Tænk, at der skulle en englænder til for endelig at få bugt med den forbandede byggegrund, som utallige danske arkitektstuderende har svedt over.

Men nogle gange kræver det bare et fremmed blik at få øje på den oplagte løsning.

Efter mere end 100 års fravær er der endelig kommet et hus på den grund, der blev kendt som Tietgens Ærgrelse, fordi det var den sidste brik, som manglede for at fuldende den symmetriske plan omkring Marmorkirken og kongeaksen, der løber gennem Amalienborg, i den endnu ældre plan for Frederiksstaden, og som en bager ikke ville sælge til C.F. Tietgen.

LÆS OGSÅNyopført museum er en katedral for kunstbeskuelsen

Og det er et fuldkommen fantastisk hus; stilfærdigt, afklaret og alligevel fuldt af nuancer. Også selv om det ikke er afsluttet. Cafeen i stueetagen skal færdiggøres af en fremtidig forpagter, og erhvervslejemålet på 1. sal mangler hele loftet og skal indrettes af den kommende lejer, der også må indstille sig på at vente otte år med at gå ud på sine balkoner.

Metroselskabet har nemlig krævet, at de ikke bliver sat på, før de er færdige med stationsbyggeriet på pladsen foran.

Nul stukromantik
Men det bekræfter næsten kun filosofien hos den engelske arkitekt Tony Fretton: Han bygger ikke færdige huse. Det er brugen, tilfældighederne, menneskene, der skal fuldende husene, ikke arkitekten.

Hans hus er bygget til at modstå skiftende behov.

Store  vinduesarealer levner ikke meget plads til indbo i små lejligheder. Men udsigten og fornemmelsen af byen er til gengæld betagende i de velproportionerede rum. Foto: Christian Richter
For at huset kan være rart i mange år og glæde forskellige tider, er facaden blevet sært tidløs. Dens stoflighed, gesimshøjder og vinduesrytmer stammer alle fra Ferdinand Mehldahls over 100 år gamle historicistiske pavillon over for. Sammen danner de to nu en afbalanceret port ind til pladsen omkring Marmorkirken og Frederiksstaden.

Men Frettons hus er helt uden den overdådige stukornamentik, der karakteriserer Mehldahls bebyggelse. Det er et nøgternt moderne hus, ingen pynt, kun arkitektur. Men hvilken!

Afklaret autoritet
Udefra set er det et hus, der overalt er i fred med sine omgivelser. Det står med en fuldstændig afklaret autoritet. Uanset synsvinklen.

Men ingen af husets facader er ens, det er smallere mod Store Kongensgade end mod kirkepladsen og udnytter med sømløs legende opfindsomhed forskydningerne og de sammenhænge, de indgår i.

Vinduesskår bliver således til loggiaer mod syd og øst, hvor de lavere bagvedliggende naboejendomme også har tagterrasser. Det forstyrrer aldrig helhedsbilledet, det beriger derimod og giver nogle enestående boligkvaliteter.

LÆS OGSÅGigantisk hjul tromler idyllisk landskab

Der er således gode udearealer til hver eneste lejlighed, og de store vinduer fra gulv til loft lukker ikke bare lyset og udsigten til de pragtfulde omgivelser gavmildt ind i lejlighederne, de kan også åbnes helt op og skabe en hel uhørt fornemmelse af at være midt i byen.

Med udsigt til ... badeværelse
På nær penthouselejligheden på 150 m2 er husets seks lejelejligheder ikke store, men gennem de ødsle vinduesarealer er fornemmelsen af til den ene side Store Kongensgades urbane trængsel og til den anden Marmorkirkens monumentale udsmykninger i den grad nærværende.

Her  ses bygningen fra Store Kongensgade med Marmorkirken i baggrunden. Foto: Christian Richter Med sådan en udsigt behøver man næsten intet inventar, rummene er møblerede med kvarteret.

På samme måde bliver livet i huset denne bygnings ornament. For udsigten kommer med en pris. Man er synlig og skal ikke være alt for genert af sig.

I hvert fald skal man huske på, at synligheden går begge veje, når man benytter badeværelserne med Københavns bedste udsigt.

Holdbar arkitektur
Sidste år sagde Tony Fretton i et interview her i avisen: »Det er ikke en svaghed, hvis man reducerer mængden af arkitektur i en bygning, det er et tegn på styrke. Det har vi glemt i denne tidsalder af trekantede bygninger med mærkelige former og materialer, der ikke holder, og som ikke relaterer til noget, og som kun handler om bittesmå egoer. Vi har glemt, at arkitekturens profession går ud på at lave bygninger, der vil holde«.

Og holde, det gør hans bygning i den grad. Det er svært at forestille sig en mere smagfuld, underspillet luksus end den, der ytrer sig i et hus, der som en pligt i den grad tager sine omgivelser på sig og returnerer dem til sine beboere som en gave.

Her ville jeg gerne bo.