»Hun skulle have siddet lige dér!«.

Jacob Holdt peger på stolen for bordenden. Den tomme stol.

Sapphire var hans trumf. Når jeg ankom, skulle Sapphire sidde der, og jeg skulle efter drejebogen tabe næse, ører og mund. Det havde jeg nok også gjort.

Han kommer stadig til at klukke, når han tænker på, at den Sapphire, han boede sammen med i San Francisco for et kvart århundrede siden, er nøjagtig dén Sapphire, hvis bog ’Push’ danner forlæg for succesfilmen ’Precious’, der er linet op som en af sæsonens helt store internationale prisvindere.

LÆS ANMELDELSE Oscarfilm er grum socialrealisme

Det gik op for ham i forrige uge, da han med sit kendskab til Amerikas sorte skulle introducere ’Precious’ ved en københavnsk forpremiere, og via email genoptog de kontakten. Og meningen var, at hun skulle have siddet lige dér. Men hun nåede det ikke.

»On and off-prostitueret«
Det Harlem, der danner scene for Precious’ skrækkelige familieliv i filmen og bogen, var Holdts og den sorte digter Sapphires jagtmarker i årene efter Holdts oversøiske gennembrud med ’Amerikanske billeder’.

Han boede hos nogle lesbiske veninder nede på Avenue D i East Village, da Sapphire en dag ringede og inviterede ham til at besøge sig om aftenen.

»Vi havde fuldstændig det samme syn på de der undertrykkelsesmekanismer, der holder de sorte nede. Men Sapphire, der er vokset op på diverse militærbaser, kendte ikke den sorte underklasse, som jeg gjorde. Jeg gik på gaden som vagabond i fem år og drog mine konklusioner dér. Men hun var blevet voldtaget af sin far, da hun var barn, og afreagerede ved at leve som gadeprostitueret i ti år, mens hun prøvede, tappert, at holde sig fri af alfonssystemet. Dét kræver hjerne«.

Da Sapphire i 1996 blev landskendt i USA med romanen ’Push’ om den stærkt overvægtige pige Precious og den sorte arvesynd, ændrede hun lidt kosmetik i sin biografi.

Årene som prostitueret blev til »mine år som hippie«, men hun har i diverse interview erkendt så meget, at hun var »on and off-prostitueret«.

Dertil kommer det ikke med Precious, som bog og film følger gennem barndommens seksuelle ydmygelser i hjemmet, farens voldtægter og morens vilkårlige, skinsyge vold.

Indtil der en dag dukker en kvinde, en lærer i hjælpeklassen op, som tager Precious til sig og lærer hende at læse og skrive.

Min lesbiske kæreste
Jacob Holdt flyttede ind i Sapphires lejlighed, der lå en blok fra Abyssinian Baptist Church, Harlems store aktivistkirke. Han kalder hende sin lesbiske kæreste og vil helst, at forholdets konkrete karakter flyder mellem linjerne. Sapphires venner kunne ikke se det morsomme i det.

»Vi var sammen i tre år, Sapphire og jeg, og »How can you live with a filthy white heterosexual?«, var det, veninderne altid ville vide. Hendes karriere som lesbisk, feministisk poet var truet af, at vi boede sammen, og når vi var uden for lejligheden, gik vi på hver sit fortov. Til sidst brød vi, og jeg lovede ikke at opsøge hende igen, hvilket gjorde mig ondt, for hun var min vigtigste kampfælle«.

Voldtægt, også i familien, er et velkendt mønster fra folk, der bliver holdt nede, siger Jacob Holdt på vegne af den forskning, han og andre har udført i årtier.

Voldtaget af en sort mand
Han var selv en blåøjet ung dansker, da han i 1971 på sin allerførste dag i USA blev voldtaget af en sort mand, der havde tilbudt ham husly. Og som han senere, da de mødtes igen, omfavnede og tog til sig som livslang ven.

»Det er min erfaring, at man skal forsone sig med smerten og dem, der gør en ondt. Og at man aldrig skal sige nej til noget. Den første dag, mens jeg ventede på at skulle tilbage og sove hos ham fyren, mødte jeg nogle hvide kvinder, der inviterede mig til at bo hos sig, og jeg var fristet, men tænkte: Nej, det går ikke. For så danner der sig et mønster med, at jeg altid vil sige ja til kvinder og nej til mænd, ja til heteroer og nej til homoer, ja til hvide og nej til sorte, ja til slanke og nej til tykke – og sådan hele vejen igennem. De homoseksuelle forhold, jeg har haft i USA, skyldtes, at jeg ikke ville sige nej, men kunne bruge oplevelsen til noget som menneske«.

Det overskud findes ikke i ’Precious’. Ligesom der for øvrigt slet ikke optræder hvide mennesker. Jo, en enkelt skolelærer i en lille rolle, og Mariah Carey optræder som socialarbejder, men det er en pointe i filmen, at ingen kan gennemskue, om hun er en lyshudet sort, om hun er latina – eller slet og ret: hvid. Tilsyneladende er der ingen hvid racisme i ’Precious’.

Overladt til selvdestruktion
»Sådan ser jeg det ikke«, siger Holdt. »Tidligere havde vi plantageejeren, der boede på sin ejendom, omgivet af faldefærdige shacks til plantagearbejderne, og undertrykkeren var let at identificere. Så kom segregationstiden, hvor skilte viste, hvor sorte kunne sidde i busser og restauranter, så kom Martin Luther King og borgerretsbevægelsen, hvor man inden for et enkelt kvarter havde sorte shacks og pæne hvide huse«.

»Men i dag?«. Jacob Holdt kigger på mig.

»I dag? I de enorme ghettoer i Chicago og Detroit bor der 94 procent sorte, fordi vi hvide er flygtet fra dem. De hvide bor langt ude i forstæderne og den sorte middelklasse i grænselandet ind til ghettoen. Ghettoiseringen af Amerika er så gennemført, at racerne slet ikke behøver at mødes. De sorte er effektivt spærret inde i ghettoen, overladt til totalt selvdestruktion, og det er resultatet af racismen. Det at du ikke ser hvide mennesker i ’Precious’ betyder bare, at det racistiske projekt er lykkedes«.

Det særligt udfordrende ved ’Precious’ og det, som mange sorte organisationer har haft imod filmen, er, at den hænger alt vasketøjet til tørre.

Film om sorte har beskrevet dem som varmhjertede i undertrykkelsen, som kristent overbærende, som ulykkeligt nedtrådte, som knivskarpe med en radikal reaktion. I ’Precious’ oplever vi en teenagepige i et miljø, der er ondt, voldeligt, afstumpet.
»Man bliver til et monster efterhånden. Ingen sorte underklassefamilier i dag lever samlet, for far og storebror sidder altid i fængsel. De sorte er i dag blevet deres egne værste undertrykkere, det er det, man kalder ’internaliseret racisme’, hvor den konkrete smerte ikke kommer fra de hvide, men fra dem selv, gadebander, voldtægtsmænd, kriminelle og junkier. Da jeg kom til USA i 1971, var jeg lige blevet smidt ud af gymnasiet og havde fået 5 i engelsk, som jeg dårligt kunne skrive. Alligevel skrev jeg det bedre end nogen sorte, jeg mødte. Sorte bliver tit nedgjort af deres egne, fordi de læser og skriver. Don’t do that white thing! Kend din plads, you ain’t shit, nigga! Det er det signal, man sender til sine børn: Du er værre end skidt. Man har kunnet se det samme mønster hos kvinder og bøsser, når de har været undertrykt. De begynder at overtage undertrykkelsen selv. Som vi igen ser det i filmen«.

Så ender racisterne jo med at få ret ...?

»Ja for så vidt. Selv Jesper Langballe ender med at have ret. Det har jeg tænkt meget over. Om jeg skulle skrive en artikel og give ham ret. Men temaet incest og voldtægt har jo intet med hverken muslimer eller sorte at gøre, men når vi ghettoiserer mennesker og knuser deres selvværd, sker der grimme ting. I de senere år har jeg arbejdet meget sammen med Ku Klux Klan, og dér fik jeg mønsteret bekræftet. Lige siden jeg i 1978 samlede min første KKK-blaffer op, der var på vej til klanmøde, har jeg anet det, og da jeg for nogle år siden sad over for en klanleder, fortalte jeg ham, at jeg havde den dybeste medfølelse for hele klanen, fordi de har været udsat for incest og mishandling i barndommen, ligesom i den sorte ghetto. Man skulle tro, at sådan en stolt klanleder ville blive rasende, men han blev dybt rørt. Jeg havde ramt lige ned i hans smerte. Siden meldte han sig ud af klanen og blev slået ihjel af andre klanmedlemmer«.

Frelsende engle
Når Jacob Holdt har været rundt og holde sine ’American Pictures Racism Workshops’ på amerikanske colleges, har han lagt øre til masser af historier om incest og voldtægt. I ’Precious’ er det en lesbisk lærerinde, der hjælper Precious ud af armodet. En frelsende engel.

»Når sorte college-elever grædende går ud efter fjerde time af mit show, fordi de ikke kan klare mere, så er det tit på grund af skyldfølelsen. Deres søskende sidder i fængsel, mens de selv sidder på eliteuniversitet. Og så kommer der typisk en lang historie om en frelsende engel. En gymnasielærer, en bedstemor, en fremmed der tog sig af barnet på det rette tidspunkt og hjalp ham eller hende ud af vreden og smerten«.

Ikke alle sorte i USA har en andel af den sociale arvesynd. Sorte indvandrere fra Caribien f.eks. har den ikke.

»En almindelig sort amerikaner oppebærer 54 pct. af en hvid middelindkomst, mens en sort indvandrer får 96 pct. Den sorte indvandrer har ingen emotionel blokering, ikke noget billede af sig selv som taber. De kommer stolte fra fattige lande som Haiti, men om de så er født i en affaldskurv i Port au Prince, har de ikke lært at tænke negativt om sig selv, og de stormer frem på universiteterne«.

Ny roman
Hvad angår filmen ’Precious’, har Jacob Holdt ingen illusioner. Den vil ikke blive set af underklassens sorte, som har brug for underholdning, ikke yderligere smerte. Og det gennemsnitlige hvide Amerika vil næppe heller tage den til sig, Oscar-regn eller ej.

Inden jeg går, kan Jacob Holdt i øvrigt røbe, at Sapphire er i gang med at skrive på en ny roman.

»Og hun siger, at den bliver mørkere end ’Push’«, siger han. »Mørkere?!«.