Sara Ruscher har tømmermænd. Det blev sent i går. Og hun har kun sovet et par timer.

Vennerne rundt omkring hende ser også trætte ud. Rikki, der står over for hende, er i gang med at skære citroner til gin og tonics med en pizzabakke som skærebræt.

Som de står sammen over pizzaerne, ligner de en gruppe helt almindelige unge københavnere mellem 16 og 39 år dagen derpå. Hvis det altså ikke lige var for det sirligt svungne blå stof, der hænger som et reb om halsen på dem. Spejdertørklædet.

27-årige Sara Ruscher er spejder og af sted på den årlige lejr for unge på Egemosecentret nær Stenløse.

Sammen med Rikki og resten af flokken omkring sig er hun fra spejdergruppen 3. Vesterbro Vildgæssene, og i dag har hun så mange tømmermænd, at hun lod bålsted være bålsted og skred til Stenløse og hentede pizzaer i stedet.

Parceremoni og lokumstjans
Temaet for festen i går var ’Paradise Hotel’. Ligesom hele sommerlejren i øvrigt.

Hver morgen har spejderne været til parceremoni, og blev man stemt hjem, måtte man tage lokumsvagten og gøre toiletterne rene. De har også bygget jacuzzi, saunahytte med aromaterapi og en opvarmet swimmingpool for at skabe den rette sydlandske ’Paradise’-stemning.

LÆS OGSÅ»'Paradise' er en verden, der ikke eksisterer«

Men til festen i går skulle der ikke bygges noget. Der blev de delt op i køn, og så skulle mændene ellers være kvinder. Putte falske negle på, bruge mascara, vokse hår og bitch-fighte.

Og kvinderne skulle lære at bælle øl og blande sig i ting, de overhovedet ikke kender til. Drikke bajere og kaste dem over højre skulder, for »det er jo kællingen, der skal rydde op«.

Og de drak. Meget. Arrangørerne havde regnet med, at de 30 piger kunne drikke to kasser øl på den halvanden time, mandekurset varede. Det blev til syv.

Ikke en festival
Det er ellers ikke helt normal spejderopførsel sådan at drikke så meget, forklarer Sara.

Når hun er på spejderlejre med børn, bliver der ikke drukket. Og da de 75 spejdere ankom til lejren, fik de også at vide, at det ikke kun skulle handle om druk og hor.

»Hvis det er det, I vil, kan I tage på festival«, havde lejrchefen sagt.

Foto:  Jacob Ehrbahn
»Men vi er jo helt almindelige unge i 20’erne, og selvom det ikke er en festival, så er det jo alligevel lidt som at være på Roskilde Festival. Til festen endte der med at blive 10 par ud af 75 mennesker. Det er da meget godt gået«, siger Sara.

Ekstreme oplevelser giver venskaber
»Det er et drug at være spejder. Det er ikke bare en hobby. Når du er spejder, får du venskaber og knytter bånd, der ikke kan brydes. Du kan sagtens have venner og veninder, som du kender rigtig godt, men du lærer dem først rigtigt at kende, hvis du går ud i noget ekstremt med dem. Og det gør vi jo hele tiden. For eksempel var jeg på fjeldtur i Norge, hvor vi skulle over en bro. Den viste sig at være styrtet sammen, og i stedet måtte vi gå gennem smeltevandsfloden. Bagefter var vores ben helt blå af kulde, men samtidig var jeg i en lykkerus over at have klaret det sammen med spejdertruppen. Den slags oplevelser har vi sammen for livet«.

Hun ved ellers godt, at det ikke ligefrem er druk, Roskilde Festival og scoringer, som spejderbevægelsen bliver sat i forbindelse med. Nok nærmere råbåndsknob, orienteringsløb og spejdersange.

»Når folk tænker på spejdere, så tænker de på den der tjikkerlikkertjikkerlikkertjavtjavtjav-type. Med shorts, knæstrømper og vandrestøvler. De tror, vi har briller på og siger dumme ting og sover med natbøjle. Men vi er helt almindelige mennesker. I vores klan er der både jurister, officerer og pædagoger«.

Påpasselig i folkeskolen
Sara har selv været spejder, siden hun var fem år. Og hendes far var spejderleder, så hun har været med på ture, han arrangerede, endnu længere tilbage.

Hun er aldrig blevet drillet med at være spejder, men hun har også været påpasselig.

Da hun gik i folkeskolen, var de fire i klassen, der gik til spejder sammen. Og de havde aftalt ikke at tale om det i klassen. I stedet snakkede de om rundbold og håndbold ligesom alle andre.

Først når de mødtes i spejderhytten, snakkede de om lejrturen, de havde været på, og hvad de havde sagt, da de lå i soveposerne og legede skelettet i skabet: om de søde drenge fra klassen, om forældrene. Den slags.

Foto:  Jacob Ehrbahn
»Vi holdt det fuldkommen hemmeligt for de andre. For hvis vi begyndte at snakke om, hvor sejt det var, så ville det sikkert bare blive ødelagt. Så ville alle andre også være med, og så forsvandt det seje og hemmelige. Men hvis vi ikke sagde noget til nogen, så var det noget, vi havde sammen for os selv«.

Gad godt leve af at være spejder
Når de gamle klassekammerater mødes i dag, er det også stadig spejderoplevelserne, de snakker om. Så husker de tilbage på orienteringsløbene og turene.

Og når Sara ikke er sammen med dem, er det også det, hun selv helst husker tilbage på fra sin barndom:

»At være spejder var mit tryghedssted. Jeg var dårlig i skolen, men at være spejder, det kunne jeg finde ud af. Det var bare så let for mig. Det var noget med at sige: Nu skal vi bygge et spisebord, vi kan sidde og spise ved ... Og så gjorde vi det, og det gik sindssygt hurtigt. Jeg kan huske, at jeg som barn var helt vildt deprimeret over, at man ikke kunne leve af at være spejder«.

En spejdernørd
Nu, hvor hun er 27 år, ville hun egentlig stadig godt kunne leve af at være spejder. Men da det ikke er muligt, har hun uddannet sig til bygningskonstruktør og dyrker spejderlivet i fritiden.

»Jeg vil altid være spejder, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg er en spejdernørd og tænker på spejderting hver eneste dag. Hvordan jeg skal planlægge det næste løb og skaffe følgebåde til det, eller hvordan jeg skal skaffe børnetatoveringer til en lejr. Og når jeg mødes med mine klanvenner, så klikker det bare med det samme – også selvom der måske er et par stykker, man ikke har set i et stykke tid. Det gør mig tryg. Når jeg er sammen med dem, ville jeg turde bungeejumpe, selv hvis jeg havde højdeskræk. De passer på mig«.

Sara går hen til ildstedet. En stor sort gryde med vand er sat over, men ilden har ikke rigtig taget fat endnu. Hun tager et grydelåg frem og vifter det frem og tilbage, så vinden giver ilden fart. Vandet er til irish coffee.

Rundt om hende står vennerne klar med plastikkrus. Så de endelig kan vågne op.