At være til koncert med Pierre Dørges New Jungle Orchestra er ikke kedeligt.

Ud over at være livsbekræftende og musikalsk berigende er det faktisk ofte uhyre morsomt.

Fordi musikken i alt sit sprudlede anarki er så opfindsom og kulørt. Og fordi den 62-årige kapelmester har en underskruet humor, han gerne giver til bedste i sine kommentarer til det opførte repertoire.

Det kom blandt andet til udtryk i et nummer, hvis titel var mandinga-sprogets ord for horn/blæseinstrumenter ’Pimo’ (tror jeg nok, mit afrikanske er lidt rustent).

On the vandkande
Her skulle trommeslageren bruge et lidt overset slagtøjsinstrument, nemlig et haveredskab, man almindeligvis bruger til overrisling.

Og da han fremdrog et godt gammeldags forzinket eksemplar, lød det tørt og mildt fra Pierre Dørge: »Are you ready on the vandkande« – en sætning, man sjældent hører i jazzmiljøet.

At der så stod en legemsstor papier machier-kopi af en elefant i kulissen, gjorde ikke det hele mindre underholdende.

Når man hører Jungleorkesterets på en gang vanskeligt tilgængelige og totalt imødekommende musik, er det ligesom at få læst højt af en voldsomt spændende bog, hvor der hele tiden sker noget eventyrligt.

Hvor man hører en historie, som udspiller sig i en skov, og der pludselig kommer en bengalsk tiger og sætter sig ned og spiller fløjte for en på den mest bedårende vis.

Sådan var det, da den unge indiske bambusfløjtemester Shashank Subramanyam indtog scenen, gik i lotusstilling og så ellers bare blæste i sine fløjter med en fuldstændig overjordisk teknik og en næsten mozartsk melodifornemmelse, mens hans ene fod vippede jazzet som en ellingtonsk metronom.

Og prinsessen, som var den smålandske sangerinde Josephine Cronholm, sang så hjerteskærende smukt.

Blandt andet i en version af Grundtvigs ’Jeg gik mig ud en sommerdag’ fra 1847, der i jungleversionen blev til en hyldest til musikkens kraft, hvilket blev fint understreget ved, at arrangementet lod fløjten komme til lyd som en slags vokal, før sangerinden istemte med første vers af teksten.

Vi var også i Afrika, hvor kora-spilleren Dawda Jobarteh underholdt os med den gambianske nationalsang ’Fode kaba’. En pragtfuld patosfyldt melodi – og en stor og smuk gestus af åbenhed at lade den klinge i en af Nationalscenens hellige haller.

Bollywood-soundtrack
Den genremæssigt ubestemmelige historie, som sjovt nok led af en påfaldende mangel på onde skurke, indeholdt også et skønt og morsomt soundtrack til en endnu ikke indspillet Bollywood-film med dans, biljagter, romantik og det hele.

Blæserne blev sendt på opdagelsesrejse rundt blandt publikum og kom helskindede hjem med toner på lommen. Og publikum sad og lo, så tårerne trillede over et musikalsk drama, der var komplekst, smukt, åbent og spændende.

Hyldest til Ornette Coleman
Ensemblets rødder i både fusionsmusikken og den frie jazz blev publikum også flere gange behageligt mindet om. Dørges drømmende, John McLaughlin-inspirerede spil var et spor; blæsernes ekstremt kompetente fælles improvisationer et andet.

For slet ikke at tale om Irene Beckers komposition ’Magic Mystery Moon’ med tekst af Ib Michael, der endte med at sende en hilsen og hyldest til Ornette Coleman og hans ’Lonely Woman’ fra mesterværket ’The Shape of Jazz to Come’ fra 1959.

Dejlig rejse
At den besøgende inder også besidder kvaliteter som komponist, blev bevist i et nummer dedikeret til hans 14 måneder gamle datter, hvis navn betyder ’lyn’ på hindi. Enkelt og smukt samt bemærkelsesværdigt integrerbart i Jungleorkesterets ikke just nemme musikalske univers.

Naturligvis gav Pierre og hans kosmopolitiske spillemænd også signaturnummeret, ’The Mooch’ af Ellington.

Som i alle gode dannelsesromaner vendte vi forandrede hjem efter turen. Men hvor var det dog en dejlig rejse, Jorden rundt på et par timer, i selskab med et orkester, som altid er sig selv, men aldrig det samme.

Læs alt om jazzfestivalen på ibyen.dk

Læs alle anmeldelser fra jazzfestivalen