Dér står han. I sin utrænede, nøgne overkrop med begyndende tævepatter og et ekstra lag på sidebenene.

Svedende holder Mike Skinner mikrofonen under sin mund og stirrer intenst ud på publikum foran Orange Scene. Måske aner man en anelse af forbløffelse i hans blik.

I det enorme hav af mennesker har de fleste mænd og en del piger taget deres t-shirt af og svinger dem over hovedet så det ligner en hvepsesværm.

Bare et par sekunder tidligere sad de mange tusinde mennesker på hug langt, langt ud i mørket. Og på hans råb sprang folk i vejret og nu vælter de rundt i et kaos af fjedrende kroppe og houserytmer. Stemningen er euforisk.

Skabte legendariske momenter
Og det med god grund. Mike Skinner indgik en djævelsk alliance med publikum og forvandlede Roskilde Festivalens største scene til en uregerlig ravefest.

Med sin flabede attitude og en nærmest gumlende lyst til at slå hul på himlens sorte skal af kortvarigt nattemørke skabte Mike Skinner en række koncertøjeblikke, som vil bore sig ind som legendariske momenter i historien om Roskilde Festivalen.

Krads rap med smørsoul
The Streets er Mike Skinner. Men med sig havde han et tight spillende liveband og sin faste makker Leo Ihenacho, der tilsatte de kradse rap-beretninger fra et kedeligt arbejdermiddelklasseliv i Birmingham en poppende smørsoul i omkvædet.

Fred være med dét og med de to-tre numre som ikke helt havde punch nok til at holde den høje koncertkadence. For det blev så rigeligt opvejet af koncertens mange højdepunkter.

Skidtknægt tirrede publikum
At det handlede om at få pulsen op og festen i gang stod klart fra start. Publikum blev badet i mørke og som den rastløse skidtknægt, han heldigvis er, rendte Mike Skinner rundt på scenen og tirrede sit publikum.

Først med små glimt af lys, så med en kort coverversion af Prodigys 'Out of Space’ og konstant med opfordringen: »Are we gonna rave?«. Mon ikke!

Pitten lignede en gryde popcorn
Til sange som ’Blinded by the Lights’, ’When You Wasn’t Famous’ og ‘Turn The Page’ blev der overalt danset i klynger, og pitten lige foran scenen lignede en gryde med popcorn.

Formlen bag den høje stemning var en blanding af strygersynth, hiphop beats, house rytmer og den særlige og mere reciterende rapstil, der er The Streets.

Historier fra en fælde
Det er ikke uk garage eller grime, men sin helt egen genre, hvor Mike Skinner i sine tekster viser sig som en menneskelig seismograf, der registrer alt, hvad der sker i og omkring ham.

Både når han vælter ud af pubben med for meget brandy i kroppen. Når han ikke kan få selv den simpleste hverdag til at hænge sammen. Når han fuld af stoffer skyder gennem gaderne som et løsgående missil. Eller når han falder i verdens ældste showbusiness-fælde og brænder sin berømmelse af med stoffer og sprut.

Mike Skinner gør dét, de fleste ville gøre, og sætter så ord på det.

Fik mængden i knæ
På tre albums har han allerede markeret sig som en af de store engelske køkkenvaskrealister og hverdagsfortællere, men til koncerten på Orange tilsatte han det hele et frontalt angreb på publikum.

Hele tiden var hans energi rettet mod dem. Og da de først var elektriske, mindede han dem om The Streets koncerten på Arena for to år siden, hvor han fik alle til at gå i knæ og eksplodere i luften, da musikken detonerede under dem.

Denne gang gennemførte han glansnummeret tre gange i den langt større skala. Vildere og vildere for hver gang kulminerende med at han fik folk til at smide overtøjet.

Store øjeblikke
Det var bare ét af de uforglemmelige Roskildeøjeblikke.

Et andet var da Mike Skinner under ekstranumrene satte sig bag trommesættet og med stortrommen dunkede begejstringen yderligere i vejret, mens han popciterende sang Nellys: ’It’s gettin’ hot in here’.

Et tredje var, da en rocket udgave af ’Fit But You Know It’ flåede de sidste hæmninger af publikum.

Et fjerde var, da han fik slukket alt lys på pladsen foran Orange, så ligthere og mobiltelefoner lyste op som en spejlvendt stjernehimmel til tonerne af ’Dry Your Eyes’. Og dér stod han så på scenen med sin egen lighter og deltog i festen.

Eliminerede afstand til publikum
The Streets sprængte rammerne for koncerter på Orange Scene og eliminerede ganske enkelt afstanden mellem sig selv og publikum.

Som han selv har sagt: ’rock’n’roll is so old’. Han er ingen rockentertainer eller Robbie Williams showmand. Men en ganske almindelig gut skåret over den samme læst som alle os andre. Med imaginært fish’n’chips i munvigen og et strøg af galskab i blikket.

Som han stod der med ligtheren eller i nøgen overkrop, sagde han jo bare: »jeg er ligesom jer«. Og hver eneste på pladsen foran ham kunne - i både brølende begejstring og en senere eftertænksomhed - genkende sig selv i ham.