Annonce
Roskilde 5. jul. 2009 KL. 11.58

Pharfar klar til verdens største Rub A Dub

For Pharfar er det en musikalsk sejr, når han i nat lukker Roskilde Festival med roots reggae og dancehall.

fakta

  • Pharfar presents Rub A Dub Night with special guests (bl.a. Max Romeo, Ziggi.
  • Søndag d. 5. juni

I nat, når lyset og musikken slukker overalt på festivalpladsen i Roskilde, er Arena-scenen traditionen tro det sidste sted, hvor beatet stadig kører til langt ud på natten.

Denne gang bliver det en tung og svedig reggaerytme, der holder festen kørende.

Med Pharfar, aka dj'en, produceren og musikeren Søren Skov, som vært for den største udgave nogensinde af Stengade 30's reggae-søndagsklub Rub A Dub Sundays. 400 mennesker er, hvad der kan være på Stengade. Arena kan tage 17.000.

Prøvet i ti år
Der er én person, der har ventet længe på denne aften, hvor moderne, mørk reggae for alvor får lov at brede sig på Roskilde Festivalen. Og det er hovedpersonen selv.

»Jeg har prøvet at få hul igennem til Roskilde Festival i ti år«, siger Pharfar til IBYEN.dk på Roskilde Festival.

Men siden showet blev planlagt, er der sket noget. I forrige uge fik Stengade 30 frataget sin status som regionalt spillested, og på tirsdag 8. juli indstiller Foreningen Stengade 30 til konkurs og opløsning.

Rub A Dub er ikke lagt død
Dermed bliver den koncert, som skulle have været en forstørrelse af en levende, dunkende klub i København, nu et foreløbigt gravskrift over Rub A Dub.

Men det er alligevel også en begyndelse, mener Pharfar.

»Det miljø, der er omkring reggae i Danmark nu, er skabt på Rub A Dub. Og jeg ser, at det vokser og vokser. Så det er helt sikkert, at Rub A Dub ikke har spillet for sidste gang. Men det er gået meget hurtigt med lukningen. Det skete lige pludseligt, 'hov, det er nok den sidste Rub A Dub på søndag'. Vi skal lige finde ud af, hvor vi står, og hvad vi gør nu«, siger han.

Soundclash galore
Indtil videre er der en lang nat forude, hvor stemningen fra Stengades søndage bliver ganget op med mange, mange tusinder.

»Jeg glæder mig sindssygt meget til at se, hvordan det går. Hvis det går som jeg håber, så bliver jeg så glad og stolt over at være dansker. Over at vise mine venner fra Jamaica, hvad vi har her«, siger Pharfar med henvisning til roots reggae-stjernen Max Romeo, som han har med på scenen i aften.

Derudover har Pharphar indforskrevet et hold af landets bedste lydsystemer til et heftigt Soundclash, der nok skal få det til at koge under teltdugen.

»Vi lavede et soundclash i den grå hal forrige vinter, hvor der kom 1.600 mennesker, og det gik helt amok. Når vi kunne det, så tænkte jeg, at måske kunne vi gøre det for endnu flere«.

Engelsk reggae er det sværeste
Der er ingen tvivl om, at publikumstallet for den grå hal bliver toppet i nat.

Og det bliver en sejr for Pharfar at spille den udenlandske roots reggae og dancehall for så stort et publikum i Danmark.

For det får danskerne ikke meget af via de etablerede kanaler som P3 og - normalt også - Roskilde Festival, mener Pharfar:

»Engelsksproget reggae er det sværeste overhovedet at få igennem. Det har samme chance som dødsmetal. Og det er det fordi, at de mennesker, der bestemmer de her ting, tror, at reggae stadig er lig med UB40 og 'A la la la la long' - enten det eller helt vildt stenet«.

Den tid er forbi - for ca. 20 år siden.

Mørket faldt på
I mellemtiden er der sket noget:

»Reggaen er blevet mørk. Det er ikke længere kokosolie og en lækker pige på stranden, og en mand med rastahår og bar overkrop, der kommer op af vandet og løfter hende op i sine arme. Nu handler det om livet i virkelighedens Jamaica, og den er ikke specielt rar«, forklarer Pharfar.

Det, mener Pharfar, har gjort at den unge generation, der er vokset op med hiphoppens barske univers, har taget den nye generation af mørk reggae til sig.

Også selvom det er minimalt med airplay af den slags toner i Danmark.

Eksperimenter har det hårdt
Danskproget reggae, derimod, labber Danmark i sig. Som Pharfars egen trio Bikstok og sangerinden Natasja, hvis danske succes han stod bag som producer.

Og selvfølgelig er han glad for, at Natasjas 'Dig og Mig' er blevet folkeje.

Og for, at han ved, at den dag Bikstok igen står samlet på en scene med nyt materiale, vil de blive modtaget med et brøl af begejstring af deres store danske publikum.

Men alligevel ægrer det ham, at det skal være så dansk som disse to projekter, før at DR giver reggaen plads.

»Det kan godt gøre mig træt, at Danmark er et land, hvor dem, der eksperimenterer mest, er dem, der har det sværest. Mens man med det samme giver fem svin til en eller anden billig kopi«.

Snart i studiet
Men hey. Hvad var det med Bikstok og nyt materiale? Jo, den er god nok, siger Pharfar. Nu skal Bikstok spille et par koncerter - på blandt andet Skanderborg Festival denne sommer.

Og så vil trioen gerne i studiet og se, hvad der kan ske efter tre år.

Først er det dog som Rub A Dubs gud-Pharfar, at Søren Skov går på scenen på Arena i nat. Og det er med et bredt udsnit af reggae fra den store verden, direkte til andedammen herhjemme.

FOKUSLæs alt om Roskilde Festival

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu