Som hun klipklaprer hen over brostenene, vender folk sig om og kigger efter den høje, sorte kvinde i den korte nederdel og de høje hæle.

Hun er en flot kvinde med rank ryg, klædt helt i sort, med den lille detalje, at der omkring hendes håndled sidder et regnbuefarvet gummiarmbånd. »PROUD«, står der hen over det.

Kemone Brown har ikke så mange hemmeligheder, jeg må spørge hende om alt, bare ikke hendes alder.

»Kan du ikke skrive i begyndelsen af tyverne«, spørger hun. Jeg fornemmer, at det ikke handler om at lyve sig yngre, men snarere lidt ældre.

»Jeg var ude i går aftes, henne i det der Women’s Space (Outgames-område til de kvindelige deltagere, red.). Der var drinks og musik og masser af damer, det var brilliant«, siger hun og smutter med øjnene på den der måde, hvor man ikke er i tvivl om, at der er foregået et eller andet, der nok ikke skal på tryk.

»Det er første gang, jeg er til en LGBT-konference (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender), og det er som at komme hjem. Da jeg fik bekræftelsesmailen i sin tid, sprang jeg rundt og hoppede og dansede af glæde sammen med alle mine veninder. Det betyder uendeligt meget for mig at kunne fortælle om Jamaica, mit arbejde og vores liv«, siger hun.

Bøsser skal skydes og lesbiske omvendes
Jamaica er i vores del af verden mest berømt for Bob Marley og reggae, de flotte strande og dreadlock-fyre med joints på hver en lillefinger.

Men Jamaica har også gjort sig berygtet som et af verdens mest homofobiske lande. Det er herfra, at dancehall-musikken, reggaens mere tempofyldte og dansable lillebror, spreder sig til resten af verden med über-homofobiske budskaber om, at bøsser skal skydes, lesbiske omvendes, og at oralsex for resten er helt forfærdeligt.

Jamaica er generelt et ekstremt svært land at være homoseksuel i, og homoseksualitet kan straffes med fængsel. Samtidig skrider politiet ikke ind, hvis en homoseksuel får brændt sit hjem af, og gør intet for at opklare de mange hatecrimes mod homoseksuelle.

»Homofobien har forskellige ansigter over for mænd og kvinder. Bøsser bliver gennemtævet og til tider dræbt, mens kvinder oftest bliver udsat for seksuelle overgreb. Mange jamaicanere har den vanvittige tanke, at lesbiske kan kureres. Derfor begår de det, vi kalder ’corrective rape’, at man vil kurere os ved at voldtage os. Det mest uhyggelige er, at det er lokalsamfundet og ofte også mændene i kvindernes familier, der gør det«, siger hun og holder en lang pause.

»Det er jo så forfærdeligt, at man næsten ikke kan tale om det. Men disse mænd mener, at man kun er lesbisk, fordi man aldrig har fået »en god pik«. Så derfor voldtager de dig for din egen skyld!«.

Indsamler historierne
Kemone Brown arbejder frivilligt for to forskellige organisationer i sin hjemby, Kingston. Det ene projekt handler om at bekæmpe seksuelt overførte sygdomme, først og fremmest hiv, mens det andet fokuserer på menneskerettighedsspørgsmål for lesbiske, biseksuelle og transseksuelle kvinder.

Som en del af dette projekt er Brown i gang med at indsamle voldtægtshistorier fra lesbiske kvinder og har foreløbig fået otte til at stille op.

»En af kvinderne sagde, at for hende som lesbisk var det at blive voldtaget mere, end at de tog hendes krop. Hun har det, som om de har taget hendes sjæl og hendes identitet. Hun har været lesbisk hele sit liv, men har ikke kunnet have en partner siden og er alene nu, fordi hun ikke kan fungere mere«.

Voldtægter anmeldes ikke
I Jamaica bliver mange voldtægter aldrig nogensinde politianmeldt, fordi det er så stort et tabu.

Kemone Browns plan er derfor at samle de barske historier og udgive dem som bog. Bogen skal laves billigt og bliver ikke målrettet den middel- og overklasse, der har råd til at komme i fine boghandeler.

»Jeg vil have, at de historier skal være der. At man ikke længere kan komme uden om dem. Om jeg så skal stå på gadehjørner og dele bogen ud, så skal de historier ud i verden. Vi er nødt til at få sat ansigt på og vise, at det her sker, og det er almindelige, sorte, jamaicanske, lesbiske kvinder, det sker for«.

Brown er i den grad en kvinde med en sag, og hun har ikke tænkt sig at holde kæft. Selv om det bogstaveligt talt er med livet som indsats, så er hun ’out’ i Jamaica, altså åbent homoseksuel. Hun stiller op i interview og har netop inden konferencen i København medvirket i en dokumentar om LGBT-miljøet, der blev vist på jamaicansk tv. Derfor hed det inden afrejsen til World Outgames, at hun kom – hvis ikke hun var blevet slået ihjel inden.

»Der skal være et ansigt på os. Nogen skal stille sig frem. Flere af de bøsser, der var out, er blevet dræbt, men vi er nødt til at blive ved. Mine venner er meget bekymrede for mig. Også fordi jeg bor i et hårdt kvarter og skal gå måske et kvarter fra busstoppestedet for at komme hjem om aftenen. Men jeg er meget fattig og har ikke råd til taxaer, og jeg kan jo ikke gå rundt og tænke over, at det er farligt hele tiden. Jeg kan blive dræbt, fordi jeg er lesbisk, men jeg kan lige så godt blive dræbt, fordi der sker så mange mord i Jamaica«.
Kvindemod.  Jeg kan blive dræbt, fordi jeg er lesbisk, men jeg kan lige så godt blive dræbt, fordi der sker så mange mord i Jamaica. Foto: Martin Lehmann
»se den lesbiske, se den lesbiske«
I sin stædige kamp for LGBT-folkets rettigheder springer Kemone Brown aldrig en lejlighed over til at bekæmpe homofobien. Det er i de små situationer, den homofobiske taxachauffør eller manden på gaden, at hun føler, det hjælper.

»Jeg sad i en bus for noget tid siden, hvor buschaufføren sagde »se den lesbiske, se den lesbiske«, da vi holdt stille ud for en af mine bekendte, som har en del piercinger. Alle begyndte at svine hende til, og der var en ond stemning, der kunne være eskaleret til vold. Så jeg rejste mig op, stak hovedet ud ad vinduet og sagde hej til hende. Det, at de så mig gøre det, stoppede det hele, og der blev helt stille i bussen. På det tidspunkt arbejdede jeg på Bob Marley-museet og havde derfor en Bob Marley-T-shirt på. Derfor så de mig som en fra rastafarireligionen. Og en af dem«.

Religion har intet med sagen at gøre
Rastafarikulturen på Jamaica får også ofte en del af skylden for jamaicanernes homofobi, men den tror Brown ikke på.

»Man kan ikke skyde skylden for homofobi og had på andre end sig selv. Lovgivning eller religion har intet med det at gøre. Min far er rastafari med dreadlocks helt ned til gulvet, og jeg var så bange, da jeg skulle springe ud over for ham. Men han sagde bare, at det vidste han da godt, at sådan noget ved en forælder altid. Jeg spurgte ham, hvordan han kunne være så afslappet omkring det, når hele verden omkring os gik amok over det, og han sagde: Du er min datter, hvis der er noget galt med dig, er der også noget galt med mig. Så Jamaica og rastafarikulturen har intet med det at gøre, det er bare en måde at retfærdiggøre sit had over for sig selv«, siger hun.

Anklaget for at kysse
Da Kemone Brown fik sin første kæreste i gymnasiet, holdt de lav profil. Alligevel blev de ’anmeldt’ til skoleinspektøren som lesbiske og anklaget for at kysse i klasselokalet. Forældrene blev indkaldt og pigerne tvunget til rådgivning med en stærkt troende kvinde fra Jehovas Vidner, der talte om skyld og skam og synd.

»Jeg kan huske, jeg var så rasende. For jeg følte ikke, der var noget i vejen med mig, jeg var bare forelsket. Men alle omkring os reagerede så voldsomt, min mor blev pludselig meget troende og hev Bibelen frem, og mine ældre søskende råbte og skreg. Den eneste, der forholdt sig rolig, var min lillesøster, der kun var et barn dengang, men alligevel var den mest fornuftige, der sagde, at hun syntes, min kæreste var rar, så hvad var problemet«, husker Kemone Brown og skynder sig at sige, at der er mere ro på tingene nu, især efter at faren senere reagerede forbavsende roligt på ’nyheden’. I dag insisterer moren endda på at møde nye kærester og høre om deres fremtidsplaner og intentioner med datteren.

Men det der med at blive ’stukket’ for sin homoseksualitet, siger Brown, er ganske almindeligt på Jamaica. Det er ikke unormalt, at naboerne ringer til politiet og stikker en mand, der har andre mænd overnattende, sådan som det skete for en af hendes venner for nylig.

»Så kommer de og ringer på døren og siger, at vi har mistanke om, at du er homoseksuel. Og anholder dig, tager dig med på stationen, gennemtæver dig – og nogle gange misbruger de dig seksuelt«.

Vil udrydde homofobi
Så hvorfor stikker hun ikke bare af fra det hele og søger asyl i et mere homovenligt land? Eller finder en rig, vestlig kvinde og indgår partnerskab? Eller i det mindste dukker nakken, holder sin kæft og holder sin seksualitet for sig selv?

»Jeg kan ikke bare sætte mig tilbage, jeg er nødt til at reagere. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg har lyst til at give op, men det er heldigvis længe siden nu. Jeg har fundet en slags indre fred, der hjælper mig. Et sted, hvor al homofobien preller af på mig og hadet ikke kan ramme mig længere. Men jeg kan ikke udstå homofobi. Jeg kan ikke leve med den eller acceptere den. Så jeg vil kæmpe mod den. Jeg vil udrydde den. Og jeg kommer til at udrydde den«.

FOKUSWorld Outgames