Her stinker af øl. Ikke som den gærede duft af humle og malt, der steg op fra bryghusene på Valby Bakke hver morgen indtil august forrige år. Men som spildte sjatter, der flyder ned over ståltrapperne til den pensionerede tappehal, Tap 1.

Nærstuderer man de plørede render mellem Ny Carlsberg Vejs gamle brosten udenfor, finder man også både en knækket stilethæl og et par brækklatter.

LÆS OGSÅ Boble Plads åbner på Carlsberg-området

Indenfor er den franske superstjerne-dj David Guetta nemlig gået på scenen, mens de sidste pattestive prinsesser stavrer ud af taxaflåden på gaden. Kostumerne signalerer mere lun Ibiza-aften end kølig oktobernat, mens de vakler ind i hallen, hvor omkring 6.000 fans bader i et overdådigt lyshav. Hopper i takt til dunket fra tidens mest efterspurgte house-hitmager.

For det er også deres by.

Et sted for de kreative
Ligesom det er de polske flaskesamlerdamers. Belæsset med klirrende nettoposer arbejder de intenst i mørket til venstre for indgangen, hvor flammegrillen netop er tændt til ære for de ristede pølser til hjemvejen. Det er også de godt tusind ansatte fra Københavns Lufthavns by.

De holder deres årlige personalefest inde i nabohallen Tap 2 og ankom tidligere på aftenen. Mens københavnere med kulturradikale briller og smag for moderne kropskunst summede i Dansehallernes premierekø uden for den gamle Tap E, der også huser en café, flere arkitekter, et forlag, dansekompagnier og koreografer samt et eksperimenterende gymnasium og et Pilates-studie. Det er også deres by. Og det er Ny Taps lejeres by – de cirka 20 kreative virksomheder, fra kunstkollektiver til et kafferisteri, der befolker afkrogene i denne industrikolos på tredivetusind nedslidte betonkvadratmeter.

Og efter en begivenhedsrig fredag aften på Carlsberg, føler jeg mig egentlig også hjemme her.

Vores by
Det er altså vores by – indtil videre.

For mange husker nok arkitekternes visioner, der blev afsløret i 2007 – den prisvindende ’masterplan’, der skulle forvandle den døende Carlsberggrund til den levende Carlsberg By. Med bæredygtige huse og udendørs svømmehal.

LÆS OGSÅ Guide: Det gamle Carlsberg er fyldt med muligheder

Uden alle fejlene fra Ørestadens menneskefjendske vokseværk. Her skulle opstå en bydel med en historie, med nye boliger og arbejdspladser og med plads til alle fra hurtigkarlen i penthouselejlighed til bryggerkonens efterkommere i almennyttige lejemål.

Men så kom finanskrisen, og alt blev sat på standby.

Den midlertidige by
»Hvis krisen ikke var kommet, så havde kranerne allerede nu svinget over området«, forklarede direktør Lars Holten fra Carlsberg Ejendomme for knap et år siden på et dialogmøde med lejere, naboer og andre interesserede.

Så mens ejendomsmarkedet gisper, og ølkæmpen venter på bedre tider, puster kreative virksomheder og små kulturentreprenører nu i stedet liv i den gamle by. En af dem er 43-årige Kevin Bendix, som vi møder næste morgen i bryggeriarbejdernes gamle Fritidscenter. Her har bordene stadig ternet voksdug, og John Mogensen er fortsat blandt de hyppigst roterende navne i cafeteriaets jukeboks. På kridttavlen over baren står der ’Haven er åben’. Og det er den faktisk for alle, selv om den grå 1970’er-betonklods mest ligner et lukket fritidshjem.

»Da ølproduktionen rykkede til Fredericia, gik mange oldtimere på pension – ølkuske, appelsinskrællere og andre bryggeriarbejdere. Men de mødes stadig her i Haven, hvor de har forskellige klubber. De spiller for eksempel kegler på banen nede i kælderen. Eller også mødes de nede i skydeklubben eller spiller badminton inde i gymnastiksalen«, fortæller Kevin.

Færre stamgæster
Men stamgæsterne bliver færre og færre, og derfor har Kevin, der gjorde rent i de selvsamme lokaler for ti år siden, netop overtaget forpagtningen fra sin gamle chef. Kevin driver også café Darling på Vesterbro, men er nu i fuld gang med at transformere ’Haven’ sammen med sin makker, Timme Kornerup-Bang.

Det skal ske med folkekøkken med skipperlabskovs og med livemusik og elektroniske klubfester. Og til foråret åbner de en stor terrassehave med hvidmalet stakit. Men det gamle særpræg skal bevares, for der skal stadig være plads til de gamle carlsbergfolk. Det gamle skal faktisk dyrkes og gøres cool, forklarer Kevin.

Men på det tidspunkt er jeg allerede på vej ned i kælderen. Sagde han keglespil? Skydebane?!

Sig Jolly til din keglebane
Lugten af gammelt sommerhus er markant hernede. Sønderskudt sommerhus. For skydebanen flyder med patronhylstre, og de gennemhullede trævægge ligner noget fra en western-saloon.

Vi er dog ubevæbnede i dag, så jeg debuterer i stedet på keglebanen. Dens slidte træplanker er solide, men kugleslisken ligner et faldefærdigt hestetrug, og alt er badet i det gustengule lys fra et gammelt Jolly Cola-skilt i loftet.Jeg tager en af de mindre kugler, sigter og kaster, og stik mod al forventning ruller kuglen beslutsomt ned til de ni kegler. Og tager syv i første hug. Først er jeg lidt stolt. Og så opdager jeg, at banen er en smule skæv.

Ved siden af de mange skyttetrofæer hænger blegnede billeder af gigantiske bryggerkoner på sommerferie i 1970’erne.

Fyldt med mennesker
»Bryggerkonerne var nødt til at gå på arbejde, selv om de havde fri, de var jo dybt alkoholiserede«, fortæller Kevin, hvis mor var ’sommerfugl’ på Carlsberg, da hun var ung, for det kaldte man de unge, der havde sommerjob her. Kevin fortæller også om de mange underjordiske tunneler på grunden og lader i det hele taget til at kende Carlsberg som sin egen baglomme, så jeg lokker ham og Timme til at give mig en rundtur.

På vej op til Boble Plads, der lige er åbnet for fri leg og gadesport, passerer vi Elefantporten og Kridthuset – det gamle fyrtårn, hvor en kunstner har installeret sig med atelier. Vi tjekker også lige kampvægten på den store betonvægt, der plejede at kontrollere lastbilerne med øl ved Port Pasteur.

LÆS OGSÅ Guide: Hipstersport på gadeplan

Den nyåbnede legeplads med asfaltbobler og parcour-klatrestativer vrimler med børn og voksne, der nyder fridagen og efterårssolen.

»Tænk, at for tre dage siden var her ingenting. Nu er der fyldt med mennesker på pladsen, det er jo fantastisk«, udbryder Kevin.

Hjemløs og pakistansk cricket
Inde i den tilstødende Boblehal og under de mosbegroede tagkupler spiller en flok hipstertyper med unge overskæg cykelpolo på deres ’fixie’-banecykler, mens nogle børn ser på. Hallen er helt ramponeret, men den er allerede i brug. Alle fra hjemløse til pakistanske cricketdrenge kan nemlig bruge den og gør det.

På vej videre mod Ny Tap viser Kevin en genvej gennem J.C. Jacobsens have: En frodig oase med eksotiske træer og et botanisk drivhus, hvor de øvrige gæster kun tæller et ungt par, der er gået i tungekyssetrance under et træ.

»Det er ligesom Botanisk Have – du må bare gerne sidde på græsset«, siger Timme muntert. »Når vi har folk på besøg til møder, spørger mange, om man må gå ned i J.C. Jacobsens Have. De tror stadig, den er lukket«, fortsætter han og begynder straks at brainstorme på en idé om at sælge picnickurve nede i Havens cafeteria, som folk kan tage med herop.

Vi går gennem tunnelen under Ny Tap og kommer ud på bagsiden ved S-togbanen. Inde bag en port møder vi et monstrøst rum med store betonsøjler og en masse gamle biler. Her er nogle folk, der kalder sig Wunderkammer, ved at sætte en såkaldt drive-in-performance op. Den kan opleves på Carlsberg hver torsdag til lørdag i en måned, forklarer engelske Luke Cooper, en af projektets bagmænd.

»Man kommer til at kunne se film projiceret på forruderne, men der vil også være installationer inde i bilerne. Og performances rundt om, og så er der en lille bar og musik«.

»Jeg arbejder kun i urbane rum, fordi det skaber en mere interaktiv oplevelse for publikum, end hvis man for eksempel er inde i et teaterrum. Så det er jo ret fantastisk at få lov til at åbne denne helt ekstraordinære bygning op for omverdenen. Alene rummets størrelse er jo helt vild, og det er en stor oplevelse bare at være herinde«, siger Luke Cooper.

Meget billigere
Men man skal nok ikke vente for længe. På et tidspunkt bliver det meste af den enorme bygning formentlig revet ned for at gøre plads til en vej, der skal forbinde Carlsberg By med en ny Enghave Station. Derfor har folk herude som regel kun lejekontrakter, der løber et år.

Det gælder for eksempel Riccos Kafferisteri, der bor herude – vi kan faktisk dufte kaffen, da Kevin viser vej gennem en lem og ud på taget, og man kan godt banke på og få en billig kop espresso. Det gør de cirka 20 andre lejere også jævnligt: Kunstnere, fotografer, kulturetnografer, en bogtrykker, computerspiludviklere, designere, grafikere og Den Økologiske Pølsevogn, der overnatter i kælderen om natten, samt en del nystartede arkitekter.

LÆS OGSÅ Carlsbergbyens pladser er blevet døbt

To af dem er finske Saana Rönköharju og svenske Daniel Wergner, der begge har gået på Arkitektskolen. De har første arbejdsdag på deres nye kontor, da vi besøger dem. Oppe på øverste etage i et af de små lyse rum, der har udsigt ud over hele Carlsberg og København. Her sidder de og tegner konkurrencer og laver små ombygningsopgaver.

»Mange lokaler ude i byen er ret dyre, og når man vil starte noget nyt, kan man ikke betale flere tusinde kroner for en skrivebordsplads. Det er meget billigere her«, fortæller Saana, der slipper under tusind kroner om måneden.

På lånt tid
Da hun finder ud af, at Kevin kender de fleste folk og smutveje på Carlsberg, bliver der hurtigt udvekslet telefonnumre. Saana og Daniel kan måske bruge ’Haven’ til møder med kunder, kommer de til at tænke på.

»Hvis området fik lov til at forblive, som det er nu, ville det være fantastisk«, siger Kevin, da vi begiver os hjemad. »Men det skal jo sælges på et tidspunkt, når der kommer en investor og byder højt nok. Men jeg synes faktisk, Carlsberg Ejendomme skal roses, fordi de holder det hele lidt tilbage og ikke bare sælger ud, så tingene får lov til at vokse frem«.

Og som hjemvendt opdagelsesrejsende kan jeg kun sige én ting: Oplev Carlsberg spire, før byggekranerne og pengemændene vender tilbage.

For det er også din by.