Annonce
Gadeplan 1. aug. 2011 KL. 08.17

Manden bag Obama-ikon dekorerer Jagtvej 69

Amerikansk kunstner forvandlede i går den ryddede grund til et kunstværk.

Anmeldelser

Gadeplan Shepard Fairey

Titel Your Ad Here
Dato 6. aug. - 3. sep.
Adresse Kødbyen
Mere info Fredag åbner udstillingen.
Sted V1 Gallery

Han ryster aerosoldåsen med samme militæriske præcision, som en bartender svinger sin shaker.

Så sprayer han den sorte maling ud på muren, og gennem den hvide skabelon træder hurtigt et næsten mytisk tal frem:

69.

Fredsdue på gavlen
Den verdensberømte kunstner Shepard Fairey er netop ankommet til København for at udstille på et af byens gallerier – og for at lave kunstværker på nogle af hovedstadens mest trøstesløse mure.

Lige nu glider den 41-årige amerikaner i en boomlift gennem luften over den grund, hvor Ungdomshuset engang lå – Jagtvej 69 på Nørrebro. Fairey og holdet af malingindsmurte assistenter er i færd med at forvandle nabobygningens gavl til et farvestærkt maleri, hvor en fredsdue svæver over budskabet ’PEACE’ og tallet 69.

LÆS OGSÅGraffiti er gået fra hærværk til investeringsobjekt

Imens samler nysgerrige lokale – et studerende kærestepar, en sygeplejerske på efterløn, en hjemløs avissælger – sig i solstrålerne på grunden, spiser frokost, drikker kaffe eller læner ganske enkelt nakken tilbage og udbryder et imponeret »hold da kæft, det er ham«.

Styrken i DIY
Og ja, det er ham, Shepard Fairey, streetart-kunstneren og den grafiske designer, som i 2008 fik cementeret sin verdensberømmelse, da han lavede den ikoniske ’Hope’-plakat af præsidentkandidaten Barack Obama.

Og Shepard Faireys budskab er næsten lige så politisk i dag, her på den ryddede grund på Jagtvej:

»Jeg er fredsaktivist. For eksempel har jeg fra begyndelsen været imod krigene i Irak og Afghanistan. Og netop her, på denne grund, hvor en ungdomskultur engang levede, synes jeg, at fredsbudskabet passer. Om ikke andet, så: Hvil i fred«.

Han hiver op i sine hullede, malerplettede jeans og kigger ud over grunden, hvor grønt ukrudt har fundet vej op gennem grus og affald.

Sidst, Shepard Fairey var her på stedet, var i 2004, hvor Ungdomshuset endnu stod, og kunstneren satte et af sine værker op på bygningen.

»Det er virkelig mærkeligt at se grunden helt nøgen, men med tallet 69 sender vi en lille historisk hilsen, samtidig med at nye billeder og tanker kan opstå her. Og så er det altså ret fantastisk for mig at arbejde på så stor en mur. Det er virkelig sjældent, at det sker. For en kunstner, der begyndte med at lave klistermærker, der målte 7,5 centimeter, er det en vildt cool oplevelse, og jeg håber, at det kan være med til at demonstrere styrken i do-it-yourself-kulturen«, siger Fairey.

Politikerne tror på Fairey
Københavns Kommune har valgt at støtte hans udgifter til materialer med 250.000 kroner. Overskrider Fairey budgettet, betaler han resten af egen lomme.

fakta

Shepard Fairey maler i dag på Nygaardvej på Østerbro, tirsdag ved metrobyggeriet på Kongens Nytorv, onsdag ved Superkilen på Nørrebro og torsdag ved Dybbølsbro Station.

Arbejdstimerne lægger han gratis, fortæller hans danske gallerist Mikkel Grønnebæk, der er på vej ud til det ydre Østerbro sammen med nogle af Faireys assistenter, som skal gøre klar til næste murmaleri.

»Jeg synes, at det er ret imponerende, at han arbejder gratis. Hvis man havde bedt Per Arnoldi om at male den her mur gul, ville han nok kræve et par hundrede tusinde for det«, siger Grønnebæk grinende. Han er begejstret for, at Københavns Kommune har accepteret netop den kontroversielle adresse Jagtvej 69 som et af Faireys murstenslærreder.

LÆS OGSÅKøbenhavnere forsvarer forsvundet gavlmaleri

Men politikerne »ville være nogle skarn«, hvis ikke de havde taget imod Faireys tilbud, siger kulturborgmester Pia Allerslev (V):

»Jeg tror meget på den kunstneriske frihed, og jeg tror, Fairey vælger et udtryk, der spiller sammen med den historie, som er på den her grund. Den historie lever vi alle sammen med hver dag, og det glæder mig utrolig meget, at en så enestående kunster tager den historie til sig«.

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu