Det kommer til at koste 39,95 dollar«, fortæller Malou Erritzøe.

Finder man projektet bizart eller ligefrem krænkende, lyder hendes svar således:

»Jamen, du kan også sige, at det er krænkende at slå et menneske ihjel, uanset hvad vedkommende måtte have begået. At sætte et menneske på dødsgangen og lade det vente på en ukendt dag i fremtiden bare for at blive slået ihjel. De opbevares jo som levende døde, og folk sidder så længe, at ingen rigtig kerer sig om dem længere, når det bliver deres dødsdag. Den absurditet er meget velegnet til kunstens sprog. For kunsten kan jo tale absurd«.