Lad det være sagt med det samme: Tusmørket i den dæmrende sommernat klædte Portishead.

Men selv om det notorisk tungsindige Bristol-band bestemt både har format og masseappel nok til at spille på Orange Scene, var koncerten i aftes en noget blandet oplevelse.

Ikke gearet til den store scene
I rollen som verdens måske mest utilpassede frontfigur stod den evigt sammenfaldne Beth Gibbons, der til gengæld sang lige så gåsehudsfremkaldende som altid.

Men også med en indadvendthed, som der hen imod koncertens slutning nok blev kompenseret for i et halvhjertet charmeoffensiv af en løbetur ned for at trykke hænder med de første rækker i publikum, men som også kom til udtryk i gruppens valg af sange.

For det virkede ikke altid, som om Portishead var gearet til festivalens største scene.

Hvorfor klassikere som ’Wandering Star’ og ’Roads’ i helt nedbarberede, næsten akustiske versioner? Det samme gjaldt den afdæmpede ’The Rip’ fra 2008’s comebackalbum, ’Third’. Det blev for utilnærmeligt og verdensfjernt.

LÆS ANMELDELSEPortishead stråler på fantastisk album ('Third')

Slagkraftige numre fungerede
På hittet ’Glorybox’ kom Gibbons tilmed til at begynde at synge to takter for tidligt, så de i forvejen afgrundsdybe furer i den diminutive sangerindes rynkede pande fik hende til at synes endnu mindre.

Langt bedre gik det på mere slagkraftige numre som ’Machine Gun’, ’Mysterons’ den fremragende åbner ’Silence’, den twang-guitarbårne ’Sour Times’ og ikke mindst den voldsomt Silver Apples-inspirerede afrunding, ’We Carry On’.

Da gav Portisheads kollektive stadiondepression endelig mening.

TEMAIBYENs Roskilde-site

Tilmeld dig IBYENs Roskilde-nyhedsbrev og få Roskildenyheder i din mailboks