Hvor kommer ondskaben fra?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i Michael Hanekes nyeste film ’Det hvide bånd’.

En film der holdt helt i sort/hvid og optaget med et stort set ubevægeligt kamera bestemt ikke tager prisen for årets mest tilgængelige film.

Guldpalmevinder sidste år
Til gengæld kommer ’Det hvide bånd’ med de fineste anbefalinger.

Den tysk-østrigske film vandt De Gyldne Palmer i Cannes sidste år og tog godt for sig af priserne ved uddelingen af European Film Awards, den europæiske 'Oscar' i december.

’Det hvide bånd’ hentede her tre af de absolut tungeste priser nemlig Bedste Manuskript, Bedste Instruktion og ikke mindst Bedste Film.

Fra i morgen torsdag kan de danske biografgængere så ved selvsyn se, om Michael Hanekes 144 minutter lange værk er priserne værd.

6 ud af 6
Anmelderne har allerede været der. Og de er enige. 'Det hvide bånd' er et mesterværk.

Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad, MetroXpress/Cinemazone og DR Filmland er alle ude med topkarakteren 6.

Ingen steder gives der under 5 i karakter.

Historien om en nordtysk by, der plages af en slags til tider fatale nissestreger, er fremragende, mener anmelderne.

Men det er især Michael Hanekes evner som visionær håndværker og fortæller, der fremhæves.

Blandt andet i DR Filmlands anmeldelse, hvor Hanekes sans for detaljer gennem en hel karriere roses:

»...her er det næsten så detaljeret, at man kan mærke at man går med ind i rummet med skuespillerne, som da en fattig bonde retter på det tæppe, der lemfældigt er lagt over hans afdøde kones nøgne lig blandt vimsende fluer i et nedslidt soveværelse. Den slags detaljer fra 'Det hvide bånd' sidder simpelthen fast på nethinden«, skriver Per Juul Carlsen.

Rifbjerg: Et mesterværk
Forfattereren Klaus Rifbjerg har anmeldt 'Det hvide bånd' til filmmagasinet Ekko, og også her nævnes Michael Haneke blandt de helt store, nemlig Carl Th. Dreyer og Ingmar Bergman.

På trods af at Rifbjerg 'nøjes' med karakteren fem ud af seks, er han ikke sen til at bruge ordet »mesterværk«

»Formelt er det meget vanskeligt at sætte en finger på 'Det hvide bånd', hvis tempo er velgørende andante, og hvis typologi i mindste detalje er overbevisende«, skriver Ribjerg blandt andet.

Sarte og rørende øjeblikke
Ordet »mesterværk« går igen hos Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, der bruger hele karakterskalaen. Og ikke bare føler sig hensat til et dreyersk værk men såmænd også gysere om udstødte børn, der hævner:

»Denne Guldpalme-vinder er en lang film, skønt den ikke føles sådan, og kan ligne et værk skabt af Carl Th. Dreyer og Alfred Hitchcock i fællesskab«, skriver Iversen, der på trods af det alvorlige emne, ikke ser 'Det Hvide Bånd' som en misantropisk film.

»Tværtimod er den fyldt med sympati for de undertrykte og de misbrugte, og især i skildringen af forholdet mellem den unge lærer og hans bly kæreste har den kønne, sarte og rørende øjeblikke«.

Sammenlignes med 'Antichrist'
Gennemgående er det de alvorlige ord, der hives frem i anmeldelserne. 'Det hvide bånd' er bestemt heller ingen feel-good film.

I Kristeligt Dagblad sammenligner Henrik Uth Jensen Hanekes film med Lars von Triers 'Antichrist'. Begge film var kandidater til at løbe med de De Gyldne Palmer. Og det var som bekendt den underspillede historie om ondskab snarere end den udpenslede og vulgære, der vandt:

»I 'Det hvide bånd', der på originalsproget bærer undertitlen 'En tysk børnefortælling', er Haneke tro mod sit credo om, at film skal forurolige. Der er ingen forløsning fra dette stilfærdige mareridt«.

»Forklaringer er noget, tilskueren selv må tumle med præcis som i 'Antichrist'. Seksualiteten og magtmisbruget er i begge film det, alt skal forstås ud fra, men hvor Trier placerer skellet mellem mand og kvinde, sætter Haneke det mellem barn og voksen«, skriver Kristeligt Dagblads anmelder, som kvitterer med seks stjerner.

Stor, stor filmkunst
Også Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch havde en stor oplevelse, da han så den tysk/østrigske film.

»’Det hvide bånd’ er en knugende, nærmest klaustrofobisk oplevelse. Men alligevel én, man har lyst til at vende tilbage til igen meget snart. For der er også tale om stor, stor filmkunst«, skriver Queitsch.

Og afslutter sin anmeldelse med følgende svada:

»Man forbløffes gang på gang over, at noget så hæsligt kan skildres så smukt. Et mesterværk, intet mindre.«