Efter at have været en sjælden gæst på den blege rockfestival i Roskilde i årevis, har den sorte musik haft et bedre placering på dette års program.

Med repræsentation af både soullegenden Solomon Burke, Gnarls Barkley og Sharon Jones, har velviljen overfor soul været til stede i alt for sjælden grad.

Forrygende funky band
Alle tre navne leverede varen med fynd og klem, men mest overbevisende var dog den tiltrængte opstrammer fra energibomben Sharon Jones og hendes fuldkommen forrygende funky band, The Dap-Kings.

Det orkester medvirker i vid udstrækning på britiske Amy Winehouses gennembrudsalbum, ’Back To Black’.

Hvilket er baggrunden for, at den over dobbelt så gamle amerikanske soulsøster Jones pludselig har fået en kærkommen opmærksomhed,. Også på denne side af Atlanterhavet.

Folkelig saltvandsindsprøjtning
Søndag aften udnyttede Sharon Jones momentet til fulde, da hun leverede en glad, intens og festlig koncert, der måske nok bød på rigeligt med gøgl i form af dansende publikummer på scenen og reklamer for bandets bod nedenfor scenen.

Men som omvendt havde det element af folkelig og direkte saltvandsindsprøjtning, der tidspunktet taget i betragtning var en nødvendighed.

I hvert fald kvitterede store dele af Arena med til sidst at danse næsten lige så vildt som Sharon Jones selv og det er også en slags succeskriterium søndag aften på Roskilde.

Gav danselektion
Koncerten formede sig som lidt af en danselektion fra den 52-årige sangerinde, som efter en kort opvarmning fra et ekstremt funky band, næsten indledte med en opvisning i dansetrin, hun har lært af sine forfædre, afrikanerne og indianerne.

Derpå fulgte først en dans med to unge mænd og senere to unge kvinder på scenen, inden Sharon Jones og The Dap-Kings igen koncentrerede sig om musikken.

Som hovedsageligt var hentet fra gruppen og sangerindens fremragende album fra sidste år, ’100 Days’. Herfra ’100 Days, 100 Nights’, ’Be Easy’, ’Nobody’s baby’ og flere andre korte, kontante sange, sunget med en enorm overbevisning af Sharon Jones og spillet hele vejen tilbage til de varme sydstater af det superstramme band.

Det er funk og soul fra 1960’erne og 70’erne, der er Sharon Jones energikilde, og med den kolossale præstation, den utrættelige sangerinde leverer på scenen, må hun være faldet i den som barn.

Konstant i bevægelse var den svedende Sharon Jones, der på et tidspunkt smed både sko og øreringe for bedre at kunne udfolde sig.

Karismatisk og lækker
Det amerikanske kuglelyn er i sig selv et dansende udtryk for, at man hverken behøver ligne en sylfide, være 20 år eller ligne Miss World for at være charmerende, karismatisk og lækker.

Mod slutningen demonstrerede hun dansetrin a la James Brown og sang hans ’It’s A Man’s World’, så teltpløkkerne formentlig glødede. Inden Sharon Jones til allersidst konstatere, at selv om det er ’a man’s world’, ville den jo sådan set ikke eksistere uden kvinder.

Hvorpå hun fortrak i sin gennemblødte hvide kjole og overlod det til bandet at sige farvel.

Sharon Jones er ikke som lidt for mange af sine yngre kolleger, der ynder at kalde sig soulsangere, til gode manerer og taffelmusik. Hos hende er det den direkte rå og sexede energi, der styrer showet.

I sandhed et forrygende bekendtskab, som nogen gerne må få den ide at invitere til Danmark meget snart. Indtil da kan vi vist kun sige tak for dansen til frk. Jones. Den smagte af mere.