Når man er 14 år og fra Smørumnedre, forstår man uhyggeligt meget. Men Viktor, der har fødselsdag, fatter ikke en bjælde, da han står i køen på anløbsbroen for DFDS Canal Tours i Nyhavn.

»Hvad laver jeg overhovedet her i Nyhavn?«, spørger han sig selv. Viktor troede, at hele familien skulle ud at spise, når han nu havde fødselsdag – i Ishøj. Men nu står han her! Inde i København!

Med sin far, mor, lillebror og mormor og en underlig mand med en blok, der spørger om alt muligt, mens en anden fotograferer ham i ét væk. Dét, Viktor mener, er:

»Jeg har jo været på kanalrundfart i København én gang før. Og for øvrigt regner det. Så hvad skal vi overhovedet egentlig her?«.

Fødselsdagsbarn
Først da fødselsdagsbarnet er kommet om bord på kanalfartøjet og har fået stukket programmet for Zulu Comedy Festival 2010 i hånden, går det op for ham. Viktor har ganske enkelt været udsat for et surprise-arrangement af familien.

Nu sidder han i et flysæde bag duggede ruder i den overdækkede kanalbåd, kun et par meter fra nogle af sine største idoler, The Voice-komikerne Bernhard og Veltz, som han kender fra radioshowet ’Hjem med Bernhard & Veltz’ på Radio The Voice.

Allerede inden fartøjet glider ud i vandet, er de to radiokomikere i gang med deres satiriske og vildt overdrevne parodi på kanalguiders rablen:

Remées homo-natklub
»Her er vi jo så i Nyhavn, som I alle sammen kender. Det er jo sådan set allermest en kanal, altså Nyhavn. Det blev bygget i syttenhundrede og hmrrf-hmmrfff af kong Christian den host-host. Det vil sige, det var jo ikke ham, der byggede den. Han var faktisk skidesmart, Christian den host-host. Han fik nogle fulde svenskere til at lave alt gravearbejdet. Han sagde bare til dem, at han havde begravet en tønde øl, og gav dem en spade hver«.

»Men de fik selvfølgelig, hvad de ville have at drikke, de der fulde svenskere. Og det var også fedt, for så var de jo så glade. I det hele taget var Nyhavn lige noget for glade mennesker allerede dengang. Derfor kom der også en masse piger herned, som faktisk var så glade, at de blev kaldt glædespiger. Og herovre har vi så to pakhuse, som Remée har købt. Han skal lave en natklub inde i dem. En homo-natklub: I det ene hus knepper man røv. I det andet slikker man gulvtæppe«.

Der bliver selvfølgelig også vendt en lang række bemærkninger om kanalfartøjets styrmand, Henrik, og om, hvor skidefuld han faktisk er. Henne forbi Skuespilhuset får vi at vide, at firkanten på taget opsamler 70 procent af energien fra folk, der morer sig og klapper, og det bliver så genanvendt.

Mastekranen er der selvfølgelig for fede dj’s som Master Fatman og Kenneth Bager. De bliver hevet op og ned i kranen sammen med deres fuldfede vinyl, når de er ude at spille for alle reklamebureauerne i Kanonbådshusene.

Her er det så, at Veltz tilfældigvis tager fat i Viktors lillebror, Gustav, og får ham til at blotlægge hele fødselsdagsplottet foran bådens knap 80 passagerer og dem, der lytter med på transmissionen af comedykanalrundfarten på Radio The Voice.

»Hej Lars«
Og straks kaster komikerne sig over Viktor, der nu må forklare hele historien. Også at han faktisk allerede er blevet konfirmeret. Og fik 13.000 kroner i gave. Plus en computer.

»Og her har vi så Kongeskibet«, lyder det pludselig.

LÆS OGSÅKultprogram rykker ud i virkeligheden

»Når det blå flag er oppe, herinde på Toldboden, betyder det, at dronningen er ved at få fodmassage. Og der har vi jo Lars Hjortshøj. Det er ham derude i kajakken. »Hej, Lars«. Til højre ser De så Sixtusbatteriet. Her fyrer de kanonen af. Det behøver ikke være noget særligt. Bare prins Henrik skal have ordnet tånegle, eller der er ’X Factor’. Så knalder de løs på alle batterierne«.

Boblen brister
Vi sidder i en båd, der snor sig gennem kanalerne i Københavns Havn. Vejret er ikke det bedste. Men humøret er højt. Komikerne, de to brødre fra Smørumnedre, forældrene, resten af publikummet.

Vi befinder os i virkeligheden, men er efterhånden begyndt at tro på de fiktioner, Bernhard og Veltz fyrer op under. De uendeligt mange jokes har skabt en boble rundt om os. Vi sejler rundt inde i kanalerne. Men er alligevel i vores helt egen verden.

Pludselig bliver kanalrundfarten meget virkelig igen, boblen brister. Vi er på vej ind under broen ved Søren Kirkegaards Plads. Fartøjet standser brat.

Der er en mand i vandet
Forrest i båden er alle vildt optaget af noget, der sker foran stævnen. Inde fra kabinen ser vi, at de hiver en fuldt påklædt, drivende våd mand op af vandet. Han stod i vand til livet ved en af bropillerne og stirrede tomt hen for sig.

Det går op for mange af os, sikkert også for Viktor fra Smørumnedre, at showet er blevet indhentet af virkeligheden.

Ligesom situationisterne og Fluxuskunstnerne dengang i 60’erne har vi været med til at føre kunsten ud i virkeligheden.

Komikerne og deres publikum troede ellers, at de var i gang med at overgå virkeligheden. Og det var også fantastisk i et stykke tid.

Men nu slår virkeligheden tilbage og rammer os midt i fjæset. Godt nok er verden er skør. Men er den så skør, at man bare kan gå lige ud i kanalen og måske forlade den?

Det var det, manden gjorde. Heldigvis kun næsten. Rent fysisk er han uskadt. Det er bare resten af ham, der er kommet til skade. Og måske er det sket for længe siden.

Veltz kører stadig løs i mikrofonen. Han kan ikke rigtig se, hvad der foregår, herinde fra kabinen: »Måske er det meget, meget upassende, at jeg bare bliver ved med at stå her og ævle. Men det, der sker nu, er altså ikke noget, vi har arrangeret«.

En uforglemmelig tur
Bernhard, styrmanden og en pige fra kanalrundfarten er ovre ved manden. Pigen taler roligt med ham. Han er våd fra midt på livet og ned. Han stirrer bare frem for sig, men er nogenlunde fattet. Da ambulancen ankommer, virrer en af de to granvoksne reddere med hovedet, da han får øje på den halvt gennemblødte mand:

»Jørn, nu må du altså holde op med at springe i kanalen på den måde. Vi er ret trætte af at komme og hente dig hver gang«.

Da ambulancen er kørt af sted med Jørn, tøffer kanalbåden videre det sidste lille stykke, der er tilbage af turen. Og selvom der blev fyret mange løgne af på den tur, var det i hvert fald sandt, da Veltz sagde:

»Ja, nu nærmer vi os afslutningen på turen. En på mange måde uforglemmelig tur. Og det er helt sikkert ikke noget af det, vi har sagt, I vil huske«.