Der er også grænser. Og jo vildere og mere i tråd med virkeligheden han gjorde skandalen i sin film, jo mindre usandsynlig ville den forekomme.

Det kan være svært i 2010 – efter pigtråd, punk, death metal og Sussi & Leo! – rigtig at forstå, hvor sjælssønderrivende og grænseoverskridende en begivenhed Stravinskys hovedværk var, men den aften i Théâtre des Champs-Élysées i Paris, 29. marts 1913, ændrede alt.

Det er et åbent spørgsmål, hvordan musikken var kommet ind i den moderne jetalder uden balletten ’Le Sacre du printemps’ og den premiere, der har leveret stof til en af kulturhistoriens mest sejlivede myter. Ville et begreb som scandal celebre give mening uden at have Stravinsky?

Affæren betalte lejen
Den aften i Paris i 1913 er kernen i ’Coco Chanel & Igor Stravinsky’, hollandske Jan Kounens film om den franske modepioners (Anna Mouglalis) kontroversielle forhold til den mindst lige så banebrydende russiske komponist (Mads Mikkelsen).

LÆS ANMELDELSE Mads Mikkelsen overbeviser ikke som musikalsk geni

De tos mangeårige erotiske forhold udspillede sig på baggrund af Stravinskys fatale afhængighed af folk, der kunne sponsorere ham, og affæren mellem de to blev bivånet af Stravinskys kone og deres børn, der boede til billig leje hos Mlle Chanel.

Hvor Chanels bidrag til kulturen, moden og kvinders plads i den blev filmatiseret for nylig i ’Coco før Chanel’, er forholdet mellem de to jomfrueligt filmisk stof, og aldrig før er urpremieren på Stravinskys dunkende, insisterende ’primitive’ værk, ’Le Sacre du printemps’, blevet beskrevet så minutiøst i billeder.

»Men det gik jo så vanvittigt for sig den aften«, siger filmens instruktør, Jan Kounen, som jeg træffer denne sene eftermiddag på stranden ved Croisetten i Cannes. »Og det stod mig klart, at jeg var nødt til at redigere mig ud af virkeligheden, fordi ingen, der ikke kender den oprindelige historie fra urpremieren, ville tro på den ned i mindste detalje«.

Den aften musikken skiftede kurs
For ikke alene råbte og skreg folk. De fleste af forargelse og chok over de skærende dissonanser fra orkestergraven, den dumpe rytmik og det bevidst grove og firkantede trinsprog i balletten, som Vaslav Nijinskij havde koreograferet.

Næsten lige så mange råbte i irritation over dem, der brokkede sig. Nogen gokkede nogen i nødden, andre stak andre en lussing. Der var ragnarok!

»Og da Stravinsky forlader sit sæde i salen for at gå bag om scenen og prøve at støtte de udøvende, ser han, at Nijinskij selv har stillet sig op på en stol ude i kulissen, og dér står han og råber tal ud i hovedet på danserne, der desperat prøver at holde rytmen og danse trinene, der i forvejen er ekstremt komplicerede, og hvad skulle de gøre, når publikums skrigeri overdøvede orkestret? Stravinsky gik faktisk hen og holdt om Nijinskys ben, for at han ikke skulle falde ned, men dér satte jeg grænsen. Det ville se for komisk ud«.

TV Mads Mikkelsen lærte fransk, russisk og klaverspil

Men i virkelighedens verden var intet for komisk. Nede i salen var der flere berømte komponister til stede, som med slet skjult misundelse har berettet om den aften, musikken skiftede kurs, og i det hele taget har endnu flere mennesker angiveligt været til stede i netop det teater netop den aften, end der var til stede ved Berlinmurens fald.

Det dristige ved Jan Kounens brug af scenen er, at han lader den udspille sig i ’faktisk’ tid. Det er, som om vi oplever hvert ukvemsord fra salen, hvert viderværdigt dansetrin fra danserne og hver revolutionerende node fra orkestret:

Som var det pornografi
»Det var moderniteten, der ankom til Paris den aften«, som Kounen siger, »og publikum reagerede, som om det var pornografi, de kiggede på. For mig siger netop det værk enormt meget om Igor Stravinsky selv. Igennem filmen integrerer jeg værket ’Le Sacre du printemps’ i hans krop og sjæl og får det til at spejle den udvikling, han er igennem som menneske«.

Da ’Sacre’ havde spillet færdig i Théâtre des Champs Élysées, var intet det samme. Musikkens sprog, der var gået i en lige linje fra Bach over Mozart til Brahms og Wagner, var splintret, og bolden var givet op: Anything goes.

Spørgsmålet er, om Stravinsky nogensinde igen præsterede noget, der var tilnærmelsesvist så udfordrende som ’Sacre’, og Kounens film, der i den grad bruger ballettens musik som ledemotiv, synes at pege på et savn hos komponisten i hans senere liv, en længsel tilbage til, da der for alvor var noget på spil.

Og jo, så er Stravinskys rolle besat med danske Mads Mikkelsen. Jeg skulle hilse at sige fra Jan Kounen, at det rager ham, om vi synes, de to ligner hinanden i den banale forstand.

Han castede Mikkelsen, fordi han var tiltrukket af en tilsyneladende improviseret kvalitet fra film som ’Efter brylluppet’ og ’Adams æbler’, og de af os andre, der lige studser en gang, vil have gavn af lige at slå Stravinsky op i biograferne: Den nørdede, bebrillede komponist var dedikeret fitnessfan.

Hver morgen gik med strenge, kaptajn Jespersen-lignende øvelser, og Stravinsky var lige så bred om skuldrene og smal om hofterne, som han var bleg, fattet og fugleagtig i området nord for halsen.