Det er de mest utrolige ting, der er grangivelige. Grangiveligt sande.

I ’Oldboys’ sidder Ole Thestrup og lader sig falde dybt, dybt ned i fascinationen af en lighter, han lige har købt, sådan en lighter, der tillige kan åbne øl. Og han drejer den rundt og rundt, mens han fortæller om den, for det var da li’godt satans.

»Og jeg så det ske i virkeligheden«, siger Nikolaj Steen.

»Det var i en togkupé fra København til Helsingør, og det var tenorsaxofonisten Bent Jædig, der sad og underholdt Suzanne Brøgger med netop sådan en lighter, han havde købt, som kunne åbne øl. »Det er jo skidesmart, og én kostede 12 og to kostede kun 20!«. Og Suzanne Brøgger sad bare og nikkede og smilede med sin store hat på og aha og nånå, og min far og jeg sad bare og nød det. Alle skulle bare se Bents lighter«.

Scenen er bare en ud af mange i Nikolaj Steens debut som filminstruktør, ’Oldboys’, som er rundet af den skinbarligste virkelighed.

Hvis man spørger ham, vil han sige, at langt, langt de fleste af replikkerne – også de mest usandsynlige – er hentet fra en turné, Nikolaj var på med sin far, jazzmusikeren Niels Jørgen Steen, og hans band, The A-Team.

»Det er 15 år siden, og jeg vidste, at jeg bare var nødt til at filme de der underlige gamle musikere«, siger han.

Målmanden og tankrøveren
’Oldboys’, som den tager sig ud her halvandet årti efter, handler ikke om musikere, underlige eller ej. Men om et hold halv- og helgamle mænd, der spiller oldboys-fodbold sammen og er på vej op gennem Sverige til en kamp.

På en tankstation i Skåne glemmer de den forsagte målmand Vagn (Kristian Halken), der til gengæld får et lift – eller bliver han faktisk kidnappet? – af en ung dansk tankrøver (Robert Hansen). I takt med at de haler ind på bussen med Vagns fodboldvenner og får samlet en ung kvinde (Laura Christensen) op, knytter de to mænd et skrøbeligt bånd.

Resultatet får en pæn modtagelse blandt anmelderne

LÆS ARTIKEL Nikolaj Steen slipper pænt fra debut

’Oldboys’ er næppe den film, man ville have forventet fra musikeren og skuespilleren Nikolaj Steens hånd, hvis den dag nogensinde skulle komme.

Vi kender Nikolaj Steen som en højtråbende, storskrydende, selvfed og ret blæret mandetype. Senest fra DR-serien ’Manden med de gyldne ører’ om den opblæste pladeagent Jakob. Og i filmen ’En kort en lang’ (2001) var det ham, der skamløst flirtede med politikvinden, der lagde ham i håndjern: »Hvaaa’, ska’ du gi’ mig jern på?«.

»Men alt det kan jeg slet ikke forholde mig til længere. Jeg har to børn og en kone gennem ti år, og hvis nogle af de ting, der hører min ungdom til, hænger fast på mig, så er det også fint nok. Jeg har været ungkarl og er gået meget i byen, og jeg fylder meget i et selskab«.

Mænd må gerne tude
Men han er blød og blid, er Nikolaj Steen. Og han tuder, når den forældreløse pige i ’Sporløs’ for første gang i sit liv møder sin far i et fremmed land og for rullende kameraer. Han græder, ligesom hans kammerater græder.

Da han gik i 3. klasse, gik han med sin bedste ven i hånden, og da jeg fortæller ham, at jeg for nylig i Syrien så unge heteroseksuelle mænd gå med lillefingeren viklet om den andens, siger han: »Det gjorde vi også, men vi fik alligevel hurtigt en fornemmelse af, at det her, det gør man ikke«.

I ’Oldboys’ græder de også. Den seje tankrøver bryder sammen i krampegråd bag rattet, og den voksne Vagn følger efter. To minutter før stod de og kastede op skulder ved skulder ude i rabatten, nu sidder de i en bil ved siden af hinanden og tuder. Over deres forspildte liv, tabte muligheder.

Vagn er aldrig blevet gift og har lavet sig en slags fetich om faderen, der døde for mere end 30 år siden, og Robert kan ikke vende tilbage til København, fordi han skylder penge i underverdenen.

»De bryder sammen, da de bliver konfronteret med deres lort. »Du er en guttermand«, siger den ene til den anden. Og: »Du er sgu også en guttermand!«. Mænd er ikke så verbale som kvinder. Vi har nogle instinkter, der er dybt rodfæstet i vores kultur, fra vi gik på jagt og signalerede med hinanden på afstand for ikke at skræmme byttet. Vi har ikke udviklet os genetisk i 40.000 år. Og kvinderne sad og holdt gang i bålet og passede børnene og var meget socialt anlagt«.

En svaghed for gamle mænd
De film, som filmbuffen Nikolaj Steen selv ser, er ikke Karl Smart-action, men film, der er båret af dialog og karakterudvikling, ikke af plot.

»Jeg hader begrebet feel good, for så føler folk, at de får presset noget ned over hovedet, men jeg elsker film, hvor man både må grine og græde, og den dag, jeg skulle lave en film, skulle det være en, jeg selv ville have lyst til at se. Og jeg har altid haft en svaghed for gamle mænd. I Hollywood er hovedrollerne altid mellem 15 og 40 år, alt, der hedder 40 plus, findes ikke. Så jeg var nødt til at se bort fra enhver kommerciel tanke, da jeg lavede ’Oldboys’«.

Det er den cirka 60-årige Vagn, der er ’Oldboys’’ faktiske hovedrolle, ham, der bliver efterladt på en tankstation, og hvis fravær først bliver bemærket langt senere.

Den historie er også sand nok, den foregik på en turné med Sanne Salomonsen i 1989, som Nikolaj Steen dog ikke selv var med på. Bussen kørte uden keyboardspilleren Leif Larsson, og det var vinter i det nordlige Jylland, alt hans tøj lå i bussen, mobiltelefonen var ikke opfundet, og han blev først savnet efter to timer.

Det er, fordi Nikolaj Steen selv er musiker – en af de mest succesfulde inden for den seneste snes år – at musikere fylder så meget i hans liv og hans anekdoter.

»Men min film skulle ikke handle om musikere, men om et oldboys-fodboldhold, hvor alle sociale statusser er ophævet. Statsadvokaten kan være allerlængst nede i hierarkiet, hvis han er dårlig til at spille fodbold eller er ny på holdet«.

»Men de spilles godt alle af ... musikere: Niels Skousen, Leif Sylvester. Og jeg ved nøjagtig, hvem de alle egentlig er. Erling, der bliver spillet af Elith Nulle Nykjær, er i virkeligheden basunisten Erling Kroner, træneren Henrik er trompetisten Henrik Bolberg, og Ole Thestrup, som jo selv er gammel trompetist, spiller Bent Jædig. Alt, hvad han siger i filmen, har jeg hørt Bent Jædig sige, så det var jo en ren foræring. Den mand var på en måde den vildeste tosse, men han læste altså også en bog om dagen. Han havde ikke noget varme derhjemme, så han skulle altid hjem under dynen – og læse en bog. Han var et geni inden for bebop og jazz, og de der amerikanske dudes sad bare og måbede, når han spillede«.

Orker ikke popmusik for de unge
Mens han skrev dette sit livs første manuskript i Nordisk Films lillebitte hytte Håb i Valby, lå det i luften, at filmen på et tidspunkt skulle instrueres – af en anden. Da den alligevel til sidst endte hos Steen selv, var det til gengæld med et ultraskrabet budget på 9 millioner kroner og 30 strikse optagedage.

Er du på vej ud af musikbranchen?

»Er du ved at skrive mig ud af musikbranchen?«, siger han og griner.

»Altså, nej, det håber jeg ikke, jeg er. Men jeg bliver snart 43 og synes ikke længere, det er superinteressant at lave popmusik for de unge. Der er sindssygt meget ny, fed musik, som jeg ikke kan hamle op med, og jeg har jo aldrig haft en sound som sådan. Der er sindssygt mange fede producere i dag, men der er ikke råd til at nurse et act over to eller tre plader som i gamle dage, og heller ikke producere holder så længe i dag. De har deres tid, og mange producerer deres egne ting, fordi det er så billigt. Jeg elsker at spille for Sanne, det vil jeg blive ved med, og en dag vil jeg da gerne lave min egen plade igen, men kun på mine egne præmisser og med den alder, jeg har«.

»Altså ... jeg jo snart 50, mand!«, siger han på en måde, som om det ikke er første gang, det kommer bag på ham.

Du er 42!

»Ja ja, men jeg bliver 50 lige om lidt. Og jeg var 30 for et kvarter siden. Jeg har ingen intentioner om at konkurrere med de unge«.

Vagn i ’Oldboys’ er tæt på 60:

»Og det er han, fordi hvis han var 40, ville det jo ikke være for sent for ham at få et liv og en kæreste og opnå nogle drømme. Jeg har i en alder af snart 43 skiftet bane, men hvis man er 60, kigger man måske mere tilbage og siger: »Jeg lever mit liv fremad, men alle mine glæder ser jeg tilbage på. Mine børns fødsel, da jeg blev bedstefar. Nu er det ligesom her, vi er, og jeg har peaket og været på toppen karrieremæssigt, mens det nu er på tide at afvikle. De andre i fodboldbussen har det fint med deres alder, for de har koner og voksne børn og kan læne sig tilbage og nyde deres otium.«

»’Leve livet – hele livet’, som de sagde i pensionsreklamen, selv om mine karakterer er noget mere proletariske end de der golfspillende sølvræve«.

GUIDE: Julens bedste film