Der ligger et blåt hus på Vesterbrogade nr. 90.

Og hver gang instruktøren Max Kestner kører forbi det, ærgrer han sig.

Tilbage i starten af 90’erne boede Max Kestner i huset, og sammen med de andre lejere var han med til at bestemme husets farve.

Medskyldig i grimt hus
Max Kestner forslog lysegrøn. For så ville man altid kunne sige: »Jeg bor i det lysegrønne hus på Vesterbrogade«, og ingen ville være i tvivl om, hvad man mente. Men det var ikke alle på fællesmødet, der faldt for dét argument. Der kom andre forslag på bordet, og til sidst landede beslutningen på det mindst ringe:

Den gråblå farve, som huset stadig har i dag, selv om den nu skaller af den slidte facade.

»Hver morgen, når jeg kører forbi, tænker jeg: Ej, hvor er det grimt! Hvor var det bare et dårligt kompromis. Og jeg er medskyldig i dét grimme hus«, siger Max Kestner.

Om huset på Vesterbrogade er grimt eller bare blåt, må være op til den enkelte.

Det personlige København-kort
Men netop fordi huset ikke blev lysegrønt, har det fået præcis denne bittersøde plads på Max Kestners indre kort over København.

Den slags kort, vi alle sammen bærer rundt på, og hvor bygninger, gadehjørner, vejstrækninger og udsigter er lige så meget en trigger for erindringen, som de er fysiske fænomener.

Det er det København, Max Kestner tegner et portræt af i sin film ’Drømme i København’, der er åbningsfilm på CPH:DOX. Mindernes og stemningernes København, der på én gang er både noget helt personligt og et rum, som alle er fælles om.

»Man kommer til at tilhøre en by, og en by kommer til at tilhøre én, når man bor der tilstrækkeligt længe. Jeg føler jo helt alvorligt, at København er mere min by, end den er nogen andens. Samtidig ved jeg udmærket godt, at alle andre, der bor i København, sandsynligvis har det på samme måde. Men den her med, at det er ’mit sted’, det var vigtigt for mig«.

»Hele mit liv er jo bundet til byen. Hver dag oplever jeg ting, som hænger sammen med helt konkrete placeringer i byen. Og alle de oplevelser giver stederne stemninger, som både er noget, jeg selv har kreeret, men også noget, der kommer ud af det konkrete rum, som har en tone i sig selv«, siger Max Kestner.

Fra Alba til Absalon
’Drømme i København’ er ikke den slags Københavner-dokumentar, hvis handling skrider støt fremad gennem Amalienborg og Tivoli mod den konklusion, at hovedstaden er et herligt sted.

I stedet består filmen af en række scener fra byens liv. Instruktøren og hans hold har filmet i seks uger på 100 locations over hele København, fra Nordvest til Valby.

Faktisk stod der mange flere steder på Kestners ønskeliste, men dokumentaristen måtte bøje sig for, hvad der var praktisk muligt.

»Man kan aldrig udtømme det, for en by er en kæmpe, kæmpe organisme. Man kan bare glide rundt på overfladen og høre brudstykker hist og pist og prøve at give indtryk af mangfoldigheden«, siger Kestner.

Byens puls
Instruktøren har selv indtalt filmens voice over, der fortæller om de mennesker og steder, som kameraet indfanger. Som skolepigen Alba, der kører med bussen over Slotsholmen. For hende er det et stykke af vejen mellem far på Amager og mor på Nørrebro, lyder Kestners stemme.

Men det er samtidig det sted, hvor det første Christiansborg blev opført i 1740, fortæller han, mens bussen når til statuen af Absalon, Københavns grundlægger. Sådan ligger fortiden, nuet og drømmene om fremtiden som transparente lag over og under hinanden gennem hele filmen.

»Vi ville gerne anerkende, at byen var her, før vi ankom. Og den vil være her, efter vi forlader livet. Byen har en særlig sjæl, og en helt anden puls end os mennesker. Dens liv er meget, meget længere, og den forandrer sig meget langsommere«, forklarer Kestner.

Lykken at være lille brik
I ’Drømme i København’ er der kælet for kameraarbejdet og især lyssætningen, så København er nærmest unaturligt smuk.

Her er ingen håndholdt ’vi viser den rå virkelighed’-dokumentaræstetik. Max Kestner er gået efter den samme effekt af kunstighed, som en fotostat har, så byen virker både statisk og levende på samme tid. Himlen er dyb. Gaderne sitrer. Husene lyser indefra.

Pointen, siger Kestner, var at holde fast i, at byen – ikke menneskene – er filmens hovedperson. Derfor ligger kameraets fokus også på (by)rummet i alle filmens scener. Menneskene bevæger sig ind og ud af fokus og står ofte uklart, mens byen altid er knivskarp.

Lykken er at være lille
På den ene side er det ’bare’ et teknisk træk. På den anden side bruger Max Kestner det til at vise, hvordan vi som mennesker med vores 73+ år lange levetid let kan forsvinde i byens store perspektiv. Det lyder angstprovokerende, men det er noget af det, instruktøren elsker ved København, og en af de ting, det har været vigtigst for ham at få frem i sin Københavner-film, fortæller han:

»Der er en enorm lykke forbundet med den frihed, det giver at opleve, at man er lille. Og for mig har den frihed været forbundet til byen, fordi den har det lange liv. Samtidig med at byen er en ophobning af erindring, er den også én organisme, der kan give os de her følelser af bare at være en brik i en uendelig række. Det er samme funktion, som når man kigger på billeder af universet, og man tænker, at man bare er en parentes. Det samme kan byen gøre ved én«.