Pianisten Kenny Barron hører til den lidt ældre garde efterhånden.

Den dejligt lavmælte, behagelige mand har en stor plads i danske jazzelskeres hjerter på grund af sit samarbejde med Stan Getz og sin medvirken i 1991 på den sidste plade, saxofonisten nåede at lave inden sin død. En duoplade med titlen ’People Time’, der blev indspillet på Montmartre, dengang det lå i Nørregade.

Med Kenny Barron tilbage på scenen i det oprindelige, nu genopstandne Jazzhus Montmartre i St. Regnegade, hvor han også optrådte i gamle dage, rejste den nyrenoverede klub sig til fordums storhed.

Matchende elegance
Barron er en elegant pianist.

Hans faste, japanske bassist, Kiyoshi Kitagawa, matchede Kenny Barrons elegance, og med den helt forrygende cubanske Johnathan Blake bag trommerne til erstatning for det faste medlem Fransico Mela blev første sæt på den første af trioens tre aftener på jazzhuset en smuk opvisning i den grundlæggende øvelse at bygge numre op og spille soloer.

Kampsvedte
Solospil præsterede først og fremmest trioens medbragte saxofonist, der heller ikke var nogen hr. hvem som helst. David Sanchez er et betydeligt navn i amerikansk og international jazz, hvad man forstod til fulde, da han indtog scenen med slankt og klart formuleret tenorspil.

Mens David Sanchez kampsvedte, så den lyserøde skjorte skiftede farve til våd mørkerød, førte han straks fra første nummer – det var Cedar Waltons ’Hindsight’ – solidt bevis for, at han er manden, der uden at maskere noget, uden at pakke tingene ind i unødvendige krummelurer og sidespring, kan spænde en stor solistisk bue op.

Med ’Body and Soul’ præsterede Sanchez en enkel, indholdsrig og sikker fortolkning af en standard, der siden Coleman Hawkins har været tenorsaxofonisternes ejendom.

Kenny Barrons klaverspil med dets lejlighedsvise latinamerikanske indfarvning havde nærmest noget sval brise over sig.

Hvilket var tiltrængt i et sprængfyldt lokale, der denne sommeraften var decideret overophedet. Efter en supertight, ikke videre blid udgave af ’Softley, as in a morning sunrise’, hvor den omfangsrige Blakes trommespil virkelig havde både knald på og opfindsom variation i detaljen, var det ikke nemt at forlade det pakkede Montmartre.

Den bop-rodfæstede Kenny Barron med David Sanchez leverede stærk og smuk, indholdsrig og engagerende jazz fra det traditionelle spor.