I en nedlagt militær-barak på Refshaleøen fandt vi 37-årige Victoria fra England.

På jagt efter et nyt sted at bo, faldt hun i marts over en annonce, hun ikke kunne stå for. Langt ude på Refshaleøen på Krudtløbsvej udlejede en kvindelig kunstner en nedlagt militærbarak med have og sø og havudsigt.

Samme aften cyklede hun i buldermørke ud på Refshaleøen efter arbejdet på Caféen på Charlottenborg, hvor hun arbejder som kok.

Lamperne på husbådene, der ligger tæt langs kajen ved Københavns Havn, var det eneste, der brød mørket og fortalte hende, at hun var tæt på vandet.

Da udlejeren åbnede døren indtil det store åbne og lyse rum med de hvidmalede loftsbjælker over tårne af bøger og vægge fyldt med kunst, var Victoria ikke et sekund i tvivl.

»Her måtte jeg bare bo«, tænkte den 37-årige engelske kvinde, hvis mor er dansk og far er fra Skotland.

Sandstrand i baghaven
Da hun to uger senere fik overrakt nøglerne og for første gang så den bourdeaux-røde militærbarak i dagslys, var hun lige så bjergtaget.

Over den store grønne have, søudsigten fra soveværelsesvinduet på første sal og den lille sandstrand, som ligger få skridt fra den røde træbarak.

Og hun er såmænd også ret vild med den kanonsalut, der hver dag er Flådestation Københavns markering af, at flagets hejses og hales.

»Hvis folk spørger, hvor jeg bor, siger jeg 'ude bagved kanonerne'«, fortæller Victoria denne sommeraften, hun har inviteret ibyen.dk ind i haven.

Boksmadras på skateboard
Der gik knap en uge, før den 37-årige kvinde følte sig hjemme bag kanonerne. Hun har da heller ikke længere tal på, hvor mange lande, hun har rejst i og hvor mange steder, hun har boet.

Over sofaen i den lille stue hænger, to små farverige malerier. Dem har Victorias 90-årige moster, Ketty, der dyrkede orkideer i Brasilien i 23 år, men nu bor på Amager, malet.

Ud over dem, en brasiliansk hængekøje, lidt tøj, en mannequin-torso og en skulptur af elefantguden Ganesh, som hun fandt under en ligbrænding i den indiske by Varanasi, er der ingen andre ting i huset, som tilhører Victoria.

Bortset fra den boksmadras, som hun sover på, og som hun fik foræret af en ven.

»Jeg transporterede den her ud på et skateboard«, fortæller hun grinende.

»Førhen købte og ejede jeg en masse ting, men jeg har fundet ud af, at jeg har det meget bedre, når jeg ejer meget få ting«.

Før hun flyttede til Refshaleøen, boede hun først et par måneder på Vesterbro. Og senere på Islands Brygge. Og før det arbejdede hun fem år som kok og boede i forskellige franske alpe-landsbyer.

Om en lille måned vender kunstneren tilbage til Krudtløbsvej, og Victoria skal igen se sig om efter et nyt sted at bo.

»Det er uden tvivl det mest fantastiske sted, jeg har boet i København«, erklærer hun. Alligevel glæder hun sig til at pakke og lære et andet område af København at kende.

»Jeg flytter rundt, fordi det får mig til at føle mig mere levende. Og fordi det er den bedste måde at lære nye lande at kende på«.

Cykler aldrig samme vej hjem
At valget faldt på Danmark skyldes Victorias voksende behov for at lære sin mors kultur at kende. Hun har tilbragt adskillige somre her, men aldrig boet her rigtigt.

Når hun har fri fra jobbet som kok på Charlottenborg, hænger hun ud med sine venner og sin kæreste eller oplever København på sin cykel.

»Jeg cykler aldrig den samme vej hjem. Hvis jeg får øje på en vej, jeg ikke har set før, cykler jeg ned ad den«, siger Victoria og fortæller begejstret om sine cykelture forbi de alternative boliger på Norddyssen på Christiania langs de gamle bastioner, der er omdannet til restaurant. De nedlagte industribygninger på Refshaleøen, og den måde himlen skifter farve på, når solen går ned over Operaen og husbådene i Københavns Havn.

»My mormor and morfar met each other while playing tennis right here behind us« siger Victoria med to af de få danske ord, som hun indtil videre kender, og peger over mod Amager Tennisklub, hvor hendes bedsteforældre mødte hinanden.

Drømmen om et træ
Hvor hun ender efter Refshaleøen, eller hvor hun er om 10 år, aner hun ikke.

»Men jeg har en drøm, som jeg er nødt til at forfølge«, siger Victoria.

»Jeg har en drøm om at bo i en hule oppe i et træ«. Hulens tag skal kunne tages af, så Victoria har udsigt til stjernerne, når hun lægger sig i sengen om aftenen.

»Faktisk rejser jeg rundt i verden for at finde det træ«, siger hun med et drømmende smil i øjnene.

Træet håber hun på at kunne finde i Danmark. Eller i hvert fald i Europa, så hun aldrig er for langt væk fra sine forældre og bedste venner i England.

Victoria har ikke tænkt sig at stoppe med at rejse eller flytte rundt.

»Det handler om at leve livet, mens man kan. Det handler om at være her lige nu«, siger hun og fortsætter:

»Når jeg sidder i en kørestol om 50 år, vil jeg kunne huske langt mere, end hvis jeg havde boet 10 år det samme sted«.