Asfalten er smeltet, og brosten ligger spredt i gaderne. Nørrebro brænder, og det orange lys fra gadelamperne skinner i øjnene på en ung punker, som stirrer ud i natten.

»Jeg har ikke lyst til at gå ud på gaden med en hjelm om mit hoved og et jernrør i hånden og vide, at nu går jeg ud, og måske bliver jeg skudt, eller måske bliver en af mine venner skudt. Måske invaliderer jeg en betjent«, hører man ham sige.

»Men på den anden side, så har jeg virkelig heller ikke lyst til at lade det her ske uden at gøre modstand, uden at vise at det fucking ikke er i orden, altså«.

Skildrer frustrationerne
Punkeren hedder Mads Lodahl og er hovedpersonen i ’69’, Nikolaj Viborgs prisbelønnede film om Ungdomshuset, der har premiere i morgen på CPH:DOX.

Den 26-årige filminstruktør fik i månederne op til rydningen af huset lov til at filme de unge aktivisters hverdag inden for murene. Og for første gang kan man nu se de unikke optagelser fra Ungdomshusets mandagsmøder, fra aktionerne og gadekampene mod politiet.

Filmen skildrer en gruppe unges tiltagende frustration og gradvise radikalisering. En marginaliseret gruppe, som ikke har meget tillid til samfundet, men som havde tillid nok til at lukke Nikolaj Viborg ind i inderkredsen.

Ingen tegn på punk
»Det var faktisk utrolig ukompliceret, og det overraskede mig meget«, siger Nikolaj Viborg, da vi møder ham på Assistens Kirkegård ikke langt fra gruspladsen på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset havde adresse.

»Jeg tog til et mandagsmøde og spurgte, og så fik jeg bare lov sådan uden videre. Også af de folk, der egentlig ikke bryder sig så meget om journalister, og som synes, det er pisse irriterende, når folk går og filmer«, fortsætter instruktøren, der er solbrændt, skjorteklædt og har sat håret op i en hestehale – hvis der nogensinde har været tegn på punk på ham, er de fortid nu.

Nikolai Viborg flyttede til København i starten af årtusindskiftet. Han havde været en del af aktivistmiljøet i Svendborg og blev hurtigt en flittig bruger af Ungeren, hvor han fik mange venner blandt de aktive kræfter i huset.

Ville fortælle historien
I 2003 tog han til USA for at lave film, og da han mødte op på et mandagsmøde i august 2006, var det tredje gang han satte sine ben dér siden hjemkomsten fra USA. Det var dagene, hvor Ungdomshuset havde tabt den juridiske kamp, og hvor brugerne måtte lægge hovederne i blød for at kunne beholde det hus, de mente var deres.

»Det gik mig på, at Ungdomshuset skulle ryddes, og det irriterede mig, at jeg ikke forholdt mig til det på en eller anden måde«, fortæller han.

Så han besluttede sig for at fortælle historien om konflikten på Jagtvej 69. Til at hjælpe sig fandt han Ditte Marie Nielsen, der fungerede som kameramand og instruktørassistent.

Homoseksuel jydes helle
I filmen følger Nikolaj Viborg særligt én bruger af huset. Den 26-årige Mads Lohdal, der er vokset op som homoseksuel i Herning. Første gang, vi ser ham, er i Ungdomshuset.

Ifølge ham selv det eneste sted, hvor han ikke føler sig som en »fucking freak«.

»Ungdomshuset er det sted, hvor Mads har følt sig hjemme og accepteret efter at have levet et liv, hvor han følte sig rodløs og amputeret fra omverdenen. Der hvor han har kunnet realisere sig selv. Og på den måde bliver hele konflikten for ham også et spørgsmål om samfundets accept. Om at man sørger for, at der er et sted, hvor han kan føle sig hjemme«, siger Nikolaj Viborg.

Fik skyldkomplekser
Den mistillid til samfundet delte mange af brugerne af Jagtvej 69, mener Nikolaj Viborg, og derfor fik ingen andre lov til at komme så tæt på, som han gjorde. Tillid var det privilegium, der gav ham mulighed for at lave filmen, men er også noget, der har gjort projektet svært, fortæller han.

»Det har til tider været enormt hårdt at arbejde på den her måde. De folk, man filmer, står med kniven for struben, og når man så forsøger at følge dem på tæt hold i deres trygge miljø, kan man godt få lidt skyldkomplekser over at tage deres allersidste friplads fra dem«, siger Nikolai Viborg.

Ikke kun overskudssituationer
’69’ byder på flere scener, hvor kampklædte politifolk under demonstrationer lader deres knipler ælte sig igennem klumper af unge aktivister, der er blevet gennet ned på asfalten.

»Hvis jeg var fuldstændig udenforstående, havde jeg kunnet hive kameraet op og have trykket record med det samme, når folk kom hjem og havde fået et ordentligt lag tæsk, fordi jeg kunne se en rigtig god historie. Men når man ved, at det er mennesker, man skal forholde sig til dagen efter, er det pludselig så meget sværere. Men den grænse har jeg bare været nødt til at komme om på den anden side af. Så det er ikke sådan, at jeg kun filmer folk i overskudssituationer«, siger han.

Ikke et partsindlæg
Hvad har du gjort for at undgå, at det her bliver et partsindlæg fra en tidligere bruger af Ungdomshuset?

»Filmen viser Ungdomshuset på både godt og ondt. Der er masser af mennesker i filmen, der kommer til at sige noget dumt og fremstå uheldigt til tider, og jeg tror ikke på, at filmen ville have set sådan ud i et partsindlæg«.

Og, forklarer han, det er heller ikke en film, der er lavet til brugerne af Ungdomshuset, men nærmere en film til resten af Danmark.

»Min hensigt med filmen er, at den er mere en brobygger, end det er en hvervekampagne. Det er et spørgsmål om, at seeren skal genkende sig selv i nogle af de her mennesker og samtidig se samtiden fra en anden samfundsgruppes perspektiv«, forklarer Nikolaj Viborg.

Skruede op for budgettet
Da Nikolai Viborg efter fire måneder i Ungdomshuset var sikker på, at han havde materiale nok til den historie, han gerne ville fortælle, kontaktede han produktionsselskabet Bastard Film, som hurtigt skruede op for både budgettet og ambitionsniveauet.

Nu skulle filmen ikke længere bare beskrive indersiden af Ungdomshuset. Store kraner blev lejet til at filme ud over den by, hvor konflikten udspillede sig.

Panoreringer over Bispeengsbuen om natten, den glitrende indsejling til Islands Brygge. Ned langs nybyggerierne i Ørestad, hvor hele vægge er udskiftet med glas, som i et dukkehus for velhavere.

»København ved at være Herning«
Og mens byen sejler hen over skærmen, hører man Mads Lodahls stemme.

»København er ved at blive til Herning. Det, der forsvinder, det er Ungdomshuset, det er Christiania og det er Børnehuset. Det, der kommer i stedet, er Field’s og Fisketorvet. Alting skal være smarte isbarer, caffe latte og smart tøj. Det er bare sådan en facade, der glitrer, og nedenunder er der bare så klamt og så meget vold. Det er sådan, fordi der er så mange forskellige mennesker i vores samfund. Og hvis du vil have alle til at ligne hinanden, kan du sagtens det, men folk vil stadig være forskellige. Så enten presser du dem ud, eller også så presser du dem ned. Og det tryk, det sprænger jo bare i luften på et tidspunkt«.

Filmer nedrivningen
På dette tidspunkt i filmen er hovedpersonen langt forbi kampagner og fredelige aktioner. De politiske forhandlinger er gået i stå, og brugerne af huset lukker sig mere og mere om sig selv. Forskanset i huset med gasmasker og et forråd af vand og ris til flere uger.

Da politiet om morgenen 1. marts rydder Jagtvej 69, sidder Nikolaj Viborg selv i en lejlighed med udsigt til huset og filmer. Indenfor er instruktørassistenten Ditte Marie Nielsen.

Hun filmer løs, når kranskovlen smadrer muren, og tåregasgranater flyver ind igennem vinduerne og fylder lokalet med grøn røg. Hun filmer, når huset ryster, så lamperne gynger, og når strålerne fra vandkanoner forhindrer de unge i at stable endnu flere møbler op foran det store hul i muren.

Gemte båndene væk
Selv om Ditte Marie Nielsen har sit pressekort på sig, bliver hun varetægtsfængslet i tre dage. Sigtet for at opfordre til vold i kraft af sin tilstedeværelse. Båndene med de værdifulde optagelser bliver konfiskeret, men da hun bliver løsladt, giver politiet hende overraskende nok båndene tilbage i en plastikpose.

»Men senere kom Politiet jo i tanke om, at der kunne være noget inkriminerende på de der bånd, som de kunne være interesserede i. De beder så om lov til at foretage en hemmelig ransagning af hendes hjem bagefter«, fortæller Nikolai Viborg.

Det fik de ikke lov til, og det var godt det samme. For på det tidspunkt var båndene for længst gemt et sikkert sted. Historien om Jagtvej ender i murbrokkerne. Men historien om den sårede ungdomskultur ender ikke her, hvis man spørger Nikolai Viborg.

Har efterladt dybe sår
Tror du, at Ungdomshuset på Dortheavej kan erstatte det gamle hus?

»Det har løst en masse, tror jeg. Men den her konflikt har efterladt nogle dybe sår i en masse mennesker, som aldrig har været på kant med loven før, men som nu har prøvet at være i gadekamp, og som altid vil have et anspændt forhold til ordensmagten og politikerne. Der er virkelig tale om et tillidsbrud«.

Læs her hvor og hvornår du kan se '69' under Cph:Dox.dk

Læs mere om festivalen på www.ibyen.dk/dox