»Jeg elsker storbyer«, udbryder den tysktyrkiske instruktør Fatih Akin spontant.

»Jeg interesserer mig for storbyer som organismer. Jeg har længe vidst, at jeg ville lave film om storbyer. Den største kompliment jeg fik af mine tyrkiske kolleger efter ’Auf der Anderen Seite’ var, at de sagde, at jeg viste dem deres by (Istanbul, red.) set med friske øjne«.

LÆS OGSÅTysk-tyrkisk drama brænder igennem

»Jeg bor selv i Hamburg. Det er her, jeg går til lægen, her, mine forældre bor, her, mine børn går i børnehave. Ville jeg være i stand til at filme min egen by med så friske øjne, som jeg filmede Istanbul? Dét var udfordringen. Jeg vidste, at jeg måtte lave en film om Hamburg, inden jeg eventuelt drog af sted for at filme i Mexico eller Hollywood, eller hvor det nu bliver. Inden da ville jeg lave en film om Hamburg, som folk 20 år senere ville synes var sjov at se«, forklarer den 36-årige Akin.

Ønskebarn
Resultatet er filmen ’Soul Kitchen’. En hamburgerfilm med masser af mad og musik og humor og den form for kødelighed, der hedder kærlighed.

Mad og musik var der også masser af, da filmen blev lavet. ’Soul Kitchen’ er en film, der ser ud, som om den er blevet til ved en jamsession.

LÆS OGSÅKøkkenkomedie giver appetit på livet

Et charmerende rytmisk og improvisatorisk potpourri om en anarkistisk restaurant, hvor forskellige musikere er kommet dryssende med lige præcis deres stilarter og temperamenter som krydderi.

Blandt ’musikerne’ er ikke mindst den markante tyske skuespiller Moritz Bleibtreu, der spiller den græsktyske hovedperson Zinos’ gennemført upålidelige og prøveløsladte bror, Illias.

»Ja, det var lidt som et dj-set«, mener Akin, der arbejdede på manuskriptet i fem år, mens han havde travlt med at lave andre og mere alvorlige film.

I lang tid så det ikke ud, som om han nogensinde selv ville komme til at lave filmen. Han skulle vist hellere holde sig til det mere alvorlige stof i kulturkløften, mente både han selv og folk omkring ham. Men langsomt begyndte han at føle, at det ville være som at give et ønskebarn væk til adoption.

Generationsportræt
»’Soul Kitchen’ portrætterer en bestemt generation, en særlig måde at leve på. For hver dag, der gik, kunne jeg mærke, at jeg kom længere væk fra at leve denne livsstil. Jeg blev ældre. Jeg fik et barn for tre år siden. Jeg kunne ikke længere klare røgen. Jeg levede ikke længere livet på klubberne. Jeg havde ikke lyst til at blive 50 år og først da lave en film om mine unge dage og så lave noget sentimentalt bras! Jeg ville lave den nu! Mens jeg var tæt på min helt og hans livsstil«.

Fatih Akin fik et fornemt internationalt gennembrud, da ’Gegen die Wand’ vandt Guldbjørnen i 2004.

LÆS OGSÅBerlinale-vinder 'Mod muren' årets europæiske film

Men i modsætning til ’Soul Kitchen’ er ’Gegen die Wand’ mere tragedie end komedie, og tragedien har lettere ved at krydse kultur- og sproggrænser end komedien med sit spind af indforståede kulturkoder.

Er det mon sjovt
»Det var min største frygt«, nikker han. »Jeg var virkelig i tvivl om, hvorvidt nogen uden for Hamburg overhovedet ville finde det sjovt«.

Hans tyske distributør var endnu mere i tvivl. Så han tog filmen under armen og tog til Freiburg i Sydtyskland, hvor kulturen er anderledes end i Hamburg. Til gengæld har man et fiffigt testsystem. Publikum ser filmen først og betaler kun bagefter, hvis de kunne lide, hvad de så.

’Soul Kitchen’ scorede det højeste antal betalende fra testpublikummet i otte år.

Også på filmfestivalen i Venedig, hvor ’Soul Kitchen’ modtog en særpris af juryen, var der absolut munter stemning, da filmen blev vist for pressen. Fatih Akin kunne ånde lettet op.

»At lave en sjov film var rigtig hårdt arbejde, men det var også rigtig, rigtig sjovt! Vi grinede så meget, at vi var ved at blive bange for, om der mon var noget galt med os«.

LÆS OGSÅTysklands Almodóvar byder på føde for sjælen

»Jeg synes ikke, man kan se det i filmen. Jeg synes, den løber så glat som vand over sten. Men at få det til at se så let ud, var virkelig svært. At skabe den helt rigtige timing var det sværeste. At få alle disse skuespillere og al den mad til at swinge sammen i det samme køkken i det samme billede var lidt af en udfordring«.

Identitet som auteur
»For mig handler det i virkeligheden kun om én ting. Jeg vil være den bedste instruktør, jeg overhovedet kan blive med de evner, jeg nu engang har. Det bliver jeg ikke ved at gentage mig selv. Hvis jeg har haft succes med et eller andet, så vil jeg ikke gentage mig selv. Det synes jeg er kedeligt. Jeg skal hele tiden prøve noget nyt. Går det skidt, har jeg i hvert fald lært noget af det«.

»Jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg vil lave film, så længe jeg har noget at fortælle. Jeg har aldrig lavet reklamelort. Jeg kan ikke holde det ud, hvis nogen kommer og fortæller mig, hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Selvfølgelig ville jeg gøre lidt af hvert, hvis min familie sultede, eller hvis jeg blev sparket ud af Tyskland og ikke blev lukket ind Tyrkiet«, indrømmer han.

Men indtil da holder Fatih Akin stædigt fast ved rollen som auteur og laver lige akkurat de film, han har lyst til.