Der lyder et højt drøn, da juicepresseren klemmer saften ud af en rødbede.

‘Forkæl dig selv’ står der med grønne bogstaver på skiltet, der er placeret midt i Blågårdsgade. Hvad er nu det? Noget så strømlinet som en juicebar.

Jeg har boet på Nørrebro i 12 år. Men det seneste års tid har jeg stort set ikke kunne bevæge mig rundt i kvartererne herude uden at støde på en café, restaurant eller kaffebar, som netop er åbnet. Tapasfabrikken, Lyst, LOS ... Jeg kan komme i tanke om de første nye 18 steder. Og ikke nok med det.

Da IBYEN’s læsere dette forår skulle kåre årets café, bar og restaurant, var det Musiksmag, Drone og Relæ, som vandt. Alle sammen steder, som ligger helt ude på den anden side af Nørrebros Runddel.

I mange år var Jagtvej en usynlig grænse, som natteravnene sjældent vovede sig forbi, for var der overhovedet noget på den anden side – ud over neonoplyste vaskerier?

LÆS ARTIKELØrestad søger inspiration på Nørrebro

Da jeg flyttede hertil, var det området omkring Sankt Hans Torv, der glimtede i mørket. Men nu skal man tilsyneladende være kommet direkte ind fra provinsen for at synes, at det kvarter – som jeg bor i – er sjovt. Det er i alt fald budskabet på den papskive, som en eller anden har klistret op på pladsen. Der står:

»Her lå engang Skt. Hans Torv. Et knudepunkt i byen med bodega og det hele. Siden renoveringen i 1992 har stedet langsomt taget navneforandring til Thomas Helmigs Plads, fordi alle holder Jyllands-posten«.

Nørrebros døde periode
Kvarterer og bydele forandrer sig, og byens nådesløse puls er hele tiden på jagt efter et nyt sted at slå. Jeg sætter mig for at undersøge, hvad der er i gære på Nørrebro, og mødes med ’Mugge’, hvis rigtige navn er Mogens Petersen.

Han er leder af Nørrebro Festival, næstformand i lokaludvalget og har boet i kvarteret i mere end 20 år. Mugge har netop slået et stribet cirkustelt op på Blågårds Plads og holder rygepause, »inden han skal tilbage og kaste med kegler«.

Mugge mener, at slutningen af 00’erne har været en lidt død periode for Nørrebro, hvor der op gennem 80’erne og 90’erne var et iværksætteragtigt bz- og aktivistmiljø, der fik bydelen til at galoppere derudad.

»Først blev Ungdomshuset lukket i 2007, så gik Stengade på røven. Dermed røg to af de steder, som var kendt for at trække folk til bydelen«.

’Mugge’ tager et dybtfølt hvæs af sin cigaret. Efter lukningerne var der en periode, hvor ordet ‘bandekrig’ blev ved med at rotere i medierne.

»Nørrebro fik ry for at være et sted, hvor folk sloges med politiet og skød i gaderne. Det har nok afholdt nogen fra at komme her. Du kunne gå ned ad Blågårdsgade en søndag, og så var den helt øde«.

Ligner en regnskov
I mellemtiden blev Vesterbro med Kødbyen, Enghave Plads og Sønder Boulevard det nye sted at gå i byen. Og i Nørrebro Lokaludvalg sad de og diskuterede, hvad de skulle gøre for at få folk til at feste på Nørrebro igen. ’Mugge’s kærlighed til sin bydel har hele tiden være intakt.

»Har du nogensinde set Nørrebro oppefra på Google Streetview«, spørger han. »Det ligner jo en regnskov, så grønt er her«.

Den trykkede stemning er også for alvor begyndt at dampe af, mener han.

»Der er kommet en ny generation til. Både børn af indvandrere, som er begyndt at starte kulturelle begivenheder. Og så en flok kunstnertyper og politisk aktive, som i deres drive minder om bz’ere – uden at være bz’ere. De er skidefede og enormt gode til at organisere«, siger ’Mugge’ og tilføjer, at de nye entreprenører blandt andet holder til i Haraldsgadeområdet på Ydre Nørrebro, inden hans makker henter ham på en ethjulet cykel.

jægersborggade.  Er efter mange års tilløb brudt igennem som gaden, hvor den individuelle iværksætterånd blomstrer. Cafeer, restauranter, gallerier og Claus Meyers enlige bagerforretning har bosat sig i gaden.Hipster-nomader
Jeg kører tilbage ad Blågårdsgade, hvor de såkaldte berlinerbænke strækker sig hele vejen fra Blågårds Plads og næsten op til Nørrebrogade.

En dag som denne skulle man ikke tro, at ordet ‘rabarberkvarter’ oprindelig stammer fra dette område, der i slutningen af 1800-tallet voksede frem på de jorder, hvor gartnere i tidernes morgen dyrkede rabarbere.

Jeg beslutter mig for at tage ud på den anden side af Nørrebros Runddel – til Jægersborggade, hvor en stor del af de nye steder er åbnet – og videre til Haraldsgade, hvor Mugge siger, at noget er ved at ske.

Men jeg er stadig nysgerrig efter at vide, hvorfor det kvarter, jeg bor i, ikke længere er så smart, som det har været, og slår vejen forbi analysefirmaet Hausenberg, der arbejder med byplanlægning. Her har etnolog Nicolai Carlberg netop afleveret et portræt af Nørrebros bydele til lokaludvalget.

Han vipper fingerspidserne mod hinanden, mens han kigger eftertænksomt gennem ruderne, hvor der er udsigt til autoværkstedet i Ryesgade.

»Der er mindst lige så mange forskellige opfattelser af bydelen, som der er mennesker«, siger han.

Hvor ‘det sker’ afhænger af øjnene, der ser. Men alligevel kan man godt tale om, at nogle kvarterer er mere populære eller ‘hypede’ end andre. Fænomenet kaldes ‘gentrificering’, og udtrykket bruges til at beskrive den bevægelse, alle storbyer oplever, når de populære områder løbende skifter postnummer, fortæller han.
sankt  hans torv. Nu også kendt som Thomas Helmigs Plads eller Lille Aarhus. Var i 90’erne stedet, man tog hen for at drikke en øl, hænge ud og købe unikatøj. Nu er der flere barnevogne end byrotter i området.»Det starter typisk dér, hvor det er rigtig billigt at bo. Kunstnerne og de studerende går især efter to ting: billige kvadratmeter og højt til loftet. Det er en lille marginalgruppe, men den kan betyde meget for et kvarter, for det er dem, som har fokus på alt det nye. De kan transformere et helt område«.

Bagefter rykker de pengestærke ind, tøjbutikkerne, espressomaskinerne og forældre i nystrøgne skjorter på jagt efter håndværkertilbud til deres børn. Boligpriserne skyder i vejret. Det var det, der for længst er sket for området omkring Sankt Hans Torv.

I stedet er Jægersborggade og Stefansgade nu inde i varmen. Og i fuld gang med det, etnologen kalder en ‘gentrificeringsproces’.

Succesgaden
Det er ikke mere end halvandet år siden, jeg skrev en artikel fra Jægersborggade, der også er kendt som ‘rockergaden’. I modsætning til i dag stod der på det tidspunkt bemærkelsesværdigt mange kælderrum tomme. En af beboerne, arkitekt Saskia Peinov, sagde dengang:

»Der blev affyret tre skud lige i nærheden af den opgang, hvor jeg bor. Da jeg kom ud på gaden, var den kassecykel, jeg kører mit barn rundt i, viklet ind i polititape. Jeg tænkte: Hvor er vi på vej hen?«.

LÆS GUIDENørrebros berygtede gade bobler af liv

I dag siger hun: »Skudepisoden fik mange af os, der bor i gaden, til at tænke over, hvad vi hver især kunne byde ind med«.

Sammen med en håndfuld arkitekter, kunstnere og fotografer gik hun i gang med at lave udstillinger i de tomme vinduesfacader for at ændre gadens ry.

Årets café og årets restaurant
I dag er stemningen i gaden en helt anden. Da jeg kommer ud til Jægersborggade er den blokeret for gennemkørsel af skilte, hvorpå der står: ‘Arbejdsdag’. På fortovet svajer en samling grønne planter, som to kvinder er ved at anrette i en stor blomsterkasse.

Der er skruet helt op for feinschmeckeriet med et karamelleri, et kafferisteri og Claus Meyers indtil videre eneste bagerforretning. Her er alt fra gallerier til vinbarer og keramikbutikker. Det er også her, årets café, Musiksmag, ligger. Og årets restaurant, Relæ, hvis køkken styres af Christian Puglisi, der er tidligere souschef på Noma.

De nye erhvervsdrivende er nøje udvalgt af Andelsboligforeningen A/B Jæger, der ejer stort set alle ejendommene.

»Til at begynde med holdt vi personlige samtaler med alle, men det blev lidt for besværligt at administrere. Men vi har nogle krav til, at den, der ejer butikken, som udgangspunkt selv skal stå der. Og så er der ikke nogen, der må sætte deres egne skilte eller folie op i vinduerne«, fortæller formand og arkitekt Jonas Steenstrup, der ikke er interesseret i, at succesgaden bevæger sig i samme retning som for eksempel Elmegade. For kunsten er, at en bydel bevarer den nerve, der var med til at skabe den.

Hold fast i det skæve
Hvor stor en udfordring det er, ved Mads P. Byder fra byudviklingsfirmaet Urban Help alt om.

»Når en bydel topper, handler det om at holde fast i det skæve, som den blev født i. Ellers dør den. Vesterbro, for eksempel, er ved at blive mondænt, mens det, der sker på Nørrebro, minder meget om det, der skete på Vesterbro for ti år siden. Der er spraglet, og der er nerve. Det er det, der er Nørrebros ’vand og grønne skove’. Det, der gør, at man tænker: Her skal jeg shoppe, gå på café, købe lejlighed, lægge mit firma«.

LÆS OGSÅKombi-café imponerer med punk og lambrusco

Der er da også allerede nogen, som mener, at Jægersborggade er blevet lidt for flødefarvet. Vil man være med helt fremme, skal man til Ydre Nørrebro, ud til Haraldsgade og KTK-grunden, sagde ’Mugge’. Og Nicolai Carlberg fra analysefirmaet Hausenberg er enig.

»Det er her, kunstnerne holder til. Det er rimelig berlineragtigt og lidt hemmeligt i det. Nogle af dem, vi har talt med til vores rapport, sammenligner det med Det Vilde Vesten, fordi alt stadig er muligt derude«, siger Carlberg.
Øl til en tier
Da jeg kører ud ad Tagensvej mod det hemmelige Nørrebro, er det tydeligt, hvordan bydelen langsomt forandrer sig. Ældre fabriksbygninger toner frem i skumringen som store kasser mod den mørkeblå himmel.

Nogle af dem ser helt forladte ud med ruderne som tomme øjne. Her er mange smørrebrødsbutikker og brune værtshuse med navne som Klør Dame, hvor øllerne kun koster en tier.

Ved første øjekast sitrer Haraldsgade ikke af boblende iværksætterånd. Her er så stille, at jeg kan høre vinden suse i trækronerne. En flok fyre i hættetrøjer hænger ud i en bil nær gadens kiosk Mønsterbryderen, der med sloganet ‘Til ære for de store hanner’ også har en spillehal. Der er lys hos grillen på hjørnet, som både sælger mellemøstlige specialiteter og frikadeller. Men da der ellers ikke sker så meget, beslutter jeg mig for at køre i samme retning som en ung fyr, der cykler forbi med en guitar på ryggen.

Lidt efter står jeg på den gamle KTK-grund. Etnologen har ret. Området virker en anelse hemmeligt. Som en lille, skæv graffitimalet by i byen. Her er en masse ældre bygninger omgivet af et stort hegn, der også omfavner en flok ramponerede campingvogne og en byggegrund, hvor et gabende tomt hus venter på den endelige nedrivning. Gennem et åbent vindue på 1. sal strømmer musik ud i den kolde aftenluft, men da jeg tager i håndtaget, er bygningen låst. Her foregår helt tydeligt et eller andet – men hvad?

Det spørgsmål stiller jeg boksetræner Mohammd Samhi, der står og læner sig op ad en dørkarm i en rød Adidas-trøje med en hvid lynlås, der dingler helt oppe under hagen.

»Faktisk var det her, i dette område, at svenskerne og danskerne sluttede fred efter flere hundrede års krig, tilbage i 1660«, begynder Mohammed Sahmi, inden han spoler frem til nutiden og forklarer, at området minder en smule om Christiania.

»Det er, som om du ikke længere er i København. Det er en landsby for sig selv«.

Her ligger blandt andet en bokseklub, en ungdomsklub, spille- og kulturstederne Mayhem og Bolsjefabrikken. Desuden en masse værksteder, som bliver brugt af alle lige fra pottemagere til tømrerlærlinge, musikere og kunstnere.

På lånt tid
Da jeg bevæger mig rundt i området, støder jeg på nogle piger, som har været til yoga. Den ene af dem holder en hjemmerullet cigaret uden filter mellem fingerspidserne med turkisblå neglelak.

»Du skal næsten komme forbi en dag, hvor der sker noget. Jeg er ikke så interesseret ... jeg har bare lovet at lukke lokalet af«, siger hun.

LÆS ARTIKELNørrebro får ny skaldyrsrestaurant med »liebhaver-østers«

Lidt efter står jeg i en stor træbygning sammen med tre drenge, der har en parkourforening.

»Alle arbejder på lånt tid herude. For vi har kun kontrakter til december. Kommunen håber på at sælge området og bulldoze hele lortet. For os er det derfor lidt af et sats. Vi har lagt en milliard timer og kroner for at sætte rummet i stand, men vi ved ikke, om det bliver revet ned i overmorgen«, siger en fyr ved navn Ilja Olsen, der er klædt i store grønne joggingbukser og har en perlekæde om halsen.

På vej hjem igen støder jeg på en fyr med krøllet hår og kasket, som er i færd med at save nogle brædder over med en elektrisk sav. Han er venlig, men ligesom yogapigerne heller ikke vildt interesseret i at snakke om sit område.

»Jeg har mit lydstudie heroppe, men jeg har ikke noget, jeg kan fortælle. Jeg laver musik her, techno. Jeg elsker stedet herude, men det er blevet lidt nederen, efter at de har åbnet op dernede, så folk kan komme ind fra Haraldsgade. Før skulle man gå hele vejen uden om hegnet«.

Et øjeblik står jeg med følelsen af, at jeg er ved at afsløre en eller anden hemmelighed. Hvor lyden af den elektriske sav måske allerede om få år er overdøvet af en juicepresser.