Annonce
iByen 6. jul. 2010 KL. 11.03

Guide: Jazzfestivalen damper af god mad

Jazzspillesteder garnerer koncerterne med kalvebrisler og grillbuffeter.

Der var engang, hvor jazzpublikummet blev spist af med en skål peanuts og – på en god dag – en parisertoast. Nu satser flere spillesteder på at servere god mad og dyre vine.

Grillgade ved JazzHouse
Hele Niels Hemmingsens Gade er spærret af under festivalen. »Det er som en lille jazzlandsby«, siger JazzHouse’s musikchef Lennart Ginman.

Her kan man alle dage fra kl. 18 tage plads ved borde dækket af rød- og hvidternede duge og drikke øl og drinks, mens dj’s og jazzbands underholder.

Der er også en stor sydende grill, og ved den kan man f.eks. bestille spareribs med grillet majskolbe, søde kartofler og coleslaw (120 kr.) eller laksefilet med nye kartofler og hvidvinssauce (150 kr.) Lækkersult kan stilles med salt brownie med friske bær og vanille creme eller bagte rabarber med citron mousse og mynte – hver til 65 kr.

Niels Hemmingsensgade, København K, Ma.-fr.: 17-22 samt lø.-sø. 12-22

LÆS ARTIKELJazzfestivalen trækker stjerner til Valby

Buffet i Valby
Cafe GG i Prøvehallen, som er scene for Valby Summer Jazz, står klar med en stor grillbuffet. Her kan hapse chilipølser, bøffer af oksefilet, kyllingebryst og alskens salater for 125 kr. Og alt efter humør kan den indtages ude under parasollerne på pladsen foran Prøvehallen eller inde i selve caféen.

»Jazzfestival skal ikke længere være synonym med flade fadøl og halvrå grillpølser. Jazz er blevet et livsstilsprodukt på linje med brunch på Sankt Petri, møbler fra Illums bolighus og vegetarsushi«, siger Kit Blædel fra Prøvehallen.

Derfor får koncertgæsterne – udover tilbuddet om at gå om bord i den fyldige grillbuffet – også procenter, hvis de provianterer på Sticks’n’Sushi og Estate Coffee før koncerterne med navne som Kenny Werner og Uri Caine.

Porcelænstorvet 4, Valby, tlf. 22 98 00 98, buffet dagligt kl. 17.30-20.

Gourmetmenu i St. Regnegade
Hos det ny Jazzhus Montmartre står den dagen lang på mad, vin og kaffe fra Era Oras gourmet-kokke. Om aftenen kan man før koncerten tage plads ved langbordene og bestille en festivalmenu til 255 kr. og smage tre italienske tilberedninger: friskfangede rejer på en salat af rovegliabønner, kalvebrisler med stegt risotto, kartoffelcreme og balsamico reduktion og til slut en chokolademousse med frugt. Men bestil bord. Der er kun plads til 40 spisende gæster.

»Vi har forsøgt at skabe et paradis for livsnydere, hvor man kan få en komplet vellykket aften: Lige fra middagen før koncerten, over de udsøgte italienske vine, til kaffen, som jeg seriøst mener er byens bedste fra en antik italiensk kaffemaskine fra 1961 og brygget med kærlighed på særligt importerede bønner«, forklarer Rune Bech, indehaver af Montmartre.

Store Regnegade 19A, København K, tlf. 31 72 34 94. Ma-lø 12-20 – på dage uden koncert dog til 23

LÆS ARTIKELMichelinkokke laver fingermad til jazzgæster

Ved langborde i kirkens have
Bag Christians Kirke er der en grøn og næsten hemmelig gårdhave med bøgetræer og grønne plæner. Som noget nyt er her også en aktiv scene under jazzfestivalen og derfor er der også opstillet en stor Webergrill, så man ikke skal overdøve musikken med knurrende mave. For 125 kr. kan man købe en såkaldt ’gourmetgrillpakke’ leveret af den populære toscanske deli ’Cibi e Vini’.

Dertil kan man købe en god økologisk Barolo for 500 kroner. Man er også mere end velkommen til selv tage en picnickurv og drikkevarer med.

»I går var der nogen, der kom i bil og læssede et helt måltid af og dækkede op med duge. Superhyggeligt«, lyder det fra koncertarrangør Mads Maaløe.

Strandgade 1, København K, dagligt under festivalen fra kl. 17.30

LÆS ARTIKELChristians Kirke mixer barbeque og jazz

Vinbar med tapastallerken
På den lille bar Malbeck, der excellerer i argentinske vine, kan man indtage betragtelige mængder nordisk, swing og moderne jazz i denne uge.

Man tager plads på de fleksible ’byg selv en siddeplads’-møbler, og herfra kan man toppe oplevelsen med lidt godt til ganen. Der serveres en tapastallerken med blandet ost, pølse, oliven, nødder og brød og god kvalitet for 100 kr., som går godt i spænd med et glas vin.

For eksempel et velskænket glas Lorca Fantasía Malbec 2008 til 60 kroner, der efter sigende skulle rumme noter af både solbær, sveske og blomme og krydrede toner.

Istedgade 61, København V. tlf. 33 31 19 70, Ma.-to. 16-24, fr.-lø. 16-02. Sø. lukket

Annonce
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Det sker i byen

Bedst lige nu

Bedst lige nu

Seneste cafékontrol

  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes
  • Politiken synes

Bedst lige nu