Året er 1989. Berlinmuren er faldet, men hjemme i Stavanger står gymnasieeleven Jarle Klepp og gokker hovedet imod sine egne mure.

Jarle keder sig gudsjammerligt indtil den dag, han møder den ligesindede Helge.

Nu skal der spilles punkrock, scores piger og skejes ud!

Klassens smukke pige
Alt går efter planen. En guitar, et band og en følsom sang på et kassettebånd gør underværker.

Så på trods af sit røde hår og sin klejne fysik bliver Jarle kæreste med Cathrine, klassens helt vildt smukkeste pige. Også Mattias Rust Band ser en glorværdig fremtid for sig.

Men så begynder der en ny dreng i klassen. En dreng, som spiller tennis og med tøseagtig synth-pop får noget ukendt til at rumstere i Jarles blege fuglebryst.

Arketypisk dannelseshistorie
’Mig og Yngve’ er med andre ord en arketypisk dannelseshistorie. En norsk ’Den kroniske uskyld’ komplet med forvirring i grænselandet mellem venskab og kærlighed.

Tilsat den rockmusik, som på en helt anden måde end i Danmark synes at være et dominerende træk i dannelsesromanerne.

For ’Mig og Yngve’ er nemlig en filmatisering af en dannelsesroman. En af Norges mest læste yngre forfattere Tore Renberg har skrevet ’Mannen som elsket Yngve’.

Jarle Klepp er Renbergs litterære alter ego. En parallel, som valget af Rolf Kristian Larsen i hovedrollen fremhæver.

Årets bedste film
Stian Kristiansens film vandt hele fire Amanda-priser i Norge. Den blev bl.a. valgt til årets bedste film og var Norges bud på Nordisk Råds Filmpris.

Det er da også en virkelig fin film, der ikke er overdrevent hæmmet af sine mange kulturelle referencer. De er nemlig primært engelske og amerikanske.

Joy Division, The Jesus and Mary Chain og R.E.M. går lige så godt i Danmark som i Norge, og skildringen af livet i provinsbyen Stavanger kunne med lidt god vilje lige så godt have været henlagt til Aalborg.

Stadig i fuld sving
Den selvbiografiske fortælling om ungdomsdagene er en type film, som sjovt nok ikke fylder meget i landskabet herhjemme i disse år.

Det er, som om der er en generation eller to, der ikke har haft lyst til at se tilbage på sin egen ungdom. Måske fordi de 40-50-årige synes, den stadig er i fuld sving?

Sådan er det altså ikke i Norge, hvor ’Mig og Yngve’ så til gengæld må siges at stå noget i skyggen af Joachim Triers ’Reprise’ fra 2006.

De to film om unge mænd og kunstnerspirer har en del stof tilfælles, men hvor ’Reprise’ udmærkede sig med nerve og stilistisk vovemod, er ’Mig og Yngve’ anderledes traditionel og så at sige efter bogen.