På en bænk nede ved havnen træner 30-årige Toke Henriksen balancetricks på sin såkaldte dirt jump-cykel, som ellers plejer at hoppe rundt på store jordbunker eller trærødder og sten i Pyrenæerne.

Imens flyver 27-årige Travis Johnston og 16-årige Asger Duus Hansen hen over en række parkerede cykler, og Jeppe Vöge på 39 kører skiftevis baglæns uden hænder og hopper rundt på sit baghjul som på en kængurustylte.

»Byen er vores skov, vores legeplads«, siger Jeppe Vöge.

»Jeg kan simpelthen ikke se en kantsten eller en skrå væg, uden at min cykel automatisk begynder at trække mig over mod den. Vi går hele tiden på opdagelse i byen for at finde nye steder at lege«.

Rygsækken fuld af hiphop-beats
Det kan være på en byggeplads fuld af gamle paller og plader, som freestyle-cyklisterne laver ramper af. En plads med bænke og metalgelændere, de kan hoppe op på og glide ned ad. Eller et par store drænrør, som de kan lave tricks indeni.

På deres bittesmå cykler, som de har brugt det meste af vinteren på at samle. Og med rygsækken fuld af hårde hiphop-beats eller old school rockmusik, der dunker fra en mp3-afspiller i bunden af tasken.

»Den er lige sat til et knallertbatteri med et par højttalere i sidelommerne og en hjemmebygget basforstærker i en gammel Läkerol-æske. Og så er det ellers bare op på cyklen og af sted ud over ramperne for fuld musik«, siger Jeppe Vöge.


Han drøner rundt på en lille skriggrøn cykel. Pimpet godt op med blå dæk og masser af lir som for eksempel hætterne på ventilerne, der er udformet som røde terninger.

Når han ikke fræser rundt på asfalten, er han sektionschef i Beredskabsstyrelsen. Og det var, mens han var udstationeret på Bornholm, at han begyndte at køre rundt og lege med sin mountainbike på de små stier i skovene.

Da han flyttede tilbage til København, begyndte han at køre bmx og skiftede skovstierne ud med asfalt.

»Trickene lærte jeg at lave en vinter, hvor jeg kedede mig helt vildt. Jeg ryddede stuen for møbler, og så blev jeg bare ved, indtil jeg kunne«, siger han.

Asfalteksem og flækkede læber
Området omkring Tuborg Havn er et af freestyle-cyklisternes yndlingssteder i byen.

Her er nemlig både masser af høje kanter og skæve overflader, som cyklerne kan glide ned ad, der er luft mellem bygningerne, så de kan få tilløb og fart på, inden de kaster sig ud over en trappe.

Og bobler af blød asfalt, de kan hoppe hen over, mens de svinger cyklen en gang rundt om sig selv eller lægger den fladt ned som et bord i luften, forklarer Asger Duus Hansen, da han lander på jorden igen.

Så slæber han et fodboldmål op på kantstenen og hopper hen over det, mens han drejer 360 grader rundt om sig selv. Men et eller andet går galt, og han hamrer ned i asfalten og flænger huden på sine knæ og håndflader, så kødet kigger ud, og blodet begynder at pible.


»Det er bare hudafskrabninger. Jeg har nok 200 sår på kroppen lige nu«, siger han.

Mig og min cykel
Det hører ligesom med. Travis Johnston har otte store sting tværs hen over skinnebenet fra dengang, han styrtede ned fra et gelænder.

Hans fortand har også engang boret sig hele vejen igennem overlæben, ligesom det meste af huden i hans ansigt har været skrællet af på asfalten.

»For mig handler det om at komme så højt op som muligt, så stærkt som muligt. Og så får man altså nogle knubs. Hver gang jeg ligger på skadestuen, tænker jeg selvfølgelig, at nu var det altså sidste gang. Men jeg heler rimelig godt, så når de har lappet mig sammen, er jeg oppe på cyklen igen«.

Han gider heller ikke køre med hjelm eller andet beskyttelsesudstyr, for så tør man lige pludselig ikke køre uden, mener han.

»Man bliver bare afhængig af det, og jeg vil have friheden til at køre når som helst og hvor som helst. Det skal bare være mig og min cykel. Og intet andet«.

Battles aftvinger respekt
For Jeppe Vöge handler det mere om at køre rundt på flad asfalt og perfektionere sine balancetricks. Stå uden hænder på cyklen, mens han skubber forhjulet rundt med foden for eksempel.

Og for Toke Henriksen går det ud på at blive helt klar til de sydeuropæiske bjerge, hvor han kører rundt på skipisterne med full face-hjelm og skumdragt.


Men selv om de fire freestylere kører helt forskellige discipliner, battler de alligevel mod hinanden.

Som Asger siger:

»Det aftvinger respekt, hvis man sætter et nyt trick. Og hvis jeg ser nogen lave noget, jeg ikke har set før, så vil jeg lære det«.

En sjovere cykelby
Umiddelbart skulle man ikke tro, at de fire freestyle-cyklister var typerne, der satte sig ned og lavede en forening. Med generalforsamling, formand og kontingent. Men det har de altså gjort.

Danske Freestyle Cyklister kalder de sig.

Der bliver nemlig flere og flere af dem i bybilledet, og selv om det godt kan være, at København er en af verdens førende cykelbyer, når det gælder ruter og stier, så halter den langt bag efter andre europæiske metropoler, når det kommer til at indrette byrummet, så det også er sjovt at køre rundt på cykel.


Og området herude omkring Tuborg Havn er faktisk af de få steder i byen, hvor det er rigtigt sjovt at køre, mener de.

»I Malmø har de nogle rigtigt gode steder med ramper og baner og den slags. Og i Barcelona er mange af gaderne formet som ramper, og der er sjove former på bygningerne og skrå opkørsler til statuerne på gaden, så man kan køre op og lave tricks på dem«, siger Asger, der rejser til den spanske storby for at drøne rundt på bmx med freestyle-cyklister fra hele verden.

Og sådan burde det også være i København, mener den lille forening. Men som Jeppe Vöge, der er formand, siger:

»Hvis der bare kører en dirt jumper rundt her og et par bmx’er der, så sker der ingenting. Man bliver nødt til at stå sammen. Ellers er det kun skaterne, der får parker og bliver husket, når der skal lægges planer for byen«.

»Gaden?«
Der er dog ikke noget med klubhus og faste træningsdage. Det er kulturen lidt for loose og antiautoritær til.

Det er snarere noget med at sende en sms rundt til de andre, hvor man bare spørger: »Gaden?«.

Og som Jeppe Vöge siger:

»Nogle gange skal der ikke mere end et par paller og en skraldespand til, før vi har det sjovt. Jo mere fleksibel og varieret en by vi skaber, des skæggere er det jo at køre i den. En rigtig cykelby er ikke bare en by, der er indrettet, så det er nemt at komme fra A til B på sin cykel. Det skal sgu da også være lidt sjovt på vejen.