Det kræver sit mod at indlede en koncert på Orange Scene med at kravle ind i en gigantisk plastikboble og for at lade sig skubbe ud over publikums himmelstrakte hænder. Men når man hedder Wayne Coyne er mod ikke et problem, og som et frontalt greb om publikums opmærksomhed trillede og rullede han rundt i menneskehavets vold.

Et rammende udtryk for det mod, der altid har drevet The Flaming Lips. Uanset om de skulle skrive musik til biler, genopfinde sig selv som psykedelisk rockband eller lade den i grunden ikke særligt dygtige sanger Coyne kaste sig ud i smukke Beach Boys-harmonier.

Konfetti i kanonerne
Med modet og viljen har de sejret efter et tumultarisk karriereforløb, og tidligt lørdag aften gav de en koncert med øjeblikke af den største skønhed. Men også en koncert, hvor der var mod til at tabe det hele lidt på gulvet undervejs, når musikken tog mærkværdige sidespring i både larmende og udflydende passager.

Sceneshowet er altid et afsnit for sig selv, når det kommer til The Flaming Lips. Det syreholdige band fra Oklahoma havde taget både Kaptajn Amerika, Roswell-dukker, julemanden og en fire meter høj plastikhavenisse med sig på scenen. Og masser af konfetti i kanonerne, selvfølgelig.

Gule og røde papirstumper fór ud over hovedet på folk, mens flere dusin store røde balloner blev væltet ude over scenekanten. Vinden løftede dem op og ud i rummet, hvor de helt sikkert bliver taget godt imod. For alle rumvæsener er gode venner med The Flaming Lips.

Kamp med kastevinde
Musikalsk lagde de traditionelt ud med den bragende ’Race For The Prize’ efterfulgt af sange som den lydbuldrende ’Fight Test’ og en helt udkokset variant af ’Free Radiacls’.

Det fungerede til trods for lydens kamp med kastevindene, og selv om de derefter tog sig tid til en hel del snak og sære klange legeri, måtte man alligevel overgive sig til deres vedholdenhed.

Og for en insisterende og smuk version af verdens bedste politiske rocksang ’The Yeah Yeah Yeah Song’ og den vidunderlig ’Do You Realize’ skal de have dybfølt tak. Det var den slags øjeblikke, man skal have modet til at skabe som musikere.