René Sandberg læner sig frem i sofaen. Rækker hænderne frem mod det slidte træbord foran sig. Placerer pegefingeren oven på de to A4-ark, der ligger spredt ud foran os. Min artikel.

»Vil du gerne vide, hvordan jeg opfatter den?«, spørger han, mens han banker fingeren ned på det ene papir.

Egentlig er jeg ikke så sikker på det. For René Sandberg ser ikke glad ud. Han har redt det tjavsede brune hår om bag ørerne, så man kan se hans pande. Den har en bekymret rynke. Alligevel nikker jeg.

»Din tekst...«, siger han så.

»... er noter. Du har ikke fastlagt dine intentioner med artiklen, kan jeg mærke, når jeg læser den. Og dem synes jeg, vi skal snakke noget mere om. Og så starte helt forfra«.

Jeg kigger på ham. Noter? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad han mener.

Skitse fra brunch
Jeg har forsøgt at skrive en artikel om Det Poetiske Bureau.

Om kulturhuset, kunstforeningen og forlaget i midten af Nørrebro, der også fungerer som bibliotek, brunchsted, café, filmklub, koncertsted, galleri. Og skriveværksted den første tirsdag aften i hver måned. Det er her, jeg er nu.

Jeg var her også i søndags til brunchen. Der snakkede jeg med gæsterne, bartenderen og noterede alt ned i min medbragte notesbog. Bagefter skrev jeg en skitse til en artikel om det.

Det er den, jeg lige har læst op af for René Sandberg, den spinkle fyr i starten af halvtredserne, der er aftenens underviser, for bartenderen Søren og for Nete Lise Krøll Eriksen, der er i fyrrerne, og som selv skriver socialrealistiske noveller, men som i aften bare er her for at lytte.

Det er os fire, der udgør deltagerne til skriveværkstedet i aften.

Plads til originalerne og de arty
Efter jeg var færdig med at læse op, var der stille i lang tid. Indtil René Sandberg så tog ordet og fortalte, at jeg manglede en intention med artiklen.

Det vidste jeg ikke, jeg gjorde. Jeg ville jo beskrive Det Poetiske Bureau og dem, der kommer her. Fortælle om kulturhuset, der har ligget på Griffenfeldsgade i snart to et halvt år. Og som oprindelig startede som et galleri og forlag, indtil slidte møbler blev slæbt ind, baren blev bygget, og man snart også kunne købe kaffe og brunch.

Og så ville jeg give stedet stemmer i form af dem, jeg talte med.

Som for eksempel Thor Bording, der var til brunchen i søndags. Han sad i et hjørne af rummet. Med fem øl foran sig på bordet. Og en tallerken med økologisk vandbøffelsalami og ostemadder.

LÆS OGSÅGuide: Byens bedste bogcaféer

I sofaen ved siden af ham lå vennen Kim Bat. Han sov. Sammen gav de koncert på Det Poetiske Bureau aftenen forinden.

Ifølge Thor Bording spillede de »røven ud af bukserne« til koncerten. Og de 30 fremmødte gæster kunne rigtig godt lide deres psykedeliske bluesrock og knipsede og bankede i bordet, når der var en solo, som det sig hør og bør i den mere jazzede del af musikscenen, fortalte han.

»Folk her tager musikken og det hele seriøst. Jeg kan virkelig godt lide stedet. Det er sådan lidt kollektivagtigt. Og så er der plads til alle her. Både til originalerne, til de studerende og til dem, der gerne vil være lidt specielle og arty og bruge en masse fremmedord, »bare fordi vi kan«. Det er også o.k. Det er fedt, man kan have et sted, hvor man kan få lov til at være lidt intellektuel«.

Digtoplæsning midt i brunchen
De fleste, der kom til brunchen, var unge i midten eller slutningen af tyverne. Men gennem søndagen kom der også ældre mennesker.

En hvidskægget mand med sin hund. En fyr i slutningen af trediverne, halvskaldet, men med skulderlangt hår, busket skæg og en guitar på slæb. Han satte sig på et trappetrin og begyndte at spille for sig selv.

Underviseren René Sandberg var også med til brunchen. Han dukkede op på Det Poetiske Bureau klædt i sort fra top til tå og satte sig på en barstol ved serveringsdisken. Lige ved siden af de gratis vitaminpiller, der altid står klar til fri afbenyttelse.

Så svingede han sig en halv omgang rundt, så han så ud på de øllebrødsspisende gæster. Kiggede kort ned på digtsamlingen, han havde i hænderne. Og så begyndte han at læse højt. Og tydeligt.

»Det går tjept. Vi samler hudflager i dagens postkasser under røvballegudinden. Og i øls første stavelse«, sagde han. Kiggede ud i rummet.

Foran ham stoppede brunchgæsterne høfligt deres snak og lod knive, skeer og gafler falde mod tallerkenerne. De vendte sig mod ham.

»Det går ned af, det går tjept. Vi kaster hudflader som anker«, fortsatte han.

Hans toneleje skiftede, når han talte. Det gjorde tempoet også. Han talte dramatisk. Snakkede sig langsomt gennem ordene i små tyve minutter. Bagefter klappede folk. Så gik han igen.

Fedtet skal på bordet
»Men det er jo også det, der er så fantastisk ved Det Poetiske Bureau, at der er plads til den slags«, siger han, da vi om tirsdagen snakker om hans improviserede digtoplæsning under brunchen.

»Folk, der kommer her, er så imødekommende, og der er plads til en digtoplæsning, hvis det er det, man har lyst til«.

Han læner sig tilbage i sofaen. Får øje på min artikel igen og tager fat i papirerne.

»Altså, det er jo din artikel. Men hvis det var mig, der skrev den, ville jeg ikke være så opremsende«, siger han.

»Og så ville jeg ikke nævne Martin Jørgensens efternavn. Her ville jeg lave et kunstgreb, der hedder ’Martin står i køkkenet. Martin hedder også Jørgensen’. Hvis du altså vil have efternavnet med. Men hvis den skal være mere poetisk, vil jeg gøre den lidt mere privat. Vise din egen privathed. Når jeg digter, er det min navle, der er det aller-allervigtigste i hele, hele verden«.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om kunstgrebet med efternavnet. Men inden jeg når at sige noget, tager Nete Lise Krøll Eriksen ordet.

»Nej, jeg giver dig altså ikke ret i det med navlen«, siger hun og læner sig frem i sofaen. Kigger ned på sin sorte nederdel, mens hun tænker sig om. Det virker, som om hun skal til at sige noget mere, men René kommer hende i forkøbet.

»Jamen, man skal tro på, at ens navle er så satans interessant, når man skriver«, siger han og fortsætter:

»Man skal lægge sit fedt på bordet«.

Nete er ikke tilfreds med hans svar.

»Jamen, man forholder sig jo altid til det omkringværende samfund. Og den måde, du beskriver din navle på, er jeg altså ikke enig i«, siger hun.

René læner sig også fremad i sofaen. Så sidder de der, ved siden af hinanden, lænet ud over bordet foran dem. René mener slet ikke, han har sagt noget om, at det omkringværende samfund ikke er vigtigt. Han synes bare, ens navle er vigtig, siger han. Også Netes. Og min.

»Når vi sidder med denne her tekst, Annegerd har skrevet, så er den født ind i en institution, som er IBYEN, og den har nogle faste rammer. Men navlen er alligevel vigtig, når man skriver«, siger han.

Og så er den diskussion ligesom slut. Nete siger i hvert fald ikke noget. Og jeg gør slet ikke.

Artikel poetik
Jeg er nemlig ikke helt sikker på, hvor vigtig jeg synes, navlen er. Og nu hvor skriveværkstedet er ved at være slut og Nete er ved at tage sit overtøj på for at komme hjemad, ved jeg ikke engang, om jeg er blevet klogere på artiklen i løbet af de to timer, skriveværkstedet har varet.

Men for at jeg ikke skal fortvivle over det, over, at jeg ikke skaber poesi eller skriver ud fra min egen navle og mit eget privatliv, roser René mig, inden jeg rejser mig og går.

»Uanset hvad«, siger han.

»Så synes jeg faktisk, det er poetisk, at du overhovedet kommer med en tekst. Normalt er det digte og noveller, vi gennemgår. Men at der også er en artikel pludselig, det er meget poetisk i sig selv«.

Åbenbart kan alle være poeter på Det Poetiske Bureau. Også selv om man egentlig slet ikke er det. Der er plads til alle.