Det er aldrig til at vide hvad, hvad der sker, når Björk dukker op. Gennem to årtier har den islandske sangerinde gået sine egne veje mellem gribende skønhed, elektronisk uforskning og en foruroligende månesyge.

Og fra dét øjeblik hun indtog Orange Scene til akkompagnement af den silende regn og de brasende toner af ’Earth Intruders’ stod det klart, at hun var kommet til Roskilde for at tage os med på en rejse rundt i en omarrangeret udgave af hendes spektakulære musikunivers.

Varm omfavnelse
I bare tæer og en spraglet regnbuekjole gav Björk roskildepublikummet varmen med smukke og neddæmpede versioner af blandt andet ’Pagan Poetry’ og All Is Love’. Sat i scene med varieret percussion, et underliggende dansebeat, nænsomt keyboardspil og det ti kvinder stort Icelanic Brass Section.

Med blide stød fra trompeter, horn og trombone forvandlede Björk sine sange og plantede en udåndende ro helt ned til de bagerste rækker af regnslag og paraplyer. Det var en varm omfavnelsen og som at få varme sokker på, mens regndråberne glattede rynkerne ude i ansigtet. I et langt øjeblik stod regnen stille.

’Declare Independence
Men fra ’Army Of Me’ brød det brækkende beat frem og dansen kunne begynde. Sang for sang tog de elektroniske impulser over, før koncerten kulminerede i fremragende og energiske versioner ’Wanderlust’, ’Hyper-Ballad’, hvor hornblæserne og den håndspillede rytme gik dynamisk spænd med de pumpende, knækkende og knitrende beats.

Før en nu livligt dansende Björk i et hæsblæsende og bragende klimaks af et sidste ekstranummer udskreg det politiske budskab: ’Declare Independence’. Flankeret af det grønlandske og færøske flag.

Det var en imponerede helhed. Med sine mange temperamenter og nye veje rundt i Björks bagkatalog forløb koncerten som en helstøbt komposition.

Og Björk fik igen overbevist om sin position som en af tidens mest søgende og vedkommende kunstnere. Og det på en måde, som man ikke kunne forudsige på forhånd.