Som voksen havde han nærmest glemt duften af muld og smagen af en hjemmedyrket aspargeskartoffel. Indtil han en dag stillede en basilikumplante på sin altan på Aldersrogade på Ydre Nørrebro.

»Den bare voksede og voksede, og det satte virkelig gang i noget i mig«, fortæller dokumentarfilminstruktøren Anders Christoffer Andersen.

Hans gade er fuld af sydvendte altaner, så han fik den idé, at man kunne sætte en pestoproduktion i gang. For velbjergede mennesker udefra ville sikkert gerne betale 30 kr. for et glas Ghetto Grønt og hjælpe området lidt på vej, tænkte han. Det blev aldrig til noget, men til gengæld tog det fart med hans egen lille køkkenhave.

»I slutningen af sæsonen havde jeg rosmarin, purløg, timian, persille og tomater nok til to mennesker i fem måneder«, fortæller Anders Christoffer Andersen, mens han begraver en spirende kartoffel i en stor murerspand fyldt med jord.

»Der er helt klart en stolthed i at kunne servere grøntsager, man selv har dyrket, for sine nærmeste. En hjemmedyrket kartoffel smager bare bedre end en, der har ligget på hylden i supermarkedet i en uge«.

Centralen og de mobile højbede
Det er en af årets første forårsdage, og vi befinder os på taget af Blågård Skole på Nørrebro.

Anders Christoffer Andersen har landmandsoveralls på, og omkring os er radiser, ærter og pluksalat så småt begyndt at pible op ad jorden i de bede, som er placeret i lige rækker på det 250 kvadratmeter store tag.

Det kan godt være, at Ghetto Grønt aldrig kom på markedet.

Men Anders Christoffer Andersens drøm om at gøre en forskel med sit havearbejde har udmøntet sig i DYRK Nørrebro – et urban farming-projekt, hvor lokale sommeren over kan mødes for at få jord under neglene, enten på Centralen, som de kalder taget, eller ved hjælp af mobile højbede, som Anders Christoffer Andersen og de to andre initiativtagere, Katrine Skovgaard og Christian Damgaard, låner ud til interesserede i området.

Ambitionen med DYRK Nørrebro er dels at skabe et fællesskab i lokalområdet, dels at tage et fødevarepolitisk standpunkt, der forkorter vejen fra jord til bord med mange tusinde kilometer. Som Anders Christoffer Andersen siger:

»Man kan sagtens dyrke hvidløg og ingefær i Danmark, så hvorfor henter vi det hertil fra Kina?«.

Inspireret af byhaver i Havana
De tre initiativtagere mødte hinanden ved en workshop, som Nørrebros Lokaludvalg havde arrangeret i håb om at hente inspiration til byplanlægningen fra borgerne. På hver deres måde var de fascinerede af tanken om en byhave.

GØR DET SELVSådan kan du forgrønne din by

Anders Christoffer Andersen var inspireret af nogle cubanere, som han havde mødt ved det alternative klimatopmøde i DGI-byen.

De fortalte ham, hvordan Havanas indbyggere efter Sovjetunionens fald havde været nødt til at anlægge byhaver, fordi det var blevet sværere at importere afgrøder. For tømreren Christian Damgaard var det lysten til at bygge noget bæredygtigt op, der drev værket, mens Katrine Skovgaards udgangspunkt var det kulturelle fællesskab, sådan en have kan tilbyde.

Som æstetik og kultur-studerende på Aarhus Universitet skrev hun speciale om alternative måder at indtage byrummet på. I dag er det hendes håb, at DYRK Nørrebro kan fungere som både mødested og folkekøkken for Nørrebros beboere.

»Min ambition er, at vi bliver en slags udvidet altankasse for folk på Nørrebro. Et sted, hvor alle – børnene fra skolen såvel som de arabiske kvinder på Blågårds Plads – kan mødes om noget positivt«, siger hun.

»Hvordan fanden er du kommet derop?«
Christian Damgaards femårige tvillingedøtre, Anna og Clara Sofie, og deres veninde Sara løber rundt og tegner hinkeruder med kridt på fliserne mellem to bede.

Det er stadig tidlige dage for DYRK Nørrebro, og indtil videre er det mest de tre initiativtagere og deres venner og familie, som planter, sår, river og vander på tagtoppen. Men projektet har vakt en vis genklang i lokalområdet, fortæller Anders Christoffer Andersen, mens han kører et par spinatfrø rundt i hånden.

»I går satte jeg mig op allerøverst, og pludselig var der to kvinder, som med ærkekøbenhavnsk accent råbte ’Hey, hvordan fanden er du kommet derop?’. Jeg nåede lige at tænke ’Shit, nu er der nogen, der skal brokke sig’, men da jeg forklarede, at jeg var ved at lave have heroppe, blev de helt vilde. ’Nej, hvor fedt! Du har jo også byens bedste plads deroppe’, sagde de og spurgte, hvordan de kunne komme herop. Det er et meget godt eksempel på, at et projekt som det her kan skabe kontakt mellem mennesker, som ellers aldrig ville møde hinanden«.

Vi går en runde i haven, og Anders Christoffer Andersen viser stolt det hele frem. Squashplanter, som han har forspiret hjemme i vindueskarmen. De mange forskellige krydderurter, som vokser i mælkekartoner inde i redskabsskuret. Og peberfrugterne – havens stædige overlevere, der har klaret skærene efter en hård første dag på taget med regn og blæst.

»Og så er der okraen. Den glæder jeg mig særlig meget til«, siger han, mens glæden lyser ud af ham.

Hvad er det, du får ud af at gå rundt heroppe?

»Det giver utrolig god mening for mig at få brugt mine hænder til noget. I vores kultur bruger vi nærmest al vores tid foran en computer, og på et tidspunkt når man et mætningspunkt. Så bliver det spændende at tage nogle gamle håndværk op. Og jeg er ikke den eneste – folk omkring mig er begyndt at hækle, bage og alt muligt andet, og de går vildt meget op i det«.

Farvel til asfaltromantikken
I øjeblikket bruger DYRK Nørrebros tre initiativtagere så meget tid som muligt i haven på toppen af Nørrebro. Om dagen planter de ærter, bønner, persille og romainesalat. Om aftenen kravler de op på redskabsskurets tag for sammen med vennerne at suge den sidste sol til sig.

Når I er så glade for havearbejde og natur, hvorfor flytter I så ikke bare på landet?

»Fordi vi også godt kan lide at være i byen«, lyder det prompte fra Katrine Skovgaard.

»Det er det der evige spørgsmål om, hvorvidt man bare skal give op og skride, hvis man er træt af noget. Det mener vi ikke. Vi vil hellere forsøge at ændre tingene«.

»Ja, den der asfaltromantik er fuldstændig hul i hovedet. Vi bliver mere og mere stressede, og vi dør af luftforurening. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor vi partout skal have et højere tempo ind i byen«, siger Anders Christoffer Andersen, inden han begynder at læsse trillebøren med jord. Solen skinner. Der skal lægges kartofler.