Annonce
Gadeplan 23. apr. 2008 KL. 15.28 opdateret 24. apr. 2008 KL. 10.53

Kæmpehøjhus på vej til Langelinie

FN samler deres danske aktiviteter på Marmormolen på Østerbro. Planerne inkluderer 25.000 kvadratmeter boliger og et 140 meter højt højhus.

Anmeldelser

Boliger ved vandet på i alt 25.000 kvadratmeter, en 140 meter høj bygning, en bro til Langelinie og et samlet FN-hovedkvarter er nogle af elementerne for en række kommende byggerier på Marmormolen på Østerbro i København.

Planerne er netop blevet fremlagt af Arealudviklingsselskabet, der ejer den store forblæste grund tæt ved Nordhavn Station, hvor der i dag ligger et Unicef-lager og en lodsstation. Selskabet, som også har stået bag udviklingen af Ørestad, skal stå for det spektakulære byggeri og sikre, at i hvert fald FN-bygningen står klar til indflytning allerede i 2012.

I alt 3000 FN-ansatte
Lars Hørmann fra FN-organisationen UNDP har været med i processen fra begyndelsen og ser frem til, at Københavns seks FN-organisationer med i alt 3.000 ansatte bliver samlet på én adresse.

»Flere af vores kontorer har i dag til huse i utidssvarende bygninger, og med et fælles kontor lever vi op til FN’s målsætninger om at udnytte stordriftsfordele og skabe et samlet ansigt udadtil«.

Det er 3XN Arkitekter, der har tegnet det første udkast til, hvordan molen skal omdannes til tre øer med kombinerede erhvervs- og boligbydele. Det samlede areal på 150.000 kvadratmeter skal fordeles på 55.000 kvadratmeter erhverv, 25.000 kvadratmeter bolig, en FN-by på 45.000 kvadratmeter og et hotel på 25.000 kvadratmeter.

Offentlig debat og arkitektkonkurrence
Marmormolen skal således kombinere en række funktioner: Det høje tårn skal være et vartegn for bydelen og hele København, turister og beboere får bedre adgang til vandet og Langelinie via den ny bro, det store hotel skal fremme et internationalt miljø i området, og boligerne skal imødekomme efterspørgslen efter byboliger med havluft.

Hvordan den endelige udformning skal være, bliver afgjort efter offentlig debat og en arkitektkonkurrence.

En ufravigelig kongstanke i forbindelse med byggeriet er dog, at det skal skabe en bedre forbindelse for københavnerne mellem Østerbro og havnen via en gang- og cykelsti helt fra Nordhavn Station og over en ny bro mellem Marmormolen og Langelinie.

Danmarks næsthøjeste hus. Med gangbro
Og broen er det mest spektakulære ved projektet: Den skal spænde over 160 meter vand, have en undersidehøjde på minimum 65 meter (af hensyn til færgerne fra Polen og Norge) og holdes i spænd af et pylontårn/højhus på hele 140 meters højde.

Dermed bliver tårnet Danmarks næsthøjeste hus (næstefter det kommende ’Fyrtårnet’ på havnen i Århus), såfremt det bliver opført som planlagt.

Bygningen skal være tilgængelig for offentligheden, sådan at man kan komme op på toppen og opleve udsigten over København. Fra næsten to gange den højde, man er i, når man i dag sidder til vejrs i Tivolis ’Det gyldne tårn’ og venter på det frie fald.

.

Ikke bekymret for modstand
Direktøren for Arealudviklingsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, er ikke bekymret for, at planerne vil vække modstand hos de mange københavnere, der aktionerede mod opførelsen af højhuse på Krøyers Plads på Christianshavn for år tilbage.

»Den diskussion er slet ikke aktuel i denne forbindelse. Her er der ikke tale om et gammelt, lavt bebygget område, som med ét skal tilføres helt nye karakteristika. Marmormolen er et helt nyt byområde og skal have sin egen, moderne identitet. Og forestil dig lige, hvor smukt det vil være at se solnedgangen oppe fra broen«, lyder det begejstret.

Solnedgang alene er dog ikke nok til at få projektet til at glide ned hos gruppen Københavnere mod Fejlplacerede Højhuse. Samtlige bygherrer bag større projekter inden for de seneste fem år har varslet, at de vil skabe vartegn for København, men det viser sig som regel, at det snarere skal være et vartegn for bygherren, siger talsmand Knud Josefsen.

København er 100 år bagefter
Han foreslår, at man i stedet for at udvikle nye områder koncentrerer sig om at udbygge de allerede eksisterende og velfungerende autentiske områder, som København er rig på. Og hvis ikke man kan nøjes med det, så i hvert fald sikre, at de nye områder har en funktion, som tilfører byen værdi.

»I London og Amsterdam har man udbygget havnene, så de har rekreative funktioner for byens borgere. Ikke bare boliger og kontorer. I Danmark virker det ofte, som om man vil bygge i højden bare for at efterligne andre byer, som har gjort det siden 1910«, siger Knud Josefsen.

Hos Arealudviklingsselskabet understreger Jens Kramer Mikkelsen, at man er interesseret i en åben proces.

»Det er derfor, vi allerede nu melder ud om projektet, så vi kan få gang i diskussionen«. 25.000 kvadratmeter boliger ved vandet, et 140 meter højt højhus og et samlet FN hovedkvarter er nogle af elementerne for et kommende byggeri af Marmormolen på Østerbro.

Planerne er netop blevet fremlagt af Arealudviklingsselskabet, som skal stå for det spektakulære byggeri og sikre, at i hvert fald FN-bygningen står klar allerede i 2012.

På den store grund tæt ved Nordhavn Station ligger i dag Unicefs verdenslager, hvor der samles pakker til u-lande samt en lodsstation.

Kramer er begejstret
Direktøren for Arealudviklingsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, er ikke bekymret for, at planerne vil vække modstand hos de mange københavnere, der aktionerede mod opførelsen af højhuse på Krøyers Plads i København.

»Den diskussion, der var angående opførelsen af højhuse på Krøyers Plads på Christianshavn, er ikke aktuel i denne forbindelse. Her er der ikke tale om et gammelt, bebygget område, som med ét skal tilføres helt nye karakteristika. Det er et helt nyt byområde og skal have sin egen, moderne identitet«, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu