Kan en bebrillet norsk nørd med arme og ben af tykkelse og farve som spaghetti stå i spidsen for det mest cool combo på planeten?

Det trodser vel alle kulturens naturlove, men det er ikke desto mindre sådan det er.

Erlend Øye og hans tre berliner-kumpaner i The Whitest Boy Alive er tidens mest paradoksale og ikke mindst uforstyrreligt uimodståelige danse- og poporkester.

Som James Brown i topform
På Roskilde fejede kvartetten alle forbehold til sider med en fra første til sidste sekund gyngende koncert. 'Intentions', Courage' og 'Timebomb' var alle blide murbrækkere for denne helt usædvanligt klog popmusik.

For det næsten ufattelige er, at disse ganske få greb fra rytmeguitar, orgel, bas og trommer tilsat helt enkle, begavede tekster på sin egen blege, nordiske facon er så ubønhørligt funky som en James Brown i topform!

Håndspillet berlinerstil
Popmusikken trak på både funk, dance, tecno, bossa og jazz.

Men udformet som en næsten geometrisk boblende minimalisme, der både dufter lidt af nostalgi og lyser lige lukt ud i fremtiden, kunne man fristes til at kalde Øyes håndspillede berlinerstil for retro-futurisme.

Stor finesse
I mere end halvanden time varierede The Whitest Boy Alive numrene fra de to album 'Dreams' og 'Rules' med stor finesse og konstant effekt.

Vekslende mellem de mere kontant dansable numre fra førstnævnte og de mere duvende rytmer fra aktuelle 'Rules'.

Norsk coolness
I 1980'erne havde et diskotek i Vestberlin opstillet palmer og spredt sand på gulvet.

Noget af den samme storbystrandstemning gør sangene fra 'Rules' helt enestående.

Det var en af verdens mest talentfulde pop-arkitekter, der denne tidlige aftenstund forvandlede et stort og ekstremt entusiatisk publikum til gennemført glade væsner med store smil skvulpende i hofteskålene.

Cool-faktorens genfødsel på norsk. Intet mindre.