Da arkitekten Hans Peter Hagens i 1997 introducerede tanken om to torvehaller på Israels Plads tæt ved Nørreport Station, bifaldt mange, og ikke mindst områdets beboere, ideen.

Men der var også dem, som vendte tommelfingeren nedad.

København havde ingen tradition for torvehaller og åbne markedspladser, anførte skeptikerne. Den slags hørte hjemme under sydlige himmelstrøg og ikke i det kolde, fugtige danske klima.

Hans Peter Hagens troede knap sine egne øren.

»Jeg satte mig ind på bymuseet og begyndte at lede i arkiverne. Og fandt i løbet af kort tid hundredvis af billeder fra blandt andet Gl. Strand, hvor fisketorvet lå, og Nikolai Plads med slagterboderne, som viste, at der langt tilbage i tiden har været markedspladser og noget, der minder om torvehaller, i København«, fortæller Hans Peter Hagens.

»For slet ikke at tale om, at stort set alle større svenske byer har torvehaller – saluhaller – og at der så langt nordpå som i den finske hovedstad Helsinki findes flere
torvehaller«.

Så den med klimaet holdt ikke en meter. I det hele taget har det været svært at finde på gode argumenter for, at københavnerne ikke skulle have en overdækket markedsplads, hvor de kan købe fødevarer af høj kvalitet, og hvor producenter fra hele landet kan udbrede kendskabet til forskellige regionale specialiteter.

LÆS OGSÅAt gå på torvet

Derfor kan Hans Peter Hagens da også, 14 år efter at han undfangede ideen, stå på den brolagte plads mellem to store transparente torvehaller og med slet skjult stolthed fortælle historien om en drøm, der er blevet til virkelighed. Eller for at være helt præcis: Som bliver til virkelighed 2. september, når alle stadeholderne er rykket ind, og Torvehallerne officielt åbner.

Her, godt en uge inden åbningsdagen, ser det præcis så usandsynligt ud, at håndværkerne bliver færdige, som det altid gør med projekter i denne størrelsesorden.

»Men mon ikke de når det«, siger Hans Peter Hagens, hvis tegnestue, Arkitekturværkstedet, har projekteret Torvehallerne med ejendomsvirksomheden Jeudan som bygherre.

Sidste weekend blev plankeværket rundt om byggepladsen fjernet. Vinduespudserne er i gang med de store glasfacader. Brolæggerne er så småt ved at være færdige og går nu og fejer grus ned i mellemrummene mellem stenene. I øvrigt brostenene fra den gamle plads, hvor Københavns Grønttorv lå frem til 1958.

Mellem de gamle brosten kan man også finde nogle af Grønttorvets originale stadesten med numre indhugget.

Der er også plantet platantræer mellem bygningerne, og de ser selvfølgelig endnu lidt pjevsede ud.

»Træerne skal op i samme højde som stålsøjlerne, der bærer hallernes tag, før man rigtig får fornemmelsen af, at pladsen her hænger sammen med resten af Israels Plads og Ørstedsparken. Men heldigvis vokser plantaner hurtigt«, siger Hans Peter Hagens.

Mange forsinkelser
Da han – som dengang boede i Nansensgadekvarteret tæt på Israels Plads – havde offentliggjort sin ide, var der opbakning fra flere sider.

Sammen med blandt andre den tidligere formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, advokat Bonnie Mürsch, journalisten og idemanden Jacob Ludvigsen og forfatteren Iselin Hermann dannede han Københavns Torvelaug af 1998, hvis eneste formål har været at få opført torvehallerne.

»Kokke, slagtere, grønthandlere, skuespillere, forfattere ... alle mulige mennesker syntes, at det var en fremragende ide. Det har fra begyndelsen været et meget folkeligt projekt«, siger Hans Peter Hagens.

Også Københavns Kommune har det meste af vejen været venlig stemt.

LÆS ARTIKELHalvfærdigt fødevaremekka blev fejret med frankfurtere

»Kommunen havde på et tidligt tidspunkt planer om at lægge en ny busterminal på Israels Plads. Da det blev offentlig kendt, startede en beboer i området, Lisa von Bülow, en underskriftsindsamling mod busterminalen og for Torvehallerne. I løbet af ingen tid skrev over 2.000 fra lokalområdet under. Der, tror jeg, blev man på rådhuset klar over, hvor stor lokal opbakning der var til hallerne«, siger Hans Peter Hagens.

Kommunen har dog aldrig ønsket at skyde penge i hallerne. Og netop finansieringen af byggeriet samt at finde frem til en driftsmodel har været en af de helt store hurdler. Adskillige investorer har været på banen – og forladt den igen. Og projektet har flere gange gispet efter luft.

Blandt andet da en konsulentrapport konkluderede, at Torvehallerne aldrig ville komme til at løbe rundt økonomisk.

»Det tog os et helt år at tilbagevise rapporten, som var fyldt med fejl«, siger Hans Peter Hagens.

En Statoil-tank i vejen
Ud over besværet med at finde frem til en finansieringsmodel har flere fysiske forhindringer undervejs trukket tingene i langdrag. En af de større var den Statoil-benzintank, der lå på pladsen. Statoil havde netop forhandlet sig til en 20-årig lejekontrakt med kommunen, og det tog lang tid at nå frem til en ordning med benzinselskabet.

Oven i hatten viste det sig, at jorden under benzintanken var meget forurenet, men der blev ryddet op med midler fra Oliebranchens Miljøpulje.

Flere politikere har spillet afgørende roller undervejs. Hans Peter Hagens fremhæver især SF’eren Charlotte Ammundsen, der døde i 2003. Charlotte Ammundsen havde været miljøborgmester frem til 1998, hvor hun trak sig tilbage som politiker.

Men hun var som borger stærkt engageret i torvehalsprojektet, og da der i 2001 skulle udarbejdes en lokalplan for området, udnyttede hun sine mange kontakter på Københavns Rådhus.

»Hun sikrede blandt andet, at det blev skrevet ind i lokalplanen, at Torvehallerne skal udlejes til mange små stadeholdere og ikke til nogle få store fødevareforretninger. Hvor vigtigt det var, fandt vi ud af, da ejendomsselskabet Centerplan på et tidspunkt forsøgte at lave projektet om til et stort supermarked. Det var simpelthen skrækscenariet. Men heldigvis forhindrede lokalplanen, at det gik så galt«, siger Hans Peter Hagens.

En anden politiker, der har skubbet i den rigtige retning, er Københavns tidligere socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard. I 2001 var projektet løbet ind i et dødvande. Med Politikens daværende arkitekturanmelder Henrik Sten Møller som primus motor arrangerede avisen en udstilling om Torvehallerne for at få sat skub i tingene.

Udstillingen blev åbnet af Ritt Bjerregaard, som på det tidspunkt var fødevareminister. Og otte år senere kunne hun som overborgmester styre skuden i havn og indgå en aftale med Jeudan om at finansiere og opføre byggeriet.

Enkel og klassisk arkitektur
Vi går indenfor. I begge haller kan flere af de store ruder i langsiderne hejses op, når vejret er til det, og dermed understrege sammenhængen mellem ude og inde. En sammenhæng, der også går igen i valget af belægning på de indendørs gangarealer: ikke fine klinker, men rå granitfliser, der spiller sammen med brostenene udenfor.

»I alle torvehaller verden over er samspillet mellem de indendørs og de udendørs stadepladser et vigtigt element«, siger Hans Peter Hagens, som i sin research har besøgt adskillige torvehaller, både i Europa, men også så langt væk som i Kina og Mali.

»Vi har været rundt og skridtet afstande og arealer af i rigtig mange torvehaller. Hallerne her er inddelt i moduler a 50 kvadratmeter, som kan underopdeles, så den mindste stadeplads bliver på kun 12,5 kvadratmeter, og det er størrelser, som går igen overalt i verden. Det er et meget vigtigt princip, at der skal være plads til mange små leverandører, ikke blot nogle få store«, siger Hans Peter Hagens.

Arkitekturen er enkel. I centrum af hvert modul står stålsøjler, som bærer tagkonstruktionen, og installationerne er ført synligt frem til staderne.

»Vi har valgt en hightech-agtig stil for at understrege, at det er fødevarerne, der er det centrale. Det er dem, der er udsmykningen«, siger Hans Peter Hagens.

LÆS OGSÅ Københavnske kæledægger rykker ind i Torvehallerne

Ude på pladsen – hvor stadeholderne om et par uger vil falbyde deres varer, hvor man kan nyde en god kop kaffe eller te, hvis man da ikke bare sætter sig på en af bænkene langs Torvehallerne og betragter folkelivet – spørger jeg, hvordan han har det, nu hvor så mange års arbejde er ved at være fuldført.

»På mange måder er det helt uvirkeligt«, siger han.

Har du nogensinde tvivlet på, om Torvehallerne ville blive til noget?

»Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle tage så lang tid at få skabt noget, som i virkeligheden er så naturligt og banalt for en by som København. Men jeg har egentlig aldrig tvivlet på, at det kunne lade sig gøre. Og det er en stor tilfredsstillelse, at det er lykkedes«.

Hans Peter Hagens smiler.

»Når man brænder så meget for noget, kan man godt blive lidt af en belastning for sine omgivelser. Jeg tror, de glæder sig til at komme videre til et nyt kapitel«.

----------------

Rettelse: En tidligere version kunne give den opfattelse, at kommunen måtte betale for oprensningen efter Statoil-tanken på området. Det var ikke tilfældet.