»Jeg får kvalme bare af at kigge på den«.

Pigen i tyverne kigger på sin veninde. Og på de 24 tons metal, der strukket ud over tyve meter udgør Tivolis nyeste forlystelse, Vertigo.

»Men er der ikke et et eller andet ordsprog om, at man skal gøre noget, der skræmmer én, en gang om året«?, spørger hun.

»Den allersejeste forlystelse«
Sammen med de to veninder og en snes andre repræsentanter fra pressen, står vi i kø for at prøve Vertigo i Tivolis 'orient'-område.

»Den aller, allersejeste forlystelse i hele Nordeuropa«, som en repræsentant for Tivoli fortæller os, mens han peger på den 17 meter høje gule søjle med de to himmelblå vinger hæftet fast og en flyvemaskine på hver vingespids.

Forlystelsen åbner officielt i morgen, men iBYEN har fået lov til at testkøre metaldrønet med 100 kilometer i timen og 360 grader bevægelsesfrihed.

Og jeg er slet ikke bange.

Angstniveauet stiger
Ikke mens jeg står på jorden i det mindste.

Men mens det gule fly med militærpletter på, som jeg sidder i, begynder at løfte sig mod himlen, stiger mit angstniveau i cirka samme tempo, som vi bevæger os i. Hurtigt.

Ved siden af mig sidder jagerpiloten Ami, som er med som æresgæst på turen, i sin grønne militæruniform. Og trykker på turboknappen. Mens jeg skriger.

»Der skal være turbo på hele tiden«
Det er nemlig passagererne selv, der bestemmer, hvor hurtigt flyveturen skal gå, og hvilken vej flyet skal vende.

Og allerede inden vi letter, proklamerer min anden sidemand, en kvinde i tyverne, myndigt, at »der skal være turbo på hele tiden«.

Så med 100 kilometer i timen vender vi op og ned på op og ned. Himlen åbner sig for vores fødder, og forsamlingen af folk over vores hoveder forsvinder til myrestørrelse.

Knoerne bliver hvide
Mens vi flyver rundt i cirkler, går det hurtigt. Med de 100 kilometer i timen når flyvemaskinen næsten at indfange mit skrig, der stadig hænger i luften fra sidste loop.

På et tidspunkt sortner det hele for mine øjne, og mine hænder løsner op for krampegrebet om bøjlen, som spænder os fast. Men så dukker Rådhuset og myretuen af Tivoligæster op for nethinden igen, og mine hænder strammer igen grebet og gør knoerne hvide.

»Den rene barnemad«
Efter noget, der minder om en halv times adrenalintilførsel, er det slut. Og så er der endda kun gået tre minutter fra flyvemaskinen satte i gang.

»Det var det rene barnemad«, smiler Ami bredt. Jeg trækker munden ud i noget, der minder om et smil, og stavrer ud af flyet.

Glad for, at jeg overlevede og vel vidende, at der kommer til at gå et godt stykke tid, før jeg skal prøve Vertigo igen.