Man er aldrig i tvivl om, hvor man er, når man kommer til en af den københavnske metros endestationer.

Nok lykkes det det generiske stationsudstyr at sløre stedet, men stationerne Vanløse, Lufthavnen og Vestamager har hver deres karakteristiske arkitektur og ikke mindst unikke omgivelser.

Allerede når man nærmer sig perronerne, har man for længst genkendt kvarterets bygninger og landskaber, og en lavtgående flyver vil kun alarmere en, hvis man ikke befinder sig i nærheden af Lufthavnen.

Penge fra 'Store Robert'
Anderledes er det, når metroen dykker ned under jorden, her skal man blot være uopmærksom nogle få minutter, før man risikerer at se den station, man skulle have været af på, forsvinde ud af røret.

Der er ikke meget andet end navnet på de diminutive skilte, som visuelt meddeler, om man er nået til Nørreport, Kgs. Nytorv eller Christianshavn. Og udsigten fra metroens tog på rejsen mellem stationerne er fuldstændig identisk; man kan ikke ved blot at kaste et blik ud af vinduet se, hvor i røret man er på ruten.

LÆS OGSÅCityringen bliver godt tre milliarder dyrere

Det har kunstnergruppen ArtSucker med projektet TunnelArt tænkt sig at gøre noget ved.

De har lavet et forslag til en abstrakt psykedelisk bemaling af tunnelrøret, der animeres af togets bevægelse. I en video, der illustrerer princippet, men ikke er et konkret forslag til udformningen, skifter klare farver, og abstrakte former bølger, bevæger og ændrer sig, idet toget bevæger sig gennem røret.

Flere politikere har udtrykt begejstring for ideen, og Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har indtil videre afsat de 500.000 kroner, der oprindelig var bevilget til skulpturen ’Store Robert’, til en udsmykning af Cityringen.

Lys og luft
TunnelArt er et vildt forslag, som bør belønnes, om ikke andet så for at sætte processen omkring udsmykningen af Cityringen i gang.

Men bevægelsen gennem røret kan udformes kunstnerisk med andre midler end maling, og det bør nok overvejes, om ikke man også skulle invitere lidt forskellige garvede kunstnere til at give deres bedste bud på opgaven.

I Malmøs nye citytunnel bruger Tania Ruiz Gutiérrez for eksempel levende billeder på en station, og i Japan har man udnyttet bevægelseseffekten til at lave reklamefilm på undergrundtunnelernes vægge: belyste stillfoto ophængt med jævn afstand giver indtryk af, at der kører en film uden for togruden.

LÆS OGSÅMetroturen til Malmø bliver en konstant kunstoplevelse

Lyskunst bliver nogle steder anvendt i lange vejtunneler; både for at give bilisterne interessante oplevelser undervejs, men også for at øge sikkerheden, så monotonien ikke luller bilisterne i søvn, og for at give dem en ide om, hvor langt de er nået. Lyskunst har tillige den positive egenskab, at det kan slås fra i nødsituationer.

Mere radikalt kunne man arbejde med selve luften i røret, f.eks. lave zoner med tåge eller dis.

Pointen er, at rejsen under jorden på den nuværende metrostrækning er temmelig monoton, og at det har nogle uheldige bivirkninger, som kun vil blive forstærket i Cityringen, der alene vil køre under jorden og altså ikke give de rejsende nogen pejlemærker.

Turen bør bibringes nogle æstetiske oplevelser, som ud over at have en værdi i sig selv også kan være funktionelle i forhold til at orientere passagerer om, hvor i røret de nu befinder sig.

Rød i stedet for grå
De kommende stationer på Metro Cityringen bliver med små nuancer udformet efter den model, vi kender fra de dybe stationer på den eksisterende linje. Det vil sige rene linjer, i ét overskueligt rum med udpræget udnyttelse af dagslys.

Inden for de meget stramme rammer arbejder metroens arkitekter med at variere oplevelsens af stationerne, som de kalder tolkninger af stationens omgivelser. Aktuelt har man lavet en model af metrostationen ved Hovedbanen beklædt med røde paneler i stedet for grå.

SE POLITIKEN TVÅrets plan binder København sammen

Den røde station skal »signalere tilhørsforholdet til S-tog og de røde teglsten på Hovedbanegården. Desuden er rød en dynamisk farve, der passer til en station med mange omstigningspassagerer«, som Metroselskabets chefarkitekt Lise Lind tidligere har udtalt.

Men hvis en variation af monokrome panelfarver er så langt, at de ordensprægede arkitekter kan forestille sig en udsmykning af metroen, er det vist på høje tid, at vi får nogle kunstnere ind over.