En ordløs sekvens midt i ’Burma VJ’ siger alt om, hvilken frihedstrang, der gemmer sig under overfladen hos indbyggerne i Burma.

En gruppe munke klædt i karakteristiske orange gevandter går i efteråret 2007 i spidsen for den største demonstration mod militærjuntaen i landet i mere end 15 år.

Munkene drager gennem gaderne i Rangoon, mens de messer en buddhistisk frihedshymne, og pludselig panorerer videokameraet op mod hustagene, hvor man ser tætpakkede folkemængder slippe følelserne løs.

Folk klapper i hænderne, græder og jubler smilende over, at nogen endelig tør sige fra over for generalerne, som har holdt Burma i et jerngreb gennem 40 år.

Et gribende øjeblik
Det er et gribende øjeblik, et billede på en slags kollektiv national forløsning.

Men som så ofte før i Burma, munder demonstrationen ud i, at militæret og militærpolitiet fyrer tåregas og kugler mod folket og tæver løs på alle, som ikke når at tage benene på nakken.

Ikke mindst derfor er ’Burma VJ’ (med undertitlen ’Reporter i et lukket land’) en vigtig film, hvis man spørger instruktør Anders Østergaard, som har arbejdet på dokumentarfilmen om situationen i Burma i tre år.

»Generalerne i landet kører en forhalingspolitik, hvor de prøver at få resten af verden til at glemme Burma. De køber tid, så opmærksomheden om problemet siver væk. Men det er trods alt et fremskridt, at tingene bliver filmet, og det kan godt være, at generalerne ikke er blevet væltet, men vi andre kan nu se, at folket gerne vil have, at generalerne bliver væltet«,

siger Østergaard, som med ’Burma VJ’ følger op på sine succesfulde dokumentarfilm ’Tintin et moi’, ’Gasolin’ og senest den nye fortælling om Dan Turèll i ’Så kort og mærkeligt livet er’.

Grynede klip ud til verden
I fokus i ’Burma VJ’ er en 27-årig burmeser med dæknavnet ’Joshua’.

Han står i spidsen for den lille gruppe af reportere, som med handicams dokumenterer, at militærjuntaen slår benhårdt ned på enhver form for opstand.

’Joshua’ og hans folk sender deres optagelser fra gaderne i Rangoon over nettet til Oslo, hvorfra oprørs-tv-stationen ’Democratic Voice of Burma’ sender de grynede videoklip videre ud til resten af verden, så vi på eksempelvis CNN og BBC kan følge det undertrykte folks kamp for demokrati og frihed.

I Anders Østergaards dokumentarfilm kommer man endnu tættere på de voldsomme begivenheder fra frontlinjen i landet.

Blandt andet under demonstrationerne sidste efterår, hvor det hemmelige politi skyder og dræber en japansk fotojournalist, og hvor militæret overfalder og tæver 250 munke i et kloster.

Lidt af et under
Men bare det, at ’Joshua’ og de andre videoreportere har været i stand til at fange disse ting på deres digitale kameraer, er lidt af et under.

’Joshua’ og hans folk bliver konstant overvåget af det hemmelige politi i Burma. Der er stikkere overalt ned gennem samfundslagene i landet, og hvis videoreporterne bliver taget med deres handycams på sig, risikerer de livstid.

På et tidspunkt i ’Burma VJ’ har ’Joshua’ derfor søgt tilflugt i ’Democratic Voice of Burma’s tilholdssted i Thailand, hvorfra han kommunikerer med de andre reportere på skrattende mobiltelefonlinjer, som pludselig går døde midt i demonstrationerne, og chatsteder som Google Talk.

Det er her, Anders Østergaard har skabt sine optagelser af ’Joshua’, som er en væsentlig og nervepirrende motor i filmen.

Pludselig røg vi ind på verdensscenen
»Af sikkerhedsgrunde kunne vi ikke komme ind i Burma, så vi måtte rekonstruere hændelserne i Thailand.

Jeg var fra starten interesseret i at prøve at finde ud af, hvad reporterne tænker, når de filmer. Hvad går gennem deres hoveder? Hvad sker der, når de tænder kameraet?

De lever jo stjålent og farligt og under et enormt pres, så målet var at komme ind under huden på dem.

Men pludselig sprang der denne her bombe midt i processen, hvor den folkelige opstand helt uventet opstod i Burma, og så satte det hele sig i bevægelse. Vi startede med at lave en lille film, og så røg vi pludselig ind på verdensscenen«, siger Anders Østergaard.

Tre reportere forsvundet
Spørgsmålet, der står tilbage, er så, hvor meget en dokumentarfilm egentlig kan ændre på tingenes tilstand.

Da ’Burma VJ’ slutter, er opstanden blandt det burmesiske folk og landets munke slået helt og fuldstændigt ned af militærjuntaen.

Samtidig har det hemmelige politi formået at infiltrere og optrevle netværket i ’Democratic Voice of Burma’.

Tre af reporterne er forsvundet og formentlig sat i fængsel, og ’Joshua’ er på vej tilbage til Burma fra Thailand for at redde stumperne af sin amputerede oprørsbevægelse.

Buddhistisk på godt og ondt
Blot et par uger senere stryger en altødelæggende tyfon hen over landet.

Her viser det sig nærmest umuligt for internationale nødhjælpsorganisationer at få adgang til de hårdest ramte områder i Burma, mens der i den følgende tid slipper meget, meget få tv-optagelser ud til resten af verden af den humanitære katastrofe.

Og det er ikke så mærkeligt, mener Anders Østergaard.

»’Burma VJ’ har trukket ’Joshua’ mere frem i rampelyset og har desværre gjort hans liv endnu sværere. Reporterne kastede alt ind i demonstrationerne, og de er nu banket tilbage til næsten ingenting. De i gang med at reorganisere sig, men det bliver svært. Oppositionen er svag, og det er næsten umuligt at forestille sig, at de kan mobilisere en væbnet opstand. Burma er jo et buddhistisk land på godt og ondt, hvor ’ikke-volds-tanken’ er meget fremherskende. Det er smukt på papiret, men mange af sekvenserne i filmen er netop et udtryk for burmesernes umådelige afmagt over for generalerne. Jeg ved ikke, om min film kan hjælpe. Men den kan i hvert fald medvirke til at holde the issue alive«, siger den danske instruktør.