Da Pet Shop Boys erobrede 1980'erne var de som konceptuelt elektronisk pop-ensemble i demonstrativ opposition til rockmusikkens altdominerende krav om ægthed og inderlighed.

Men at kunstighed er den nye naturlighed, er en pointe, der forlængst er blevet overtaget og løftet ind i nye tidssvarende rammer.

Som da Trentemøller fik maskinerne til at danse på samme scene to dage før.

På den baggrund lød Pet Shop Boys distancerede, ironiske og postmoderne selviscenesættelse i Roskilde anno 2009 som et træt uddateret udsagn, man kunne tage og putte ned i en meget gammel, flad hat.

Neil = Elton?
Ældre bliver vi alle.

At Neil Tennant iført bowlerhat og store briller pludselig afslører en uhyggelig lighed med Elton John var på en måde den største overraskelse.

Chris Lowe stod som altid formummet på sin elektroniske kogeø. Men ellers lignede d'herrer Tennant & Lowe mere end nogensinde popmusikkens svar på kunstner-duoen Gilbert & George.

To stive mandsfigurer stillet op foran flotte, farvestrålende levende billeder.

Med en karakter af koloristisk gennemskinnede glasmalerier, der grangiveligt lignede et værk af selvsamme Gilbert & George.

Phillipe Starck-scenografi
At de to Pet Shop Men og deres to dansere til en start mødte op med firkantede kasser på hovedet og lego-agtige dragter var næsten det sjoveste.

Med alting holdt i rene monokrome farver var der tale om en gennemført designet iscenesættelse med samme farvefilosofi som den for ikke så længe siden supertrendy designer Philippe Starck.

Udseendet betyder meget i en syntetisk sammenhæng som denne, men derfor skal musikken jo på en eller anden måde swinge alligevel og her faldt de mange enslydende programmer med Lowe som afsenderadresse sammen som elektroniske soufflér.

'Gå hjem'
Var det visuelle koncept stramt, så var musikkonceptet tilsvarende tamt og lamt.

Duoens seneste album hedder 'Yes', men alle mindre kendte numre sank stille ned i den langsomt sivende menneskemængde.

Selvfølgelig kunne etablerede popklassikere som 'Always On My Mind', 'It's A Sin', 'Left To My Own Devices', 'Suburbia' og 'Se a vide é' afstedkomme glimt af hygsom nostalgi i de forsamlede stemmebånd.

En slags gang i festen kom der sandelig også med 'Go West'. Men på det tidspunkt havde man mere lyst til at døbe den om til 'Gå hjem'.

Stramt, tamt og lamt
I 1980'erne og 90'erne var Pet Shop Boys et gennemført stilfuldt og intelligent udsagn med en imposant stribe langtidsholdbare popsange.

De var med til at definere deres tid.

Men lørdag aften i Roskilde oplevede man det som om det var længe, længe siden.

Intet lyder så patetisk som når tiden ubarmhjertigt er løbet fra noget, der fra inderst til yderst engang var tidstypisk og trendsikkert.

Det var stramt, tamt og lamt.

FOKUSLæs alt om Roskilde Festival på iBYEN.dks fokussite.