Danskerne vil have det rigtig fint med en homoseksuel statsminister. Faktisk hele 93 procent. Sådan lyder det i en ny rapport fra EU-kommissionens såkaldte Eurobarometer. Vi overgås kun (som altid) af svenskerne.

Nogle oplagte kandidater? Ja, der var rigeligt at tage af på Rådhuspladsen i lørdags. Det var kun at vælge: Skulle det være med eller uden behåret røv? Eller hvad med en pink paryk? Hvem har sagt, at en dansk statsminister altid skal gå med jakke og slips, når nu en fræk kilt kan være mindst lige så spændende …

Stolthed og mangfoldighed
Se på dig selv, darling! Du har sgu altid lignet en hetero-jurist!

Må jeg være fri!

Blikket fangede straks en favorit: et brød på 150 kilo. Den bare mave dækkede det meste af et hjørne af Rådhuspladsen. De lårkorte læderbukser lod sig lige akkurat ane. I brystvorterne: to store ringe. En forfriskende kandidat.

Frisk pust fra landet
Eller som en anden kandidat, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, skrev i årets Copenhagen Pride program: »Jeg vil stå i spidsen for en regering, der hylder stolthed og mangfoldighed«. Og så tilføjede hun: »Vi ses til Priden«.

Tænk, så er Helle også sprunget ud: »Hej, Helle!«. Spørgsmålet er så – som hvad? Kun fantasien sætter grænser. Og Helle var ikke alene. Firmaer, politikere og organisationer stod på spring i lørdags; alle var snart sagt hoppet med på vognen. I paraden sås Venstres Ungdom, der reklamerede for »Frihed til forskellighed«. Det var jo et frisk pust fra landet. Gad vidst, hvad far Anders siger til den?

Gratis flybilletter
Et par SAS-drenge (sådan nogle søde pursere) uddelte gratis flybilletter. Som dog viste sig at være reklame for SAS’ sponsorrolle til næste års Outgames. Også IBM (dem med de sjove kuglehoveder i gamle dage) havde meldt sig. Selve Rådhuset flagede med det flotte regnbueflag. Og Tivoli, der også er sprunget ud, flagede også. Det samme gjorde naturligvis Politiken.

Industriens Hus flagede ikke.

Bedst til at se på
Og så meget om en Copenhagen Pride, om hvilken der foreløbig kun er at sige: den stod der, og skønt den var større og længere end de forrige år – vi taler stadig om Priden! – var den, som sådan noget jo er herhjemme.

Et pauvert lokalskue: de notorisk forkølede lastvogne med lidt hø eller guldstøv, et par balloner, lesbiske, bøsser og transer; udklædte eller så godt som afklædte. For få vogne, for få mennesker i vognene …

Du kunne sgu da for helvede selv deltage, darling!

Nå ja, det kunne jeg selvfølgelig også. Men nogle skal jo være tilskuere. Jeg har altid været bedst til at se på ...

Den holder ikke i homo-retten!

Nej, det gør den vist egentlig nok ikke.

Far, mor og børn
Ikke desto mindre. Hvor meget gavn gør en Pride i disse tider? Er den, som nogle mener, én stor vittighed: en opskruet latterliggørelse – snarere end en seriøs synliggørelse – af en homoseksuel kultur, der for det første lever i et af EU’s mest tolerante lande, og for det andet er så differentieret, at den til forveksling ligner den heteroseksuelle.

Den storby- og singlekultur, som i alt fald engang var bøssernes berømte varemærke, har mange andre jo også taget til sig. Ligesom der er stadig flere bøsser og lesbiske, der har valgt at lege livet som far, mor og børn; skønt på den lidt mere alternative måde. Men igen: Hvilken kultur (familieliv, sexliv, arbejdsliv) kan i dag påstå, at den er normativ?

Lyserøde fjer
Hvor var i øvrigt vognene med alle homo-forældrene og deres børn i lørdags? Hvor var dem med parcelhusene, havehækkene og rosenbedene? Jeg mener, et par trænede overarme og en lyserød fjer i røven tegner strengt taget ikke andet end den værste kliché. Hvor sød røven så end kan være.

Derfor var det også et rimeligt provokerende udsagn, som direktøren for World Outgames 2009, Uffe Elbæk, stillede med i Kroniken (26.7.08): »Outgames bliver derfor i sig selv en understregning af, hvor vigtigt det er at skabe et samfund, hvor der er frihed til både at give udtryk for og ikke mindst leve i overensstemmelse med ens inderste følelser (…) og dermed måske udfordrer den gængse opfattelse af, hvordan de kønskulturelle byggeklodser til et ’rigtigt familieliv’ ser ud«.

Sikkert, fast og stabilt
Hvortil man netop kan spørge:Hvad er gængs og rigtigt i dag? I risikosamfundets tidsånd – uden fælles værdier eller normer, men så meget mere med friheden til at kunne og skulle vælge konstant – flyder alt i de her år.

Ham, der levede som bøsse, har pludselig fundet sig en pigekæreste. Eller som en af kvinderne i den netop udkomne bog ’Lesbisk med forsinkelse’ sådan cirka siger det: I dag er jeg lesbisk, men hvem ved, i morgen vælger jeg måske at blive hetero igen. Ja, hvem ved snart noget, der er sikkert og fast og stabilt …

Fald nu ned, darling!

Frisindede folk
Alligevel. Mangfoldigheden er der jo. Og med hensyn til tolerancen over for homoseksuelle hører danskerne til blandt de mest frisindede folk i EU, hedder det i den omtalte rapport.

På tv springer der omtrent hver anden dag en studievært ud som homo. På TV 2 har Ole Henriksen omtrent erobret hele familiefladen. Og som sagt, Helle er også blevet en af vore egne.

Fremme i stiletterne
Jeg er godt klar over, at det stadig er svært at tage springet nogle steder: at springe ud som bøsse i militæret, i sportens verden, på en politi- eller brandstation. Til gengæld vækker det hver gang ubetinget lykke, når nogle springer ud som politi- eller brandmænd på et homodiskotek. Kom ikke og sig, at bøsser ikke er tolerante …

Guud, du har jo humor, skat! Men du glemmer lige at nævne alle overfaldene! Og hvad med etno-homoerne?

Ja, ja! For det er så her, billedet om ikke vender, så bliver knap så lykkeligt. Ganske vist er Danmark fremme i stiletterne, men: »Vi mangler at få den sidste lovgivning på plads: Ægteskabsrettigheder. Forældrerettigheder. Beskyttelse mod diskrimination. Politikerne er mildest talt fodslæbende«, har formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Kristoffer Petterson, udtalt.

Stolthed mødt med fordomme
Stadig flere bliver overfaldet på grund af deres seksualitet. Forleden kunne Politiken.dk berette om 41 hate crime-anmeldelser på et døgn. 50 procent af dem var seksuelt orienteret.

Samme tendens gør sig efter sigende gældende i en ellers så frisindet by som Amsterdam. Endelig giver en ny rapport fra Amnesty en lang række eksempler fra hele verden på både forfølgelse og henrettelser af homoseksuelle.

En fest som den, Copenhagen Pride trods alt er, er utænkelig i mange af vores nabolande. Eller den må, som det var tilfældet i Riga i maj, beskyttes af politiet. Stolthed mødt med fordomme – eller direkte had.

Tanker og oplevelser
»Det vil vi ikke have i København!«, formanede Ritt Bjerregaard i sin Pride-tale. Så skulle den sag jo være klaret. Nå, men fru overborgmesteren har dog skænket 300.000 som tilskud til en kommende landsdækkende undersøgelse af levevilkårene for homoseksuelle i Danmark. Det bliver spændende at se, hvad den vil åbenbare.

Også i forhold til de unge etno-homoer, homoseksuelle med en anden etnisk og religiøs baggrund, for hvem det kan være ekstra svært at springe ud. Det kan man bl.a. læse om i bogen ’Den forbandede kærlighed’ (2007), hvor 14 unge bidrager med deres tanker og oplevelser.

På med krigsmalingen
Set også i det lys er det et indlysende argument, som arrangørerne bag Copenhagen Pride har fremført: »Vi fejrer, fordi vi kan«. Nu skal man ikke nødvendigvis altid gøre det, man kan (det ville i sagens natur føre ret vidt), men okay …

Altså! Kan du snart blive enig med dig selv, søde? Først siger du, at vi ikke må feste, og nu må vi gerne alligevel …

Fest da for helvede! Ligesom World Outgames 2009 kan vise sig at være den rette manifestation, for så vidt den – ud over at være sportsligt og kulturelt forankret – inkluderer en konference om menneskerettigheder. Hvis homofobien faktisk er voksende i Danmark, så er det for alvor på med krigsmalingen!

Opkørt lastvogn
Hold da op, vil du nu også klædes ud?

Hvis det skal være, søde. Hvis det skal være. Men det fordrer eddermame, at nogen strammer balderne i Homo-Danmark og tør præstere mere, end hvad der ellers normalt ligger på en opkørt lastvogn.

Du kunne jo passende starte med at stramme dine egne! Nå, men nu svanser jeg altså i byen. ... Hva’ så, ska’ du med, skatter?