Midtvejs i koncerten ligger Khal Allan under bordet med de to pladespillere. Fra sin horisontale vinkel rapper han løs:

»Lever livet/ I nuet! Hva nuet/ en smule nuttet og buttet/ Men betuttet over sin deroute/ for nu nuet sluttet«

Undervejs rejser han sig, træder frem på scenen og pludselig er alle hænderne i vejret under den blå presenning, mens de råber med på omkvædet »tomorrow, tomorrow«.

Det er Khal Allans stil.

På én gang skødesløs, energisk og veltimet. Men på en solvarm åbningsdag for Roskilde Festivalens snigløberscene var den håndholdte hiphop mere almen sløset end charmerende sjusket.

Et dobbeltløbet rapgevær
Khal Allan er et dobbeltløbet rapgevær. Lige så ambitiøs som løs i det.

Et kreativt musikkludetæppe i familie med danske originaler som Malk de Koijn og amerikanske samplersnurretoppe som Madlib og Prince Paul. Iscenesat med Khal Allans sans for hjemmelavede æstetik.

Den opfindsomme beatbund blev søndag eftermiddag bygget op af de fire mænd på baggrundspodiet med pladespillere, lydmaskiner og laptop: DixOne, Lazerlyde, Steen Rock og ScratchMagic.

De sørgede for at knække hiphopkoden med samples fra danske popviser, gamle soulstumper og refrænsvajende slagere, tilsat pludselige temposkift til reggae her og dobbelttempo jungle dér.

Imens bevægede Khal Allan og hans medsammensvorne på mikrofonen, MC Kværn fra M-Cnatet sig fra en a cappella Roskilde-intro forbi den hiphop hudflettende ’Bare en mand’, sortrandet gadepoesi på ’Midtbyen’, et par politiske huskekager og frem til en afsluttende pirathyldest.

Hæs og haltende
På alle måder kunne det være en af de absolut bedre danske hiphoppræstationer.

Men selv om de fire musikbagmænd dygtigt lagde scratch, veltimede samples og rykkende rytmer ind under rappernes ordstrømme, døjede de med tekniske problemer og hoppende pladespillere. Den valgte lo-fi stil blev undervejs mere vaklende end overrumplende.

Khal Allan havde også sin problemer.

Sammen med en flabet smilende MC Kværn kørte han ellers hårdt på.

Desværre var han hæs allerede efter første track, og det hjalp ikke meget, at han godt vidste det, og bad publikum om at buhe ham.

Med en haltende vokal, er det svært at være en spøjs fætter, skummel poet og rimene skarpretter på mikrofonen.

Hele Khal Allan Band kæmpede med en del problemer, men tog aldrig kampen indædt op. Som om det kunne fejes ind under de i forvejen løse kanter i den hjemmegjorte musik. Men sjusket gav koncerten et mat præg frem for at gøre den sprællende uforudsigelig.

Rigtig ærgerligt, for med Khal Allan har den ellers ensformige danske hiphop en af sine få originaler, der kan finde på det uventede i både produktionerne og rimsmedjen. Et af dansk hiphops store håb havde søndag bare svært ved at finde balancen mellem kreativt rod og almindeligt sløseri.