Serbisk film har aldrig fået større international opmærksomhed end i det seneste halve år. Årsagen er én titel: Srdjan Spasojevic’ ’A Serbian Film’. Som læsere af Politiken Film allerede vil vide, er der tale om opmærksomhed af den forargede og sensationshungrende slags.

For historien om en falleret pornotyr, der bliver fanget i et sidste, grænseoverskridende job i hænderne på en sadistisk instruktør, har alt, hvad der skal til for at skabe skandale: vold, blod, sex, pædofili og nekrofili, bare til at starte med.

LÆS OGSÅ Københavnsk filmfestival viser porno og pædofili

Leveret så råt og ubarmhjertigt, at selv hærdede genrefilmsfreaks efter sigende skulle have svært ved at forlade biografen upåvirkede.

De ekstreme virkemidler har udløst både censur, fordømmelse og en politianmeldelse for distribution af børneporno mod direktøren for den spanske filmfestival Sitges, som viste ’A Serbian Film’. Og ikke mindst en masse skriveri om det, der er blevet udnævnt til ’verdens grummeste film’, men som også har modtaget flere priser.

Noget på færde
Nu kommer ’A Serbian Film’ til Danmark, med to visninger på CPH PIX. Og måske er det på tide at trække vejret dybt ind og lytte lidt efter, når Srdjan Spasojevic siger, at hans film ikke bare er en genrefilm, der går til ekstremerne, men en allegori over et land i desperation.

For desperation er et gennemgående tema i hele den serbiske filmproduktion lige nu. Og det giver meget forskelligartede, men også meget stærke film, siger Thure Munkholm, der er programchef på CPH PIX.pix.  '32nd December'. Foto: PR/CPH PIX

Han sad i juryen for den nationale serbiske filmpris i 2010 – det, der svarer til den danske Bodil – og i den forbindelse så han hele årets produktion af serbiske film.

»Der er noget på færde i serbisk film, som man ikke finder ret mange andre steder. Det er ikke der, du kigger hen efter den store filmkunst, men mindre kan også gøre det. De har ikke ret mange midler, men de har virkelig meget at lave film om. Man kan mærke en nødvendighed i dem. Det er ekstremt vedkommende film, fordi de har noget på hjerte«.

En særlig nerve
I alt er der seks film fra Serbien i CPH PIX-programmet: Fra voldspornoen i ’A Serbian Film’ over den syrede molstemte musical ’White, White World’ til den sorthumoristiske ’The Woman with a Broken Nose’, der blev kåret som årets bedste film af den jury, Thure Munkholm var del af.

»Uanset om det er velmente dramaer, sorte komedier eller genrefilm, så er de gennemsyret af en underliggende desperation. Vi har at gøre med et land, som famler efter sin egen identitet efter en stor splittelse, mange års socialistisk styre, kapitalismens komme, korruption og alle mulige andre ting. Det er ikke politiske film, men de kommer af den baggrund. Det giver dem en særlig nerve«, siger Thure Munkholm.

LÆS OGSÅ Festivalchef kan dømmes for børneporno

Et godt eksempel er den prisbelønnede ’32nd December’, som som er den første film, der er optaget i den serbiske del af Bosnien. Her går en gruppe unge og drømmer om fremtiden, symboliseret af 1. januars komme. Men da nytårsnat er omme, vågner de til ... 32. december.

Fremtiden er udsat på ubestemt tid. Instruktøren Sasa Hajdukovich ser selv sin film som en metafor for folks bristede illusioner og apatien over for situationen, der hersker: »Folk rundt omkring mig venter bare på, at gode ting vil ske for dem. De forventer, at det sker af sig selv, og de gør intet for det. Det er deprimerende«, siger han til Politiken.

Nødt til at bevæge sig fremad
Den kollektive serbiske desillusion går også igen i Srdjan Koljevic’ ’The Woman with a Broken Nose’: en mosaikhistorie om en håndfuld mennesker i nutidens Beograd, der på hver sin måde kæmper med at blive fri af fortidens skygger.

»Det er en pointe, der synes at gå igen mange steder i serbisk film: Der er en kæmpe vilje til at omfavne det her nye og en masse veje hen imod det, men der er hele tiden noget, der forhindrer det«, siger Thure Munkholm.Pix.  'A Serbian Film'. Foto: PR/CPH PIX

Det er Srdjan Koljevic enig i. »Sådan er det at være serber i dag. Vi er et samfund fanget på broen mellem i går og i morgen. I går var ikke nogen god dag, men desværre ser i morgen heller ikke særlig indbydende ud. Alligevel er vi frustrerede over følelsen af at være låst fast, for vi er nødt til at bevæge os fremad«.

At 'genstarte'
Når filmen også taler til publikum uden for Serbien, så er det ifølge Srdjan Koljevic, fordi de problemer, serberne gennemlever, i bund og grund er almenmenneskelige.

»Når jeg bliver fanget i trafikken, kigger jeg rundt på ansigterne omkring mig og tænker på, hvordan vi alle har lidt følelsesmæssig skade og oplevet tab i de turbulente år. Alle er indirekte ofre for det kaos, vi har levet i«.

LÆS OGSÅ Verdens grummeste film er fra Serbien

»Men det tema – at være følelsesmæssigt fanget og have behov for at ’genstarte’ for at kunne leve fuldt ud, det er noget, der giver genlyd overalt i verden. Det er dybt menneskeligt, og det er det smukke ved at lave film. Når du arbejder på det personlige og intime niveau, så forstår folk dig, uanset hvad deres baggrund er«, siger Koljevic, inden han runder af med en bittersød vittighed:

»En serber er på besøg i Sverige, og da han kommer hjem, spørger hans venner, hvordan der var? »De er 25 år bagud for os«, svarer han. »Hvorfor det?«. »Fordi det stadig er godt at leve der««.