Som han sidder der bag klaveret, ligner han en rar onkel. Med sin trinde krop, hvide moustache og små, runde rødtonede briller.

Og Van Dyke Parks lyder også sådan, når han med sin lyse og venlige stemme fortæller anekdoter om sin første rejse til København og den brændende kærlighed for latinamerikanske folkemusik.

Et rart menneske fuld af taknemmelighed for at have fået mulighed for at sætte sine sange op med mere end 30 musikere fra Danmarks Radio. Og sammen tog de os på en lystbetonet musikrejse rundt i det Amerika, der strækker sig fra pol til pol.

En mild søndagsmatiné med strygere, hornsektion, harper, trækharmonika og i midten en Van Dyke Parks, der musikalsk kæmper mod lukkede grænser.

Disney melodier og sydamerikansk folkemusik
Der er løber en fin tradionsåre gennem Roskilde Festival for at bringe musikhistoriske navne til landet.

Gennem årerne er tidens viltre toneklang blevet suppleret med en genopvågnet Brian Wilson, et gendannet Velvet Underground og et stadig skandaløst Sex Pistols.

I år er det Van Dyke Parks, der gør det ud for denne musikalske tråd tilbage i tiden.

LÆS ARTIKELMusikgeni fik Einstein til at hente violinen

Men Parks er lidt af en skyggefigur i musikhistorien, og nok mest kendt for sit partnerskab med Brian Wilson ud i det længe kæntrede ’Smile’-projekt. Men man bør nok bide mere mærke i, at hans første store opgave var at stå for arrangementet på sangen ’Bare Necessities’ til Disneyfilmen ’Jungle Book’.

For søndagens koncert var mere prægede af komplekse orkesterarrangementer og Disney-melodier end harmonisk pop. Mere sydamerikanske folkemusik end gode 1960’er vibrationer.

Meget langt fra cutting edge
Det er ironisk, at Van Dyke Parks fik muligheden for at udgive egne sange, fordi han kendte Brian Wilson og pladeselskabet Warner var interesseret i alt, der kunne bringe dem i sync med ungdommen.

For Van Dyke Parks er på sine få udgivelser gået tilbage i historien og fundet glemte sange frem, sat traditionelle genre sammen og været så langt væk fra cutting edge man kan komme.

Det var han også søndag, hvor mexicansk tango blev afløst af romantisk orkestermusik, før turen jazzet gik på calypsorytmer tilbage til en art sydstatscountry, filmiske musicalsange, Mississippi-folk og videre forbi gospel, før vi endte i en traditionel sang fra Barbados.

Retro-panamericana
Alle sange var skruet sammen i levende arrangementer, hvor de mange muligheder i det store orkester blev brugt, og en smilende Van Dyke Parks ofte løftede fingrene fra tangenterne for med hænderne at følge en sekvens af toner helt på plads.

Stemmen er ikke lige så stærk som de holdninger til miljø og emigration, der blev luftet mellem numrene. Og derfor fik han også hjælp i store dele af koncerten af sangerinden Gaby Moreno, der deler Parks passion for hvad, han selv præcist betegnede retro-panamericana.

Moreno gav sangene fylde og tilsatte med spanske gloser endnu et sydamerikansk krydderi på Parks grænseopløsende rundtur.

Musik-frontieren
Koncerten med Van Dyke Parks var en ambitiøs satsning fra festivalens side, og man kunne ønske sig, at der havde været flere mennesker i det store Arenatelt.

Men de færreste kender hans sange, og man kommer ikke let ind i det hele tiden skiftende lydbillede, at de efterhånden trætte festivalgæster blev suget ind.

Men Van Dyke Parks var let at være i selskab med. Og så selv om han ikke er let at blive klog på eller komme helt ind til.

Hans musik svæver helt tiden videre. På vej mod den næste grænse, der skal udviskes.

Læs flere koncertanmeldelser på ibyen.dk